En håndgranat i min hjerne

At leve med en psykisk lidelse er ikke kun noget den enkelte patient døjer med. Det påvirker i høj grad de nærmeste pårørende og kan i mange tilfælde drive dem om ikke på flugt, så dog ud i kraftige overvejelser om hvorvidt der er kræfter eller følelser nok til at blive. En tragisk følge af noget der dybest set ikke er patientens eget valg. INGEN vælger bevidst at være bims i låget, mere eller mindre vanvittige eller bare triste og mørke i hjertet/sindet.
Der er selvfølgelig den kategori af unge, der ved pillemisbrug kan ende i livsvarige psykoser, men det er en anden snak og det er ikke det jeg vil skrive om i dag.

Jeg har kendt og kender mennesker der lever med maniodepressivitet, skizofreni og deppressioner. Også i nær familie..  Det jeg ikke har oplevet så meget er diagnosen personlighedsforstyrrelse og borderline. Jeg har kun haft mig selv og egne problemer inde på livet, men jeg har nu desværre måttet erkende at også min datter har en splint af det. Hvor slemt det er og kan blive vides ikke endnu helt, og måske er hun heldig fordi hun har fået det konstateret i så ung en alder, at der rent faktisk med den rette behandling er håb om at hun kan blive det kvit.  I lang udstrækning i hvertfald.

Jeg selv har skrevet om det fra tid til anden herinde og jeg ved at mange syntes det er både interessant og godt at jeg fortæller, for at udbrede kendskabet til lidelsen, men jeg ved også at har man ikke selv prøvet det, er det nærmest umuligt at fatte hvad det handler om og hvorfor pokker det er så svært at komme til livs. Til det kan jeg kun sige at det FORSTÅR JEG godt. Man forstår jo også kun i det små hvad det vil sige at leve med sukkersyge, kræft, allergi eller skøre knogler feks.  Er man empatisk kan man sæte sig ind i, AT det er svært, men ikke hvordan den reelle dagligdag fungerer.
At leve med en personlighedsofrstyrrelse/borderline er møgbesværligt og utroligt opslidende.  Læs mere om de tekniske termer her.  Jeg er desuden det man kalder særligt sensitiv og hvad det betyder kan man læse om her og her.

Den sidste månedstid er jeg langsomt blevet mere og mere forstyrret inde i hovedet. Jeg ved det skyldes overtræthed i forbindelse med hele perioden omkring Josefines behandling og det at vi var flere end ellers i lejligheden i en mdrs tid. Når jeg ikke får den daglige hvile og ro jeg har brug for, ryger jeg langsomt ind i en tilstand der minder om en snebold på vej ned af et bjerg.  En pludselig opstået tanke hægter sig fast og jeg kan ikke stoppe udviklingen af tanken, til det der ender med at være en hård klump af gentagne sætninger. Om og om og om igen kører de i i ring, vokser, gror til og bliver til sidst så overvældende dominerende at jeg intet andet kan koncentrere mig om. Min søvn begynder at forringes, mave og hovedpine er konstant, der kommer kvalme og tilsidst noget der minder om angst. Jeg kan ende helt derude hvor jeg rystet og får svedeture, hakker og stammer, ude af stand til at samle mig sammen. Indvendigt kører der en konstant og gentaget samtale imellem mig selv og den eller de mennesker det drejer sig om.  Først for omkring et år siden gik det op for mig, at ikke alle går rundt og taler indvendigt hele tiden. Ikke alle har konstant en dialog med en tavs modpart i gang, og jeg forstår nu bedre hvorfor jeg er så forbandet endnu mere træt i de perioder.

Mine år i behandling har lært mig, at det eneste der hjælper er samtale. Ud med ordene og ind med fornuft fra et andet menneske. Typisk det eller dem jeg bekymrer mig omkring.  Ikke samtale inde i hovedet men IRL.  En ting jeg har endog meget svært ved. For hvordan kan jeg forklare og begrunde de underlige og oftest meget fatasifulde tanker jeg har?

Et godt eksempel er den seneste måned.

