19 januar 2010

Om at kommunikere


Kommunikation er vigtigt på så mange planer, og for os alle sammen.

Metoderne er mange, og hvad der passer hver især er lige så forskelligt, men lever man helt uden nogen form for udveksling af ord, kan det få indflydelse på sindet og trivsel. Man bliver underlig i roen af det, og det er bevist at det er sygdomsfremkaldende, at være helt uden for et fælleskab igennem længere tid. Isolation er bare ikke godt, og også en form for nedbrydelse af sindet, når man tænker i tortur baner.

Nogle har voldsomt behov for konstant at være i kontakt med andre, behov for at tale og udtrykke tanker og meninger. Andre kan nøjes med en mere kontrolleret form for udveksling af ord, og det kan forandres livet igennem.


Jeg selv tænker meget over for tiden, hvordan jeg har det bedst med det der talenoget.


Jeg bliver mere og mere opmærksom på, at jeg trivedes helt fantastisk med bloggeriet og alt det det bringer med sig af netværk og kontakt via space. Det har dog også givet mig kvaler og sat en kæmpe skyldfølelse igang inden i mig, noget jeg slet ikke lige havde forudset da jeg gik i gang.


Det er svært at forklare og sætte ord på, men jeg prøver alligevel, og håber at det ikke hægter nogen af fordi jeg har en snørklet hjerne.


I tidernes morgen var jeg som andre vildt glad for at sludre i telefon. Regningerne taler vi ikke om, men jeg mindes da mine forældres frustration og undren over, hvordan jeg kunne tilbringe så meget tid med at knevre med veninder over en ledning. Især fordi jeg tit og ofte lige havde sagt farvel til dem efter endte aftaler, og så alligevel havde mere at sige, hvilket fik mig til at styre lige hen til væggen med røret i køkkenet.


Senere fik jeg ad mange snoede omveje et job som omstillingsdame i et stort forsikringsselskab, og der skal jeg lige love for at jeg fik min lyst styret. Jeg har stort set ikke brudt mig om at tale i telefon siden, og det var faktisk sådan at jeg de sidste år af mit ægteskab, kunne konstatere når vi fik regninger fra det hedengange KTAS, at min andel af opkald nærmest var lig nul. Eks'en derimod var et sludrechatol af dimensioner og kunne med lethed tale i timevis. Feks under fodboldkampe!!! Så sad han der med en kammerat i den anden ende af byen ( eller i opgangen lige ved siden af...) og fik debatteret hele kampen igennem via kabler i jorden og til en mindre formue.

Nå, men det var et sidespor..


Jeg selv altså, har det meget anstrengt med det der taleri. Og her mener jeg i helt generelle termer, og efter at have tænkt meget over det i det seneste års tid, hvor jeg jo har været i kontakt med flere mennesker, end jeg har været de seneste tre år tilsammen, ja så tror jeg nu at jeg ved hvor hunden egenlig ligger begravet. Når det handler om ord og udveksling af samme, så er jeg dybt skizofren.

Jeg elsker at skrive, holder vildt meget af ord i det hele taget, kan lide at lege med sproget, men når der kommer lyd på, så bliver jeg så ufatteligt udmattet. Især fordi jeg ikke kan styre mine egne impulser og alle ordene jeg har i mig, når jeg er ude i sociale sammenhænge. Jeg pludrer og sludrer løs, har masser af meninger og input jeg skal af med, men faktisk er jeg inderst inde og helt dybt i min sjæl, slet ikke tilpas med al den "støj" der følger med samtale.

Her er det virkelig vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke rent intellektuelt opfatter samtale som støj, men mit sind og mit hoved opfanger lyde som støj og det trætter mig helt ud i det åndsvage. Det er bestemt ikke noget der huer mig, at jeg sådan skal gå kold efter meget kort tid når jeg er ude og har samtaler med andre, men det er sådan det er.

Jeg har lagt mærke til, efter jeg begyndte at blogge, at jeg her har muligheden for at kommunikere og sparre med en masse herlige andre kvinder, uden at jeg bliver så forbandet træt, og det hele handler om, at jeg når jeg er på computeren, kan få sagt det jeg er fyldt af i en given situation UDEN at der er lyd på. Derved orker jeg meget mere. Jeg får viklet mig ind i masser af ord, uden at jeg mærker denne overvældene følelse af udmattelse, som ellers rammer mig efter bare få timer i selskab med andre.


