Systemsvigt i højeste potens.

Jeg er så trist. For nu at sige det mildt. Jeg er magtesløs, har været ude af stand til at råbe de rette op, og derfor er jeg nu en mor med et sygt barn.


Ser vi bort fra, at der overordnet har været idyl og lykke på hjemmefronten siden jul, og at dagene går deres hurtige gang over jorden, så har jeg i baggrunden haft en datter der i det stille har fået det værre og værre. I det stille fordi jeg ikke har skrevet om det, men bestemt ikke uden at jeg har set det. Jeg har bare forsøgt at fokusere på de gode ting, de lyse sider og den succes vi har oplevet som par og som familie, efter vi gennemførte "operation den sure teenager må videre".

Måske jeg også har haget mig fast til en usynlig planke, for at holde fast i troen på at hun var på rette vej og i bedring. Fordi jeg simpelthen havde brug for at tro på det. Alt andet er for uoverskueligt.


Faktum er bare, at det slet ikke er tilfældet og jeg kan ikke bære det mere. I tre år har jeg brugt alle de kræfter jeg havde, på at råbe systemet op, forklaret og bedt om hjælp fordi min datter har vist synlige tegn dagligt på, at hun bare ikke fungerede som det var forventeligt at hun skulle. I dag, nu tre et halvt år senere, måtte vi kaste håndklædet i ringen, opsøge vores familielæge og sammen med ham beslutte, at hun i dag onsdag må lade sig indlægge.

Når jeg tænker på, hvor meget hjælp jeg selv har fået op ad systemets lange stige, så er det mig en gåde at man lader et ungt menneske stille og roligt forbløde indvendigt. At man ignorerer de tegn der er på, at hun kunne ende som et tilfælde der bliver helt tabt på gulvet og en stor omkostning for det fælles samfund senere hen, måske allerede fra nu af. Intellektuelt fatter jeg det ikke, og som mor gør det mig så ondt at jeg ikke kan beskrive min sorg. Jeg ved nu hvordan det føles at have et ungt menneske, et barn, hvor det skriger til himlen at der skal sættes ind, og hvor intet sker. Man står der og kan INTET gøre simpelthen.

Jeg vil gøre alt for mine unger, men jeg har en menneskelig grænse, både i form af resourcer, kompetencer og følelser, der gør at dette ikke er noget jeg kan klare selv. Jeg har forsøgt, men jeg kan bare ikke. Kan ikke længere bære ansvaret for hendes ve og vel alene, nogen må overtage, skride ind, træde til for at aflaste mig. Jeg føler det som en kæmpe falliterklæring at jeg ikke magter den opgave at få hende på fode, men jeg lover at jeg virkelig HAR prøvet. Jeg har i årene siden skilsmissen talt og talt, føjet og bøjet, lyttet og følt, helt på egen hånd med hende. Hun er bare ude af stand til at tage det til sig, som jeg fortæller hende. Hendes psykes skrøbelighed er så stor nu, at hun nu ikke er i stand til at gå ud, uden at nogen følger hende. Medicinen virker ikke optimalt, hendes skole har strakt sig helt ud over det forventelige og gør det stadig, men inde i sit hoved er hun stået helt af. Koncentration er der ikke noget af, og hun husker utroligt dårligt.

Noget derinde optager hende så meget, men hun kan ikke forklare hvad det er.


Jeg ved at mange der læser med, genkender symptomerne og ved at dette er tegn på depression, det gør jeg jo også selv. Som mor er det en smerte uden lige, at opleve sit barn gå igennem noget man ved fra egen krop er så svært.

Jeg selv har i dag mærket mit indre sige stop. Jeg kan ikke mere. Det er for meget, for selvom jeg så gerne ville hjælpe hende, kan jeg bare ikke. Efter så lang en kamp for at få hjælp, og denne beslutning om indlæggelse, er jeg klasket helt og aldeles sammen. Jeg kan ikke samle mig om hverken læsning af blogs, besvarelse af mails, opringninger eller madlavning. Jeg har malet lidt, forsøgt at strikke, forsøgt at lytte til en bog, altsammen uden samling, så derfor skriver jeg nu for at komme lidt af mine tanker og min bekymring til livs. Sove kan jeg nemlig heller ikke.. Faktisk har det ikke været min hensigt at skrive om lige præcis dette, fordi det handler om min datter og ikke mig, men på den anden side, har jeg det sådan at det SKAL siges. Det SKAL fortælles, at vores samfund svigter de unge. Jeg ved at der tales om de unge med psykiske problemer,
jeg ved også at der der bliver gjort noget for nogen af dem, tag bare vores egen Mira, men hvorfor er der ingen der tager problemet med børn af psykisk syge alvorligt?? Der er en stor gruppe af børn og unge, der ikke bliver samlet op, og fulgt op på i forløbet med en forælder der kommer i behandlingssystemet. Man VED at der kan være følger af at være barn af en syg forælder, men tilsyneladende bliver det ved den viden.


Hvad pokker skal jeg gøre?