Ambitioner og realiteter

 

 

 

 

 

Efter denne uges lange dage med absolut ingen energi, ovenpå forrige uges oplevelser, kan jeg godt frygte lidt, at jeg har alt for store ambitioner og drømme. Der er jo noget jeg mægtigt gerne vil, og som jeg har talt om on off i et års tid.

Det er min lille køretur til Fyn og Jylland jeg tænker på.

Jeg vil så gerne hilse på nogle af de bloggere jeg har “mødt” i den tid jeg har blogget, og jeg drømmer derfor om at pakke bilen med strik, gummistøvler, masser af benzin og så bare køre derud af. Det vil også give mig selv et break fra det der foregår hjemme. En lille miniferie til mig simpelthen.

Familien er helt med på den, og jeg har fået penge i fødselsdagsgave, men jeg skal endnu lige spare lidt mere op, så jeg ikke kører tør og må bo til evig tid på en tilfældig mark.

Der er dog en lille irriterende djævel inde i mig, der bliver ved med at minde min om mine egne begrænsninger. Senest nu hvor jeg har været helt færdig ovenpå noget så simpelt som en fødselsdag, et lægebesøg, en fest og en retur-køretur til Vordingborg. Nu ved jeg godt at det ikke er mærkeligt eller specielt, at der kommer en reaktion, men det er så voldsomt syntes jeg. Ikke alene bliver jeg træt, jeg mister fuldstændigt evnen til at tænke en fornuftig tanke, og jeg oplever at jeg ikke engang magter at stå ud af sengen. Fem dage har det taget at komme ovenpå igen.

Det har jeg skrevet side op og side ned om, til bevidstløshed faktisk, men KAN jeg mon overhovedet gennemføre sådan en tur, som jeg drømmer om?? Jeg mener.. hvad nu hvis jeg, når jeg ankommer til en aftale, er så bombet at jeg slet ikke orker at tale?  Jeg er sikker på at jeg ved første stop, som jeg håber bliver på fyn, nok skal have det godt, men turen videre? Hvad gør jeg der? Jeg har hele tiden satset på at stoppe en to – tre steder i Jylland, men for pokker jeg skal jo også hjem igen. Og der er søreme langt, hvis jeg ikke engang kan koncentrere mig om at køre bilen. Tog har jeg overvejet, men det er simpelthen for dyrt, og jeg har ikke kræfter til at slæbe baggage ind og ud af tog og bus, være lukket inde på meget lidt plads med en masse mennesker, der taler og tumler rundt. Jeg skal også kunne stoppe op og lægge mig til hvil når der er behov, hvilket jeg bedre kan i bilen. Der er heldigvis mange rastepladser og tankstationer jeg kan holde ind ved på vejen.

Optimisten ville sige at jeg sagtens kan, at jeg ikke skal lade mig begrænse, at jeg har gjort det før uden problemer. At intet er umuligt.

Pessimisten siger at det sikkert bliver for belastende, og at jeg vil mere end jeg reelt kan. At prisen bliver for høj bagefter.

Realisten minder mig forsigtigt om, at jeg skal være netop det..  realistisk.

 

 

Heldigvis skinner solen idag, og jeg kan tænke videre en tid endnu :)