Flytningen og trappestigen

 

 

 

 

Onsdag blev dagen hvor jeg fik flyttet mine ting. Min forestilling om at det var hurtigt klaret og, at det ville være forholdsvis enkelt da jeg  jo ikke syntes jeg har meget tilbage og ikke de store møbler at tage med mig, gik hurtigt fløjten efterhånden som mængden af kasser og poser og ting blev pakket sammen.

 

Jeg tror roligt jeg kan skrive her, at jeg selv og mine fantastiske hjælpere blev bekymrede da realiteterne gik op for os… Erhmmm.. host host..Mildest talt ;)

 

Når jeg skal være ærlig, og det er jo altid min hensigt her, så var jeg dybt rystet og en overgang nærmest gråden nær, fordi jeg simpelthen ikke troede på, at det kunne lade sig gøre at få plads til det hele ude ved min engel og førstehausfrau Putz. Hun er den der generøst tilbød mig at stille plads til disposition, og Hr. Putz tror jeg også fik et par ekstra grå hår over sin kones spontanitet, men det er kreative mennesker og det endte med at lykkedes. I dag står så det meste af mit liv derfor drysset ud over deres matrikel og vist nok også mere til.

 

 

En lejet flyttetrailer af den største model, blev fyldt, kørt, tømt og returneret til Ålekistevej TO gange. Op og ned af trapperne gik det, og Pernille’s knægt der var blevet “beordret” til at møde og hjælpe mere eller mindre frivilligt, imponerede hele banden ved simpelthen at gå i gang fra en ende af, og uden at kny et sekund gik han til  opgaven med beundringsværdig energi. Jeg skylder begge Skauerne KÆMPE tak for deres indsats. Derudover stod en god gammel eks’date og nu god ven klar med arbejdstøjet og musklerne for at tage styringen over både kvinder og trailer. Det var dog kun traileren der er i realiteten lod sig styre hehe. Også HAN skal have masser af knus for at være der for mig, og for sin hjælp. :)

 

Nu har jeg efterhånden flyttet mange gange i mit liv, og da jeg var yngre syntes jeg det var en fest at skulle begynde forfra nye steder. Elskede udsigten til at male, sætte i stand, mere plads som regel, og at skulle indrette på ny.

 

S Å D A N    H A R   J E G   D E T   I K K E   M E R E !!

 

I guder jeg svor, at jeg ikke ville flytte igen før om mange år, da jeg kom til Vanløse dengang i 2009, og jeg siger det nu igen: NU GIDER JEG SGU IKKE MERE. Når jeg er velinstalleret i den lejlighed der måtte blive min snart, så skal jeg faneme bæres ud, eller også må andre klare ærterne mod betaling, OG forinden vil jeg personligt brænde alle mine bøger på et veltilrettelagt bål, for bøgerne er ved gud det værste i sådan et flyttelæs. Når jeg så hertil lægger, at jeg denne gang “kun” skulle pakke og rykke indholdet af fire lofthøje reoler, så siger det noget om, hvor belastende det er at eje det skrevne ord. Dengang jeg var gift havde jeg mit helt eget bibliotek, et kæmpe værelse med tre gange så mange reoler og gu ved hvor mange flere bøger stående alle andre mulige vegne. Siden da har jeg med jævne mellemrum ryddet op og ud i samlingen, for nu kun at eje det der virkeligt interesserer mig, og så alligevel er der mange. ALT for mange..

 

 

 

NÅ, men på et tidspunkt efter mange mange timers slid, tænker jeg så : “ den der lampe kan jeg sgu godt lige selv skrue ned fra loftet”.

