Der ligger mails fra jer derude

 

 

 

 

 

I min indbakke har jeg modtaget så mange mails fra søde læsere, som er triste over at jeg ikke længere har lyst til at skive. I lighed med alle I, som har skrevet i kommentarfeltet bliver der fortalt om, hvilken betydning min blog har haft for dem.

 

 

Det er noget som giver stof til eftertanke, og selvom jeg jo godt ved at jeg har haft min egen helt unikke niche i blogland, så bliver jeg alligevel altid overrasket når jeg hører det. Faktisk er det i dag sådan ca præcis bloggens syvårs fødselsdag, og der har været mange skriverier om op og nedture fra min hånd i den tid. Det er et dilemma for mig, hvad jeg skal gøre nu. På den ene side har jeg god gavn af de input jeg får fra alle jer derude, men på den anden er jeg selv en smule træt af alle de sk.. op og nedture jeg kan vedblive at fortælle om. Det er som en plade der sidder fast i samme rille, og jeg ville bare så gerne kunne fortælle at nålen nu har ramt en ny og bedre melodi.

 

 

Der er dog een ting, som er en god grund til at genoptage bloggeriet og det er, at jeg ikke ved hvad pokker jeg ellers skal bruge alle mine billeder til! Der er jo grænser for, hvor mange gange jeg selv gider kigge på dem, og når de så er taget bliver de pænt lagt i arkiverne for der at hensygne i al evighed, som et symbol på hvad jeg har foretaget mig. Her er jo kun mig til at mindes, og ærligt talt er minder noget fanden har skabt i ondskab. NÅ!

 

Forleden gik jeg systematisk igang med, at rydde op og ud i de mange mange mapper med billeder fra fortiden. Både de tusindvis af næsten ens billeder af en flue feks, men også billeder som bare kun gør trist. Jeg vil ikke have dem i mit liv mere. Ikke på vilkår. Jeg har det bedre end for en måned siden, til dels fordi jeg er gået stik imod smart læges anbefaling om udtrapning af medicin. Oven i alt andet er det ikke praktisk at gå med dødsønsker… En sideeffekt som er almindeligt kendt ved udtrapning, men også en effekt som jeg er ude af stand til at fornemme om findes i mig selv, eller er kemisk fremkaldt. Tilbage på normal dosis fungerer jeg som forventet af mig, men så heller ikke mere. Det giver mig til stadighed og hver eneste dag spekulationer om, hvad fanden det hele skal være godt for. Om det er en midtlivs krise ved jeg ikke, men jeg ville ønske der var en vej ud herfra, hvor jeg befinder mig mentalt.

 

I det daglige gør jeg som jeg plejer. Angriber haven selvom kroppen nærmest ikke kan tage det. De dage hvor jeg tager hensyn og lader være, er jeg ved at gå helt op i en spids fordi jeg så tænker alt for meget. Strikke kan jeg stadigt ikke, MEN jeg er blevet færdig med det årelange projekt tæppe i firkanter:

 

Det er blevet præcist som jeg drømte og tænkte det skulle være.  Nu ligger det og afventer at jeg overvinder mig selv og tager det i brug. Jeg har nemlig en mørk hemmelighed.. Alle de ting jeg fremstiller og som jeg er særligt tilfreds med, har jeg ufatteligt svært ved at tage i brug. Jeg har strik liggende som jeg er så glad for, men som jeg bare ikke nænner at benytte for tænk nu hvis det bliver slidt!

 

Jeg ved det. Det er helt forrykt, men sådan har jeg haft det i flere år. Det er, som om jeg er bange for at slide på det jeg har lavet, selvom det jo ligger ret så lige for, at jeg bare kan fremstille noget nyt. Jeg har jo lissom lageret til det. I det hele taget er det at bruge/slide på et ongoing tema hos mig. Hver dag. Om det er en lille frøpose jeg er glad for eller en flot strikket ponchosweater er eet fedt. Eneste heldige for mig i den forbindelse er, at jeg også har en påtrængende trang til hele tiden at smide ud og skille af med. Ellers var jeg sgu da endt som en af de der samlere man laver programmer om på tv!  Jeg har potientialet til det. Jeg er underlig. Har katte. Lever forholdsvis isoleret, har mistet en masse hår OG som prikken over det skræmmende “ i “, ser jeg nu også sådan ud i kæften:

 

Min reparerede tand er nu knækket helt af. Og det forbliver så mit fremtidige udseende, for jeg har absolut ingen muligheder for at få lavet den bro det kræver. Så sådan er det.Forleden talte jeg med en jeg har kendt i fem år efterhånden, og der kunne jeg bare konstatere at i samme periode er jeg gået fra at se godt ud, som tjekket sild og med velpolerede negle som symbolet på det, der betød velholdthed for mig, til at ligne en nedslidt heks. Tyndhåret, med medicin-ødelagte tænder, og med en gang som en olding.

 

Og så er jeg tilbage ved udgangspunktet. Er det virkelig værd at skrive mere om? Et menneskes alt for tidlige forfald.

 

Selv mener jeg jo nej, men jeg kan sagtens finde på andet at berette om, og det tror jeg så jeg vil gøre.