Det siger sig selv at det et eller andet sted ikke er så hensigtsmæssigt at have det sådan, men det er resultatet efter at jeg har været syg. Siden '99 har jeg har det helt fint med at være ene, at være i stilhed og selv kunne kontrollere støjniveauet i mit liv. Bla har jeg været en virkelig ivrig og flittig koncertgænger, og i de første år efter min indlæggelse købte jeg troligt masser af billetter, men hver gang jeg ankom til spillestederne, måtte jeg gå hjem igen ofte inden koncerten var begyndt. Jeg kunne simpelthen ikke rumme alle stemmerne fra menneskemængden omkring mig. I det daglige liv giver det mig også problemer fordi især min egen Rasmus taler som et vandfald. Alle hans ord med lyd på overvælder mig i en sådan grad, at jeg til tider må flygte ind i et andet rum, for at få den konstante summen i mit hoved til at holde op. Helt uden at jeg selv vil det, lukker jeg mentalt ned og kan ikke længere høre hvad han siger til mig.

Af natur kan jeg ikke lade være med at stikke snuden frem, og efterhånden som jeg bliver mere og mere rask, "kommer jeg til" at deltage i arrangementer jeg super gerne vil være en del af. Prisen er så bare at jeg i dagene efter må være helt alene igen, være i stilhed og ro for at få styr på de indtryk jeg har fået. For at få alle ordene på plads simpelthen. Når jeg skriver " kommer til", betyder det at jeg egentlig ved at jeg burde lade være, men at jeg ikke KAN lade være med at have lysten til samværet. Lyder det helt knudret??

Jeg har det skidt fordi mange mennesker har sagt, at jeg bare kan ringe hvis jeg har brug for det, men jeg gør det bare ikke og så får jeg de vildeste skyldfølelser. Jeg VIL jo egentlig gerne vise at jeg sætter den største og mest taknemmelige pris på at der er nogen der gider mig, men i det daglige får jeg det ikke gjort, jeg går rundt i min lille skal i en verden uden lyde og vil hellere skrive i stedet for, men det betyder at jeg har veninder og bekendte jeg hele tiden glemmer at ringe til. Heldigvis ved dem der har kendt mig længe, at det ikke er med vilje og ikke fordi jeg ikke vil dem, jeg går bare i min egen stille verden og glemmer at være opsøgende. Jeg minder mig selv om at jeg skal huske at ringe til dem, og bliver med det samme så træt ved tanken om lange samtaler og masser af ord. Tilgengæld har jeg haft stor glæde af at bruge MSN for der kan man sidde og chatte sammen, og samtidig være i stilhed. Jeg har udviklet en tendens til at isolere mig, men alene ved at jeg har kastet mig over bloggeriet, har jeg overvundet mig selv så mange gange og jeg klapper mig selv på skuldrene over at jeg har været dygtig og været ude i verden.


Det er noget underligt noget, og vildt upraktisk når man er mor og i familie. Jeg nægter bare at leve som eremit alene fordi støj, lyd og kommunikation gør mig træt. Så hellere sove lidt mere og være sig selv i eget rum, når menneskene omkring mig bliver for meget.



Jeg ville egentlig have vist et foto af mig selv som omstillingsdame, men jeg kan ikke hitte det nogen steder, så i stedet er her et foto at noget jeg glæææææder mig til.

At se spirer komme op af jorden og gro på min altan :-))

18 kommentarer:

  1. Jeg fatter ikke, at nogen kan tale i telefon i flere timer hver dag. Er der noget jeg ikke kan finde ud af, så er det det. Det bliver til omkring en time med min mor om søndagen. Så lige de 3x 2 min om dagen med Gemalen, når jeg er på job.

    Det gode ved blogging er jo, at man ikke skal holde en samtale igang som når man sidder overfor dem. Vi kan svare når vi har ord til det og vi kan "tale" med mange på en gang.

    Keep on blogging!! ;0)

    Kærligste Kari

    SvarSlet
  2. Du er herlig; istedet for et billede af dig som omstillingsdame, får vi et billede af nogle grønne spire :-)
    I øvrigt , spændende læsning!

