Skriveblokering!

 

 

 

 

Det er en hel uge siden jeg sidst har givet lyd fra mig, og det er bestemt ikke med min gode vilje, men jeg er ramt at skriveblokering!

 

Billedet jeg har valgt i dag, er fra det lille arbejdsværelse jeg havde før jeg flyttede til Vanløse.  Det var smalt, men godt og havde mange funktioner. Denne ene væg var systue, den anden planteskole og endevæggen udgjorde “lageret”, dvs de to store reoler der stadigt følger mig, og som dengang rummede rå mængder af tekstiler og andet. Det var jo før min karriere som strikkist begyndte, så garnet var slet ikke en del af mit liv dengang. Foruden de tre nævnte funktioner, befandt der sig modsat reolerne, i den anden ende af rummet en lænestol og et lille bord, hvor min bærbare og div papirer ku være. OG OG.. for at det ikke skal være løwn, så havde værelset også et ekstra “hemmeligt” rum. Der var nemlig et indbygget skab, som jeg lynhurtigt fik omdannet til et teeny weeny walk in closet :)  Desværre har jeg ikke noget billede af skabet, men hurra hvor jeg elskede det. Reoler med tøj på den ene side, og for enden en kommode og over den en bøjlestang og hylder. Så kun jeg gå ind i det og stå og få det store overblik over min iøvrigt beskedne garderobe, men fedt det var det sgu.

 

Her kommer lidt flere billeder:

 

 

 

 

 

Der skal ikke være nogen tvivl om, at det værelse jeg netop har måttet sige farvel til, har været mit favoritarbejdsværelse, både med hensyn til indretning, farver osv, men jeg ved også at jeg altid kan finde mig en ny plads et sted i det kommende hjem. Det bliver så med andre møbler, for det meste af det, der er på disse billeder har jeg ikke længere.  Jeg må nok også indrømme, at jeg bare frygter at pladsen simpelthen ikke bliver til det. Jeg prøver virkeligt hver dag at være optimistisk og positiv, men det er en kamp fordi det ikke ligger i min natur at tænke sådan. Jeg frygter det værste og er helt overbevist om, at jeg hverken får altan eller plads igen til det er er mig. 

 

Måske det i virkeligheden er derfor jeg ikke har skrevet herinde?…

 

Jeg kan godt selv se, hvordan det må være SÅÅÅÅ trættende at læse om hende kvindemennesket, der bare ikke rykker en meter. Nu må hun sgu tage sig sammen og se fremad, ku man tænke, og det forstår jeg godt.  Realiterne er, at det gør jeg så godt jeg kan. Hver dag som sagt, tager jeg fra en ende af. Jeg sover stadigt lidt uroligt, så jeg har lidt svært ved at vågne og få begyndt dagen, men jeg gør det dog. Står op, tønder for lyslampen og får sendt knægten i skole. Også han har reageret på denne pludselige oprykning med rode ( som for ham er EEN gang til på få år), og han skal motiveres voldsomt lige nu. Hver dag sørger jeg for at tale med nogen for ikke at gå i selvsving. Jeg kommer ud. Har været på arbejde som frivillig første gang i fredags, og jeg har været til pigefødselsdag i går aftes. To enormt gode oplevelser for mig :)  Jeg har forsøgt at lave hverdagsting såsom rengøring af de få kvm her er, jeg har vasket tøj og ryddet op. Ikke at oprydning for tiden er særligt aktuelt, for her er så småt, at intet KAN ligge andre steder end der hvor de har fået plads. Så nemt er det..

 

Madlavning ligger det til gengæld ret så sløjt med. Her er to kogeplader, men jeg har dybest set intet kogegrej der duer, da alt har været brugt på gaskomfuret, så jeg har nu besluttet at det gavekort jeg fik af en vidunderlig og forbilledlig kvinde fra fyn til Ikea, skal gå til gryder og pander. Her er hverken ovn eller mikroovn, så mulighederne er med min manglende fantasi og inspiration ikke så vilde, og på det punkt indrømmer jeg ærligt at jeg er gået helt kold. Vi lever af alle mulige varianter af kold mad. Fint og ok, og Rasmus brokker sig ikke, men det kunne gøres bedre det ved jeg da godt. En dag så..

 

Internettet er en historie for sig, men det virker so and so, og sådan må det bare være indtil vi flytter videre igen.

 

Som det fremgår er det ikke fordi jeg kan bidrage med de fede beretninger og skønne illustrationer lige nu. Fantasi og kreativitet er på stand by, og jeg bruger istedet hvad jeg har af overskud og energi ti,l at øve mig i at se fremtiden som netop det. MIN fremtid. Jeg står lige der hvor jeg ikke føler ret meget. Hverken sorg, glæde eller kærlighed. Jeg ER bare.  Øver mig i at mærke mig selv, hvilket både er svært, angstprovokerende, farligt og ubehageligt.  Glæden og humøret er dog ikke helt forsvundet fra mig, for netop i selskab med andre liver jeg op, og i butikken havde jeg som nævnt nogle helt forrygende timer. Vi er begyndt året med at optælle lageret til status, og en kæmpe bonus ved det er, at så får jeg jo både set, mærket og opdaget en hel masse nye fibre jeg hidtil kun har læst om i blade og her på nettet.  Jeg råber højt hurra for Sisse som har taget mig under sine vinger. :)

 

Nye veninder er også dukket frem i horisonten og specielt den ene er jeg utroligt glad for at have i mit liv nu. Hun er guld værd og sammen med dem jeg allerede har, og de skønne bloggekvinder jeg også har kontakt til, ja så er jeg jo slet ikke helt alene og forladt alligevel. Lyset kommer tilbage i mit liv på mange måder, også på himlen og jeg ved at jeg er både stærk, smuk og værdig som menneske og ven. Om jeg så er det som kvinde/elskerinde tvivler jeg stadigt på. De åbne sår jeg går rundt med, og som er påført mig fordi jeg ikke har slået til som netop kvinde/partner/elskerinde og individ, er dybe og smertende. At jeg er besværlig at have med at gøre når jeg får tilbagefald, eller bliver overbelastet af livet med for mange problemer, overskygger åbenbart det menneske jeg er. Uanset hvor meget jeg giver af mig selv, hvor dybt jeg elsker og hvor trofast jeg er, så overskygges det af ja.. min skyggeside.

 

Jeg kan kun gentage endnu engang her, at man godt kan elske for meget. Det har jeg gjort. I den forstand at jeg mistede mig selv i forløbet. Det MÅ aldrig ske igen, så det er det jeg arbejder med hos psykologen. Godt jeg har lange negle, for det er dem jeg hænger i med nu.. ;)