Om at kommunikere

Kommunikation er vigtigt på så mange planer, og for os alle sammen.

Metoderne er mange, og hvad der passer hver især er lige så forskelligt, men lever man helt uden nogen form for udveksling af ord, kan det få indflydelse på sindet og trivsel. Man bliver underlig i roen af det, og det er bevist at det er sygdomsfremkaldende, at være helt uden for et fælleskab igennem længere tid. Isolation er bare ikke godt, og også en form for nedbrydelse af sindet, når man tænker i tortur baner.

Nogle har voldsomt behov for konstant at være i kontakt med andre, behov for at tale og udtrykke tanker og meninger. Andre kan nøjes med en mere kontrolleret form for udveksling af ord, og det kan forandres livet igennem.


Jeg selv tænker meget over for tiden, hvordan jeg har det bedst med det der talenoget.


Jeg bliver mere og mere opmærksom på, at jeg trivedes helt fantastisk med bloggeriet og alt det det bringer med sig af netværk og kontakt via space. Det har dog også givet mig kvaler og sat en kæmpe skyldfølelse igang inden i mig, noget jeg slet ikke lige havde forudset da jeg gik i gang.


Det er svært at forklare og sætte ord på, men jeg prøver alligevel, og håber at det ikke hægter nogen af fordi jeg har en snørklet hjerne.


I tidernes morgen var jeg som andre vildt glad for at sludre i telefon. Regningerne taler vi ikke om, men jeg mindes da mine forældres frustration og undren over, hvordan jeg kunne tilbringe så meget tid med at knevre med veninder over en ledning. Især fordi jeg tit og ofte lige havde sagt farvel til dem efter endte aftaler, og så alligevel havde mere at sige, hvilket fik mig til at styre lige hen til væggen med røret i køkkenet.


Senere fik jeg ad mange snoede omveje et job som omstillingsdame i et stort forsikringsselskab, og der skal jeg lige love for at jeg fik min lyst styret. Jeg har stort set ikke brudt mig om at tale i telefon siden, og det var faktisk sådan at jeg de sidste år af mit ægteskab, kunne konstatere når vi fik regninger fra det hedengange KTAS, at min andel af opkald nærmest var lig nul. Eks'en derimod var et sludrechatol af dimensioner og kunne med lethed tale i timevis. Feks under fodboldkampe!!! Så sad han der med en kammerat i den anden ende af byen ( eller i opgangen lige ved siden af...) og fik debatteret hele kampen igennem via kabler i jorden og til en mindre formue.

Nå, men det var et sidespor..


Jeg selv altså, har det meget anstrengt med det der taleri. Og her mener jeg i helt generelle termer, og efter at have tænkt meget over det i det seneste års tid, hvor jeg jo har været i kontakt med flere mennesker, end jeg har været de seneste tre år tilsammen, ja så tror jeg nu at jeg ved hvor hunden egenlig ligger begravet. Når det handler om ord og udveksling af samme, så er jeg dybt skizofren.

Jeg elsker at skrive, holder vildt meget af ord i det hele taget, kan lide at lege med sproget, men når der kommer lyd på, så bliver jeg så ufatteligt udmattet. Især fordi jeg ikke kan styre mine egne impulser og alle ordene jeg har i mig, når jeg er ude i sociale sammenhænge. Jeg pludrer og sludrer løs, har masser af meninger og input jeg skal af med, men faktisk er jeg inderst inde og helt dybt i min sjæl, slet ikke tilpas med al den "støj" der følger med samtale.

Her er det virkelig vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke rent intellektuelt opfatter samtale som støj, men mit sind og mit hoved opfanger lyde som støj og det trætter mig helt ud i det åndsvage. Det er bestemt ikke noget der huer mig, at jeg sådan skal gå kold efter meget kort tid når jeg er ude og har samtaler med andre, men det er sådan det er.

