27 januar 2010

Systemsvigt i højeste potens.


Jeg er så trist. For nu at sige det mildt. Jeg er magtesløs, har været ude af stand til at råbe de rette op, og derfor er jeg nu en mor med et sygt barn.


Ser vi bort fra, at der overordnet har været idyl og lykke på hjemmefronten siden jul, og at dagene går deres hurtige gang over jorden, så har jeg i baggrunden haft en datter der i det stille har fået det værre og værre. I det stille fordi jeg ikke har skrevet om det, men bestemt ikke uden at jeg har set det. Jeg har bare forsøgt at fokusere på de gode ting, de lyse sider og den succes vi har oplevet som par og som familie, efter vi gennemførte "operation den sure teenager må videre".

Måske jeg også har haget mig fast til en usynlig planke, for at holde fast i troen på at hun var på rette vej og i bedring. Fordi jeg simpelthen havde brug for at tro på det. Alt andet er for uoverskueligt.


Faktum er bare, at det slet ikke er tilfældet og jeg kan ikke bære det mere. I tre år har jeg brugt alle de kræfter jeg havde, på at råbe systemet op, forklaret og bedt om hjælp fordi min datter har vist synlige tegn dagligt på, at hun bare ikke fungerede som det var forventeligt at hun skulle. I dag, nu tre et halvt år senere, måtte vi kaste håndklædet i ringen, opsøge vores familielæge og sammen med ham beslutte, at hun i dag onsdag må lade sig indlægge.

Når jeg tænker på, hvor meget hjælp jeg selv har fået op ad systemets lange stige, så er det mig en gåde at man lader et ungt menneske stille og roligt forbløde indvendigt. At man ignorerer de tegn der er på, at hun kunne ende som et tilfælde der bliver helt tabt på gulvet og en stor omkostning for det fælles samfund senere hen, måske allerede fra nu af. Intellektuelt fatter jeg det ikke, og som mor gør det mig så ondt at jeg ikke kan beskrive min sorg. Jeg ved nu hvordan det føles at have et ungt menneske, et barn, hvor det skriger til himlen at der skal sættes ind, og hvor intet sker. Man står der og kan INTET gøre simpelthen.

Jeg vil gøre alt for mine unger, men jeg har en menneskelig grænse, både i form af resourcer, kompetencer og følelser, der gør at dette ikke er noget jeg kan klare selv. Jeg har forsøgt, men jeg kan bare ikke. Kan ikke længere bære ansvaret for hendes ve og vel alene, nogen må overtage, skride ind, træde til for at aflaste mig. Jeg føler det som en kæmpe falliterklæring at jeg ikke magter den opgave at få hende på fode, men jeg lover at jeg virkelig HAR prøvet. Jeg har i årene siden skilsmissen talt og talt, føjet og bøjet, lyttet og følt, helt på egen hånd med hende. Hun er bare ude af stand til at tage det til sig, som jeg fortæller hende. Hendes psykes skrøbelighed er så stor nu, at hun nu ikke er i stand til at gå ud, uden at nogen følger hende. Medicinen virker ikke optimalt, hendes skole har strakt sig helt ud over det forventelige og gør det stadig, men inde i sit hoved er hun stået helt af. Koncentration er der ikke noget af, og hun husker utroligt dårligt.

Noget derinde optager hende så meget, men hun kan ikke forklare hvad det er.


Jeg ved at mange der læser med, genkender symptomerne og ved at dette er tegn på depression, det gør jeg jo også selv. Som mor er det en smerte uden lige, at opleve sit barn gå igennem noget man ved fra egen krop er så svært.

Jeg selv har i dag mærket mit indre sige stop. Jeg kan ikke mere. Det er for meget, for selvom jeg så gerne ville hjælpe hende, kan jeg bare ikke. Efter så lang en kamp for at få hjælp, og denne beslutning om indlæggelse, er jeg klasket helt og aldeles sammen. Jeg kan ikke samle mig om hverken læsning af blogs, besvarelse af mails, opringninger eller madlavning. Jeg har malet lidt, forsøgt at strikke, forsøgt at lytte til en bog, altsammen uden samling, så derfor skriver jeg nu for at komme lidt af mine tanker og min bekymring til livs. Sove kan jeg nemlig heller ikke.. Faktisk har det ikke været min hensigt at skrive om lige præcis dette, fordi det handler om min datter og ikke mig, men på den anden side, har jeg det sådan at det SKAL siges. Det SKAL fortælles, at vores samfund svigter de unge. Jeg ved at der tales om de unge med psykiske problemer,
jeg ved også at der der bliver gjort noget for nogen af dem, tag bare vores egen Mira, men hvorfor er der ingen der tager problemet med børn af psykisk syge alvorligt?? Der er en stor gruppe af børn og unge, der ikke bliver samlet op, og fulgt op på i forløbet med en forælder der kommer i behandlingssystemet. Man VED at der kan være følger af at være barn af en syg forælder, men tilsyneladende bliver det ved den viden.


