A good place

 

 

Jeg har det godt for tiden, dagligdagen går stabilt uden alt for store udsving i oplevelser og følelsesudbrud, og det er godt for sådan en som mig.

Jeg bruger mine dage på at trisse rundt, sludre med Josefine, ordne altanen og nyde den når vejret er til det, strikke, nulre med marsvinene, skrive og bage boller. En nem og ønskværdig livssituation vil mange tænke, og det er det også, men der er jo en grund og den bliver jeg mindet om med jævne mellemrum.

Når jeg sådan følger hverdagen som beskrevet, fungerer jeg fint og fremmede ville med god ret hævde at jeg da virker meget normal, som alle andre og hvad er det for noget med at jeg er pensionist??  Jo det er det jo så fordi, hvis ikke mine dage er sådan, så knækker filmen for mig.

I går var sådan en dag og de næste vil sansynligvis være ligeså. Heldigvis ved jeg jo at det er sådan, jeg ved at det går over igen, men jeg bliver lige ulykkelig hver gang jeg oplever det, for så banker virkeligheden på og konfronterer mig med, at jeg altså alligevel ikke skal tro jeg er noget. Jeg kan aldrig helt få lov at glemme..

Onsdag aftens sølle tre timers beboermøde er årsagen.  Alle vil give mig ret i, at det er døden med sådan et møde, og de fleste kommer hjem trætte i hovedet. En kop kaffe eller the, en god nats søvn hjælper og jeg har en ide om at så går livet videre. Når jeg kommer hjem er det på samme måde, men jeg reagerer meget mere voldsomt på indtrykkene og det kommer til udtryk ved at jeg simpelthen bliver så træt, at jeg slet ikke kan udtrykke mig klart i talen, jeg får hovedpine og ondt i maven, bliver ukoncentreret og sløv i bevægelserne og lyde bliver stærkere og mere ubehagelige.  Værst er det dog at sådan kan der så gå flere dage, før jeg igen er mig “selv”. Og det vel at mærke kun, hvis jeg holder mig til at være minimalt aktiv, ikke taler og tænker for meget, lever i stilhed, sover mere og bare går i hi.

Fint nok, hun ved det er sådan ku man så godt få lyst til at sige, men i går skulle jeg altså i strikkeklubben, og “heldigvis” døjer jeg med ondt i armen og kan ikke strikke, for så kunne jeg bruge denne grund til at udeblive, men sagen er at jeg bare ikke kunne.

Kunne ikke køre bilen, kunne ikke sludre, være smilende og lyttende, ikke huske, ikke tåle høje lyde eller for mange farver og former. ALT det der giver indtryk gennem øjne og ører er der bare ikke plads til, og nu er jeg lidt trist for jeg ville så gerne have været med. Værtinden kender mig ikke, og derfor ville jeg ikke ud i en lang forklaring om mig selv, så armen fik skylden.

Åndssvagt syntes jeg nu.

Men jeg er alligevel et godt sted i livet lige nu, for jeg er jo lykkelig og forelsket, foråret er endelig i gang, jeg har ingen konflikter der skal håndteres herhjemme, så jeg må hellere glæde mig til næste gang vi skal mødes, og sørge for at jeg ikke skal noget aftenen forinden.