Jeg har lagt mærke til, efter jeg begyndte at blogge, at jeg her har muligheden for at kommunikere og sparre med en masse herlige andre kvinder, uden at jeg bliver så forbandet træt, og det hele handler om, at jeg når jeg er på computeren, kan få sagt det jeg er fyldt af i en given situation UDEN at der er lyd på. Derved orker jeg meget mere. Jeg får viklet mig ind i masser af ord, uden at jeg mærker denne overvældene følelse af udmattelse, som ellers rammer mig efter bare få timer i selskab med andre.


Det siger sig selv at det et eller andet sted ikke er så hensigtsmæssigt at have det sådan, men det er resultatet efter at jeg har været syg. Siden '99 har jeg har det helt fint med at være ene, at være i stilhed og selv kunne kontrollere støjniveauet i mit liv. Bla har jeg været en virkelig ivrig og flittig koncertgænger, og i de første år efter min indlæggelse købte jeg troligt masser af billetter, men hver gang jeg ankom til spillestederne, måtte jeg gå hjem igen ofte inden koncerten var begyndt. Jeg kunne simpelthen ikke rumme alle stemmerne fra menneskemængden omkring mig. I det daglige liv giver det mig også problemer fordi især min egen Rasmus taler som et vandfald. Alle hans ord med lyd på overvælder mig i en sådan grad, at jeg til tider må flygte ind i et andet rum, for at få den konstante summen i mit hoved til at holde op. Helt uden at jeg selv vil det, lukker jeg mentalt ned og kan ikke længere høre hvad han siger til mig.

Af natur kan jeg ikke lade være med at stikke snuden frem, og efterhånden som jeg bliver mere og mere rask, "kommer jeg til" at deltage i arrangementer jeg super gerne vil være en del af. Prisen er så bare at jeg i dagene efter må være helt alene igen, være i stilhed og ro for at få styr på de indtryk jeg har fået. For at få alle ordene på plads simpelthen. Når jeg skriver " kommer til", betyder det at jeg egentlig ved at jeg burde lade være, men at jeg ikke KAN lade være med at have lysten til samværet. Lyder det helt knudret??

Jeg har det skidt fordi mange mennesker har sagt, at jeg bare kan ringe hvis jeg har brug for det, men jeg gør det bare ikke og så får jeg de vildeste skyldfølelser. Jeg VIL jo egentlig gerne vise at jeg sætter den største og mest taknemmelige pris på at der er nogen der gider mig, men i det daglige får jeg det ikke gjort, jeg går rundt i min lille skal i en verden uden lyde og vil hellere skrive i stedet for, men det betyder at jeg har veninder og bekendte jeg hele tiden glemmer at ringe til. Heldigvis ved dem der har kendt mig længe, at det ikke er med vilje og ikke fordi jeg ikke vil dem, jeg går bare i min egen stille verden og glemmer at være opsøgende. Jeg minder mig selv om at jeg skal huske at ringe til dem, og bliver med det samme så træt ved tanken om lange samtaler og masser af ord. Tilgengæld har jeg haft stor glæde af at bruge MSN for der kan man sidde og chatte sammen, og samtidig være i stilhed. Jeg har udviklet en tendens til at isolere mig, men alene ved at jeg har kastet mig over bloggeriet, har jeg overvundet mig selv så mange gange og jeg klapper mig selv på skuldrene over at jeg har været dygtig og været ude i verden.


Det er noget underligt noget, og vildt upraktisk når man er mor og i familie. Jeg nægter bare at leve som eremit alene fordi støj, lyd og kommunikation gør mig træt. Så hellere sove lidt mere og være sig selv i eget rum, når menneskene omkring mig bliver for meget.



Jeg ville egentlig have vist et foto af mig selv som omstillingsdame, men jeg kan ikke hitte det nogen steder, så i stedet er her et foto at noget jeg glæææææder mig til.

At se spirer komme op af jorden og gro på min altan :-))