    SvarSlet
  3. Har det præcis lige som dig - undertiden bedre undertiden værre - men føler også at lyd og samtale og mennesker kan være frygtelig trættende. Godt man selv kan vælge - det kan jeg i hvert fald. kram

    SvarSlet
  4. Hvor er det godt skrevet og forklaret. Jeg forstår dig uden at være der.
    Tak og mange stille skrevne tanker til dig
    fra Inge

    SvarSlet
  5. Jeg kender det godt, sclerose, mild depression i nogle år og en voldsom psykose har også sat sine spor i hvad jeg kan overkomme. Jeg bliver helt tom oveni efter samværd med flere mennesker og når max snakker og snakker, så får jeg også nok. jeg bliver træt i hovedet, for egentlig er jeg et energibundt af oprindelse..men det er tankerne jeg skal være i fred for. det der også gør det svært for mig at have veninder er, at det meget er mig der skal tage initiativet og jeg kommer let til at føle mig forkert og uønsket og ved jo rationelt godt at sådan er det ikke, men trætheden i hovedet slukker for alt fornuft og hvis jeg ikke stopper de tanker, så kan jeg ende med endnu en depression,m så det er for mig også med at lukke af og sidde her og skrive f.eks. Så bloggeriet er også en perle for mig. det skrevne har altid haft mere pondus for mig, for der kan jeg skrive havd jeg vil. jeg kan godt være lidt konfliktsky og der er det skrevne også nemmere og så er jeg sikker på at jeg får det med jeg mener uden at begynde at tude eller være for flink (se flinkeskole. Jeg er glad for din "stemme" herinde og det er dejligt du er til, det skal du vide. Godt jeg faldt over din blog : )Kram fra mig

    SvarSlet
  6. Kære Henriette,
    Jeg har det præcis på den måde du beskriver med lyde. Helt ned til den mindste detalje er det mig, der er beskrevet. Og ja, her i blogland har jeg også fået en mulighed for kommunikation uden lyd. Jeg oplevet det stadig som et handicap at have det sådan, da det virkelig afskærer mig fra mange begivenheder og oplevelser. Men med tiden regner jeg med at tilstanden bliver accepteret af mig og jeg så kan leve bedre med det.
    Selv en aften med blot 3 gæster kan hyle mig helt ud af den fordi jeg ikke har et filter, der kan sortere i de lyde der er.

    I øvrigt: det der med den dårlige samvittighed kender jeg også bare godt. Men som du skriver, dem som kender mig rigtig godt og anerkender mig som jeg er, synes jo ikke det er et problem. De ringer bare selv :)

    Nåmenaltså, er det sådan at jeg må låne dit indlæg som en del af den beskrivelse af mine vanskeligheder, jeg skal have flikket sammen lige om lidt?

    Det der hønsehoved, jeg har hæklet er jo kun hovedet. Kroppen løber rundt etellerandet sted ;o)
    Jeg sender den lige til dig.

    Klem fra
    Mette

    SvarSlet
  7. Kære Kari, enig. Jeg taler også med min mor i weekenden, men sjældent på hverdage.

    Tak for kommentaren og rigtig god onsdag.
    Knus

    SvarSlet
  8. Hi ja jeg ved det Miri, ikke helt i tråd med teksten..

    SvarSlet
  9. Jeg har valgt min familie og dermed kan jeg jo ikke helt vælge stilheden, men jeg sætter mine timer når de er væk, meget meget højt.

    SvarSlet
  10. Hej Inge. Velkommen her og tak for din kommentar. Det glæder mig at det ikke var for bøvlet forklaret :-)

    Rigtig god dag
    Henriette

    SvarSlet
  11. Kære Rikke, tusind tak og ja.. jeg ved at du også godt ved hvad det vil sige at have støj i hovedet.
    Det er bare om at lære at acceptere at sådan er det.

    Rigtig god dag :))

    SvarSlet
  12. Kære Mette, ja det må du da. Bare sig hvor teksten kommer fra, og jeg har også haft en fornemmelse af at du har det ligesådan, og det bliver da lettere med tiden at leve med det.

