Ikke alle gider læse bagud, eller lidt om hvad jeg er for et menneske..

 

 

 

 

Så har jeg igen helt uforberedt ramt en nerve. Helt uden at ville det, og helt uden at jeg iøvrigt gider undskylde for det. Det sker jo til tider har jeg lært. Det hænder, at nogle læsere reagerer uden at sætte sig ind i historiens gang, og som vi alle ved, er uvidenhed roden til fordomme.

 

Så hænder det også, at jeg er lige i DET humør.. Humøret som får mig til at gide at reagere. Simpelthen fordi jeg har lyst. Kan. Synes det er tiltrængt. Og fordi det er morsomt. Jeg mener.. hvor tit er det egentlig lige, at jeg diskuterer med nogen som helst?  Dybest set aldrig. DET gider jeg nemlig ikke. Det er spild af tid og min energi. På den anden side..

 

Det er nat, og jeg er vågen. Om forladelse du ukendte læser, at jeg er søvnløs pga af tanker der bekymrer, sorg der gnaver, erindringer som stadig smerter. Jeg kan godt se at mit liv er for priviligeret til at jeg kan være det bekendt. Hvad har jeg at sørge over, hvilke erindringer kan dog være af en sådan karaktér, at jeg kan tillade mig at føle smerte. Hvordan kan jeg i det hele taget være mig selv bekendt!

 

 

 

Fra Anonym:

“ Ind i mellem kunne jeg godt tænke mig for dig at du kom lidt ud i verden. Ser du, derude er der mennesker hvis lykkefølelse bliver "boostet" af at de bliver lukket ind i en opgang, så de kan sove tørt, og kun skal håndtere kulden. Sådan nogle mennesker møder jeg tit om morgenen på min trappe. Har jeg engangskrus, får de en tår kaffe - og blikket i deres øjne.... Wauv - se dér er lykke at spore.
Jeg lever blandt mennesker som lever en relativt normal hverdag, og som er fuldstændig måbende over den overflod du lever i, samtidig med at du klager over fattigdom. Det skal her siges at de selv tjener deres penge, og således skal op hver morgen kl. 05.30, og ud på cykel med børn som skal afleveres forskellige steder - og ofte et håb om at pædagogerne ikke opdager at de rent faktisk er for syge til at komme i institution. At de har ca. 3 timers samvær efter job, med dem DE betragter som det vigtigste i deres liv. At de ligner nogle der knapt kan holde sig oprejst, men deres selv- og medansvar tillader simpelthen ikke at give op, eller flytte væk fra det hele.
Selv synes jeg at leve et ret privilligeret liv, men kan godt se at det er intet ift. hvordan du lever - dine restemåltider ligner f.eks. mine gæstemåltider, jeg har 7 nøgler garn og de skal holde indtil marts næste år, hvor jeg har sparet sammen til at købe nyt. Mine havedrømme udleves i en vindueskarm i køkkenet, og min lejlighed kunne snildt være i dit "dukkehus". Her er råd og svamp i mine utætte vinduer, og det må jeg leve med, for jeg lejer ikke af privat udlejer der trods alt dukker op. Her går den største del af opsparingen til den ekstra varmeregning, der trofast følger mig år efter år. Bil og cigaretter er for de rige, men jeg kender jeg en der lapper min cykel gratis :-)
Til gengæld har jeg ikke overflod på selvmedlidenheden, eller vægten, eller tanken om at livet leves bedst i overflod. Følelsen af at jeg (trods førtidspension), trods alt selv vælger min lykke, og at den ikke handler om hvor meget jeg kan få, eller få andre til at gøre for mig, giver mig en frihed jeg ikke vil bytte for noget. Dén følelse tror jeg desværre ikke er opnåelig for dig. Men præcis som med alt andet: Man kan da håbe... “

 

Ovenstående er en kommentar fra i går, og da jeg som sagt er i det lune følte jeg mig kaldet til at reagere.

 “ Måske du bare skulle drible videre til en anden blog! På den anden side, det er ikke ofte jeg oplever at nogen er misundelig på mit liv, så tak for den bredside. HVIS du skulle få lyst til at læse tilbage ( for jeg tænker at du må være NY her .....), så vil du, hvis du kan læse OG tage ind hvad jeg skriver, ofte ramme indlæg hvori jeg fortæller om hvor t a k n e m m e l i g jeg er over, hvad jeg har i betragtning af min situation. Jeg kan anbefale at tjekke skrivet fra thanksgiving feks......
Hvad er også får mig til at tænke at du MÅ være ny læser, er at du umuligt kan skrive sådan i alvor, hvis du kendte mig. Jeg HAR levet et såkaldt almindeligt liv du der. Med job. To børn.Det ene handicappet i en årrække. To institutioner i to forskellige byer. Job i en tredje. Op kl fire. FIRE timers daglige træning og terapi af den yngste. Forpligtelser og ærligt tjente penge. Fra jeg var ganske ung. Men ok.. jeg kunne da også bare lade være med at lege, at jeg lever med en psykisk diagnose. Jeg mener.. det er jo så moderne ik!
Mener du stadig at jeg brokker mig urimeligt, så skrid. Her er det nemlig mig der bestemmer og mig som for det meste bare forsøger at få det bedste ud at nuet, men som med de fleste er der faneme dage der bare ikke er fede. Der er ting som bare ikke klikker. Jeg tænker at det samme gælder for de, som har meget mere på alle niveauer, end jeg jeg har. Og hvad så? Må man ikke være møghamrende irriteret og sur og utilfreds hvis man har noget? Ejer noget? Er heldig? Begavet? Elsket? Lykkelig? Har smukke børn med rottehaler og fregner? Rask? Må man ikke have dårlige dage så? Hva hva hva?
Igen. Fedt du bare videre. Find dig et sted hvor du kan fordrive tiden med læsning af lægeromaner og beretninger fra de lykkelige.
God jul og må de hjemløse ( som jeg selv har været engang ), også få lov at opleve en tør vinter.
PS: hvad DU og andre herinde ikke ved en fis om, er at jeg selv gør mit for at andre der er i knibe kan opleve at nogen kærer sig. Jeg har kontakt til et krisecenter i nærheden, og de har modtaget mit ubrugte strik og andre ting, som jeg ikke selv har brug for. Det er ikke noget jeg har følt nødvendigt at reklamere med, da jeg ikke har brug for at få ros for noget der bare er helt naturligt at gøre. Din kommentar får mig dog alligevel til at overveje publikation a,f at jeg er god og et godt menneske, for det er åbenbart det mennesker som du helst vil læse om.”

 

 

Som en lille krølle på grisehalen kan jeg tilføje, at jeg ved genlæsning af den ukendtes kommentar kun føler mig ramt på een eneste streng!  Hvorfor pokker skal min vægt nu også være et issue her? Hvad fanden kommer min noget ved?

 

Nå, men jeg kan nu konstatere at jeg er en overvægtig og selvmedlidende kvinde. Uden at jeg selv ved af det, er der nogle som måber over min overflod! Jeg er et utaknemmeligt menneske, som ganske ublu rager til mig af, hvad jeg kan få andre til at give. Jeg er iøvrigt også misundelig af natur. Jeg er hverken glad for min have eller bekendt med mit held. Der står også at læse mellem linierne at jeg, i modsætning til vedkommendes kontakter, IKKE betragter min børn som vigtige og at jeg er en egoist, der er stukket af fra mine børn. Jeg er med andre ord en bruger, der tager livet for givet så sige..

 

Det skulle jeg faneme bare have vidst dengang jeg blev indlagt på den lukkede!