For omkring fire ugers tid siden, fik jeg som et lyn fra en klar himmel en tanke om at min elskede og jeg en tid ikke havde talt så meget sammen, og så kører toget. For at tydeliggøre mekanismerne vil jeg her lave en liste over hvordan det så forløber indtil den dag jeg simpelthen bryder sammen:

Tanken om manglende kommunikation opstår
Jeg ser så at der har været en tid med mig der går i seng først og dernæst kæresten… 
Tanken vokser og jeg “ved” nu at det skyldes, at han ikke længere gider mig.
En uge eller to går med spekulationer og jeg kan så “se” tegn der viser at vi heller ikke længere er så nære som vi var..
Jeg syntes pludselig at vi slet ikke rører eller kysser hinanden. Jeg “hører” ændringer i stemmeleje og tonefald, “ ser” forandringer i kropssprog og mimik.
Der går flere dage hvor jeg går rundt om mig selv for at veje for og imod mine teorier.
De ting vi foretager os i favør for at alt er godt, fejer jeg af bordet med en forklaring til mig selv om, at mange jo prøver at redde et skrantende forhold ved at foretage store indkøb, afgørende beslutninger eller måske endda flere børn.
ERGO.. jeg er på vej til at blive fyret.  Noget jeg godt forstår for jeg er da slet ikke til at leve med.
Bolden er nu på størrelse med et højhus.
Vi tager afsted i sommerhus og på vejen derop i bilen syntes jeg, at jeg fanger et øjeblik hvor min elskede ser trist ud og med en hammers kraft rammer tanken mig:
“ Han er trist fordi han har besluttet at stoppe vores forhold”. “ Han ved at dette bliver den sidste tur i sommerhus for os sammen”. Mine ekstremt sensitive fornemmelser for stemningsskift får mig til at registrere et eller andet.
Jeg går helt og aldeles i sort. Kvalmen og smerter alle vegne er nu over mig, og hele fredag aften, lørdag og søndag indtil vi skal hjem igen, går jeg rundt i en tåge. Smiler mekanisk, prøver at være normal og luger terassen for ukrudt indtil jeg dårligt kan rejse mig igen.  Lørdag nat sidder jeg vågen på terassen og tuder i stride strømme. Kan slet ikke rumme at jeg nu igen skal igennem kriser og “skilsmisse”.   Jeg prøver igen og igen at få mig selv til at bringe det op for ham, men bliver bremset af bevidstheden om min egen umulighed. Jeg “VED” at han vil være endnu mere frastødt af mig hvis jeg viser svaghed og tegn på usikkerhed. Hvordan skal jeg finde og udtale de ord der suser i ørene op mig? Frygten for at virke helt vanvittig og irrationel er også en ting der stresser mig.

Søndag i bilen hjem knækker filmen helt og på en parkeringsplads vælter det nu ud af mig. Tankerne, observationerne og angsten. Kæresten er målløs!

INTET af det jeg har “set” eller opfattet er korrekt.  Hele bordeline i en nøddeskal. Den virkelighed jeg opfatter er langt fra den, andre ser eller hører eller mærker.
Hans ord til mig er beroligende, stille forklarende og jeg kan på et splitsekund se at han har ret og jeg bliver med det samme frisk igen. Også noget der er helt typisk. Hele det spind jeg har været viklet ind i, er væk og jeg er glad igen. Kan ikke længere koncentrere mig om det der for et øjeblik siden optog mig så meget at jeg var noget nær fysisk syg.
Jeg er træt og udmattet i flere dage efter, men ellers er alt igen godt. Han elsker mig, vil ikke andet end leve med mig, og er iøvrigt bare selv udkørt af for meget arbejde og for lidt fritid til egne interesser. Derfor de sene nætter og de glemte kys..    Meget mere kunne jeg forklare, men summen er at jeg gør mit eget og hans liv så meget mere bøvlet når jeg ikke er frisk og veludhvilet. Så kommer sygdommen langsomt snigende og jeg mister både realitetssans og fodfæste.  Jeg opfanger signaler der ikke bliver sendt, ser ting der ikke er, hører toner der ikke bliver spillet og har i det hele taget nerver og følelser uden på tøjet.

Dette eksempel handler om de personlige tanker, det kunne  ligeså vel have været en beretning om andet end misforstået kærlighed og nærhed. Det rammer mig af mange grunde og i mange sammenhænge, men fælles for alle nedsmeltningerne er, at jeg i mange tilfælde ikke kan regne mennskers handlinger ud. Jeg kan miste evnen til at se det hele i flere farver, alt bliver bogstaveligt og sort/hvidt. Jeg lever med ekstremerne. Enten/eller og ja eller nej.

Det kræver sin mand at elske mig..