Hvad pokker skal jeg gøre?

31 kommentarer:

  1. Kære Henriette... hvor gør det mig ondt, at læse om din datter... hvor er jeg ked, at det ender - i øjeblikket - således, at hun må lade sig indlægge. Hvor er det SYND for Jer allesammen... det er altså en kæmpe fallit erklæring, af "folk" rundt omkring, at det skal ende sådan for din datter. Det kan da ikke passe, at unge mennesker skal så langt ned med nakken, inden der er nogen der fanger signalet... øv også. Håber rigtig meget for Jer, at det er det, der kan hjælpe hende videre i hendes proces mod helbredelse...

    MANGE varme tanker til Jer allesammen,


    Kirsten

    SvarSlet
  2. Stakkels pige.
    Du HAR jo gjort hvad du kunne, så nu må andre tage over.
    Men øj, hvor jeg forstår dit blødende hjerte.

    SvarSlet
  3. Kære Henriette,
    Jeg sender lige en mail til dig.

    Klem fra Mette

    SvarSlet
  4. Det gør mig ondt at læse, at din datter har det så skidt. Jeg håber hun hurtigt kan få den hjælp hun har behov for. Mange knus og tanker

    SvarSlet
  5. Forstår dig, det er tungt. Håber nogen ta'r over og at hun får den hjælp, hun har brug for.

    SvarSlet
  6. Det gør ondt at læse dit indlæg, håber det hjalp dig lidt at få det skrevet
    Mange varme tanker sendes til dig og din familie

    SvarSlet
  7. Kære Henriette.
    Synd for din datter. Forstår slet ikke hvordan man kan svigte de unge sådan og bare lade stå til. Håber at der ved indlæggelsen nu kan komme gang i en ordentlig behandling så hun hurtig kan få det meget bedre.
    Varme tanker til dig og dine :-)

    SvarSlet
  8. Så trist og så synd - for jer allesammen. Det lyder nu ikke som om, familien har spillet fallit - mere systemet. Der har været meget snak om børn af psykisk syge forældre - men knap så meget handling. Har selv siddet i det til halsen - med mig selv. Jeg håber sådan, det hjælper, at hun nu kommer i kyndige hænder. Vi kan gøre meget som forældre - men der er grænser for vores formåen, uanset for meget vi ønsker det. Der er ting, som kræver andre folk.
    Masser af varme tanker til dig og dine herfra.

    KH Gittemay

    SvarSlet
  9. Mange hilsener og tanker herfra - det gør mig meget ondt, at læse om din datter. Det er ikke nogen falliterklæring, at overdrage sine børn til nogle andre, der SKAL tage hånd om dem og deres vanskeligheder, det er en falliterklæring, hvis man lader børnene sejle deres egen sø og ikke får dem "overdraget" til andre. Sejt, at du stadig har lidt overskud til, at kæmpe. Hilsen Bente

    SvarSlet
  10. been there, done that, still waiting... Når du finder de vises sten, vil jeg gerne låne den!!
    Vid at det er din stærke side der har råbt om hjælp, det er nemlig meget sværere end man tror, at fortælle andre at man har nået grænsen for sin formåen.

    SvarSlet
  11. Åhhhh Henriette . . . jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive . . . det gør mig meget ondt at læse. Men du har ret - der bliver ikke gjort meget for børn af psykisk syge forældre ( her taler jeg selv af erfaring ).

    Rigtig mange tanker og knus fra Trine Olsen - Facebook

    SvarSlet
  12. Tusind tak Kirsten. Det hjalp lidt at skrive om det. Jeg håber det bedste nu.

    SvarSlet
  13. Hej Miri, det er en af de situationer hvor man som mor mærker at man ikke kan gøre ALT for sine børn, og det er fortvivlende at erkende.

    SvarSlet
  14. Tak Mette, jeg har læst og skal nok skrive tilbage senere.