 

Jo jo  det ku jeg da også, men måske jeg lige skulle have overvejet min ringe højde, og den træthed der fyldte både hoved og krop, for på et sekund mistede jeg balancen og så tog jeg ellers et styrt forover og ned over stigen.  Det første jeg husker er en stor gul plet for hvert øje, der ikke forsvinder før længe efter faldet. Jeg mener ikke jeg har slået hovedet, for lige der har jeg ikke ondt, men alle andre steder er jeg mørbanket. Ingen blå mærker kan jeg fremvise underligt nok, for dem får jeg ellers med lethed, men i stedet kan jeg næsten ikke bevæge mig i dag. Forstrakte sener og muskler må det være, og så selvfølgelig selve renderiet op og ned af trapperne og alle løftene, har betydet at i går torsdag var en træg dag at få kroppen igang på, og i dag er endnu værre. Min tjans i butikken ku jeg skyde en hvid pil efter i går morges da jeg skulle op. I dag VIL jeg til gengæld ikke blive her. Jeg bliver vanvittig af ikke at komme ud ( og ja det er Henriette der skriver.., hende der ikke har været ude for en dør det meste af sidste år..), og  jeg må bare ha luft og lidt motion, så jeg har aftalt med Sisse at jeg møder i eftermiddag og tager den derfra.

 

Efter styrtet var det som om jeg bare ikke kunne mere, og vi besluttede at nu måtte det være nok. Derfor mangler jeg desværre stadigt ca ti poser med bøger, et par småskabe og en mikroovn John har fundet til mig, og som vejer et ton. Det står til næste onsdag, hvor jeg kigger forbi og henter det sammen med Frau Putz, og så kan jeg endeligt lægge nøglen og lukke døren bag mig. Og så alligevel ikke, for jeg har jo også mine elskede pelsede, som må blive indtil jeg har fået fast bolig, og hele min altan som vi har aftalt skal bestå, indtil jeg ved om jeg overhovedet kommer til at få sådan en igen. Uanset hvad venter jeg nogle måneder med at rydde den, der er alt for meget andet lige nu, og intet sted at stille planter og krukker.  Mentalt har jeg det fint efterhånden, tårene er stoppet, og jeg er nået dertil hvor jeg næsten takker John for at han tog sin beslutning. DOG kunne metoden og forløbet godt have været mere velvalgt, og jeg ville gerne have undværet de sidste to mdr forløb, men et eller andet sted kan jeg nu se at han muligvis er den af os, der har haft det klareste syn. Jeg selv VILLE vel ikke se det. Os to sammen går bare ikke. Vores psyke er for forskellig og vi var hver for sig brudt ned og helt ødelagte. Sådan skal det jo ikke være.  At vi må videre hver for sig er jeg afklaret med, begræder forsat at det ikke gik som vi drømte om, og jeg har stadigt mange følelser for den mand jeg nu er flyttet fra. Jeg KAN ikke hverken hade eller være vred, selvom det nok er det mest hensigtsmæssige, dertil har jeg for stor indsigt i grunden til at han ikke magtede mig, og at jeg blev syg af vores samliv. Vi bærer alle på livets tilsnigelser, og selvom man helst ikke skulle VÆRE de tilsnigelser, så gør de os til dem vi er, og de fleste af os vil altid have svært ved at løsrive os helt fra livets ar. Det gælder ihvertfald her.  Jeg selv vil fortsat arbejde på at være Henriette som hun er bedst, og ikke Henriette med Borderline og depression  øverst i kufferten.  Jeg har tilgivet og ser frem til, at jeg nu skal til at bo som jeg har det bedst. Det bliver da skønt ik. :)  Jeg skal ikke leve med de dårlige sider og alt ansvaret som fik mig til at smuldre, men kan nu fokusere på at ha’ det godt, og inde bagved vide med mig selv, at jeg er stærk nok til det.  Og så vil jeg insistere på at mindes de gode sider, der findes mange af hos min eks'. Jeg orker nemlig ikke andet. Det vil kræve alt for mange kræfter af mig, at skulle holde fast i at han har såret og skrammet min sjæl. Jeg ved at HAN ikke har været stærk nok til andet, og hvordan kan jeg være vred over det?  Også han er kun et menneske, så jeg vil nøjes med at ærgre mig i bevidstheden om, at han på sin egen måde er et utroligt varmt og hjælpsomt menneske.

 

 

Jeg må videre.. på alle måder :)