    Glæder mig til at se hvad du kan fortælle, så bare skriv ;))

    Hønen... Hi ja den er herlig og det er du sgu også :-)

    Mange knus og god dag til dig

    SvarSlet
  13. Jeg læste dit indlæg første gang sent i går aftes. Det gjorde indtryk, og nu har jeg lige læst det igen, koncentreret og måbende.
    For du rammer lige præcis plet, der hvor jeg selv er. Enebarn, et isoleret arbejdsliv som dagplejemor og senere en sygdom, som har gjort mig til en enspænder. Jeg kender til lydene og trætheden. Også selvom det er ens egne børn.
    Ikke engang mine børn ringer jeg til uden at det er allerhøjst nødvendigt, prøver altid at få manden til det. Når jeg skriver, bliver jeg derimod afslappet og rolig.
    Du har beskrevet tilstanden flot og meget præcist.
    Knus.

    SvarSlet
  14. Jeg har lige ladet øjnene glide nedover: Min fornemmelse er at weblog-skriv er praktisk! Man behøver ikke at sige det samme til 10 mennesker i 10 telefonsamtaler :-) Man bliver ikke afbrudt. Man kan finde de rigtige ord. Man bliver klogere på sig selv undervejs. Andre kan læse - eller lade være. Man kan læse to gange, endda!

    Men OK - der er nogle ting, som ikke lige går an i fuld offentlighed. Grænsen går et eller andet sted omkring personsager og kræver virkelig fornemmelse, for selv om man siger kærlige ting som er positive, så kan læsere somme tider misforstå eller uddrage nogle andre konklusioner.

    Jeg synes du skriver om de følelser og fornemmelser, som hører til at få et parforhold til at fungere og jeg ville så gerne at du skrev en lille fast side (eller noget) med gode råd i parforholdet belyst med praktiske eksempler og øvelser (haha) - det ville have hjulpet mig for 40 år siden :-)

    SvarSlet
  15. Kære Henriette, jeg har egentlig tænkt, at jeg vil bruge nogle af dine præcise beskrivelser, når jeg skal i gang med alt det her halløj i den nærmeste fremtid...

    Du skal holde øje med posten :)

    SvarSlet
  16. Kære Henriette

    Jeg har faktisk tænkt over, hvad det er her på din blog der fik/får mig til at vende tilbage igen og igen. Men det er lige præces den her slags; at du så elegant sætter ord på noget, der giver afklaring eller stof til eftertanke, i forhold til det jeg selv tumler med.

    Tak for dine skriverier. Jeg er glad for at du selv får så meget ud af dem, for så er chancen der for også fremover at kunne læse med her.

    SvarSlet
  17. Hej igen Henriette,

    jeg har slet ikke kunnet løsrive mig fra din blog og har nu siddet og læst og læst i flere timer. Du skriver virkelig godt, og der er mange af de ting, du beskriver, som jeg genkender fra mig selv. Det er tankevækkende for mig, og jeg vil bare sige dig HJERTELIG TAK for at sætte ord på ting, jeg selv har svært ved at beskrive.

    Kærlige tanker fra
    Louise

    SvarSlet
  18. :-)

    DU godeste Louise.. jeg er målløs over at du er nået helt tilbage til januar hihi. Jeg får jo mail når/hvis nogen kommenterer på noget, men tror du jeg kunne hitte dette indlæg??

    Næ nej. Jeg bladrede og bladrede og til sidst måtte jeg tilbage til mailen og klikke på linket for at finde mit eget skriveri.

    Det gør mig så usigeligt glad at du kan bruge det jeg skriver til noget, og også at du føler dig godt underholdt ind i mellem :-) Hvad syntes du om mine små kæledægger? De pelsede er jo mine tavse ( hmmm ) babyer og de er så herlige at fortælle om.

    Har du selv en blog?? Det ser nemlig ikke sådan ud herfra hvor jeg sidder. Vil da gerne "besøge" dig.

    Når det er skrevet, så ja.. det er meget nemmere for mig at skrive end at tale. Og jeg holder meget af det, så hurra fordi at jeg kan. Der er så meget andet jeg ikke formår eller evner ;) At regne feks. Hvilket min bankrådgiver vil give mig ret i HA!

    Tusind tak for kommentaren og sov godt ik.

    Kh Henriette :-)

    SvarSlet