    SvarSlet
  15. Tak Anette, det gør jeg søreme også, for nu har hun ventet længe nok syntes jeg.

    SvarSlet
  16. Henriette, du føler du har spillet fallit - jeg tænker på, om du ikke netop har vist din styrke igen. Ved at gribe til den sidste udvej, når nu ingen før har reageret. Ved at skrive om det. Din datters indlæggelse er jo ikke det samme som dit svigt. Snarere tvært imod. Man kan jo håbe, at hun på denne måde får lidt af den hjælp, hun har behov for. Men du er der jo stadig.
    Jeg sender varme tanker og tonsvis af håb for jer!

    SvarSlet
  17. Tak Lavendel, det SKAL de bare.

    SvarSlet
  18. Tak Inge. Det hjalp, tankerne bliver mere sorteret i de rigtige kasser når man kan se dem skrevet ned..

    SvarSlet
  19. Jeg ved ikke Laura, min tro på at nogen vil gøre noget er noget lille efterhånden, men nu prøver vi denne udvej. Og håber..

    SvarSlet
  20. Tak Gittemay, ja jeg kan egentlig godt se at den skalvendes den vej rundt. Det er systemet der spiller fallit og ikke mig.

    En sætning der skal huskes hver dag..

    SvarSlet
  21. Hej Bente, ja det kan jeg godt se nu, og jeg håber at der nu er nogen der så tager det ansvar. Som professionelle..

    SvarSlet
  22. Hej Hanne, Velkommen og tak for kommentaren. Det ER altså noget fortvivlende at man er så magtesløs, men jeg skal skrive hvis jeg finder de vises sten.. ;)

    SvarSlet
  23. Hej Trine, tak og ja det er sgu sørgeligt.
    Kh

    SvarSlet
  24. Tak Nina, ja det kan jeg godt se du har ret i. Jeg ER her nemlig stadig, til at støtte og hjælpe når hun har brug for det.

    Kh

    SvarSlet
  25. Hej Hanne, jeg har forsøgt at lægge en kommentar hos dig på din egen blog, men det er mig helt umuligt. Har både forsøgt i firefox og explorer, men intet virker. Det er da for irrierende, men ved du hvad jeg kan gøre for at få det til at virke??

    Venlig hilsen
    Henriette

    SvarSlet
  26. Det lyder helt urimligt og selv om vi gang på gang forundres over systemet (og råber op), så sker der fandme ikke meget. Undskyld mit franske!

    Jeg synes du har kæmpet så bravt og en klog sagde engang til mig, det kræver styrke, energi og overskud at være syg. For der skal kæmpes så meget for den syge undervejs.

    Du må ikke være hård mod dig selv, du er en god mor og du gør SÅ meget for din datter.

    Stort kram og ønsker gode tider til dig og dine.

    FruE

    SvarSlet
  27. Henriette, jeg bliver helt ked af det både på dine og hendes vegne.
    Jeg er sikker på du har gjort alt hvad du kan, og nu må du tro på, at den beslutning I sammen med lægen har taget er den rigtige, at der er proffesionelt personale, der kan tage over.
    Du skal være der for hende, alt hvad du kan, men du kan ikke være den, der redder hende.

    De bedste ønsker - knus :)

    SvarSlet
  28. Du får lige et kæmpe, virtuelt knus.
    Jeg har desværre ingen ord, som kan trøste eller hjælpe. De lyder så fattige og hule - men du skal vide, at jeg krydser fingre for dig og for Josephine - og ønsker det bedste.
    KH
    Frau Putz

    SvarSlet
  29. Kære, kære Henriette! Jeg har en veninde hvis dejlige datter var gennem det samme, da hun begyndte i 9. klasse. Hun blev indlagt på Fjorden vis egen læge, hvor de fik hende på fode igen ved hjælp af bl.a. medicin og samtaleterapi. Hun er nu en velfungerende ung kvinde - så det kan sagtens lade sig gøre at komme over en depression, selv om man er ganske ung. Jeg sender masser af varme klem til dig!

    SvarSlet
  30. Du har gjort alt hvad du kunne for at hjælpe hende. Du må tænke på, at hun nu er et sted, hvor de kan hjælpe hende.
    Mange knus og tanker herfra
    Kærligst Sonnie

    SvarSlet
  31. Kære Henriette! hvor jeg føler med dig, ønsker det bedste fpr din datter og dig.
    Kh. Margith

    SvarSlet