18 juni 2010

Jeg tog med



SNC10028_resize
Jeg tog med til Rasmus’ klassearrangement i aftes. Ikke uden forudgående kvaler, og det så det forslog, men jeg tog med og det har jeg det godt med.

Det skræmmer mig at jeg sådan kan miste kontrollen helt, men efter min reaktion at dømme har jeg nået et punkt nu, hvor jeg bare ikke kan rumme mere. De sidste to nætter har jeg næsten ikke sovet, jeg har ikke kunnet falde i søvn for bare spekulationer. Den magtesløshed der igen ramte mig i går omkring Josefine efterlod mig tom og passiv. Ud på eftermiddagen måtte jeg bede kæresten om at købe lidt ind selvom jeg hader at bede om det, og det viste sig at han ikke alligevel skulle arbejde længe så han lovede at tage med os i Søndermarken. Ja jeg troede det var i Frb Have, men jeg nåede da at opdage at det var det så ikke.  Da John skulle med ville Mira også gerne, så vi var fem i stedet for tre der dukkede op, noget der fik de andre forældre til at spærre glukkerne op  hihi. De kender jo mig og Rasmus, men den nye mand i Rasmus’mors liv har de ikke set, kun hørt om. Vi blev taget godt i mod skal jeg lige tilføje.

SNC10035_resizeMange var på cykel og vejret var ok


Min eftermiddag forløb vandret. Liggende i sengen med blikket vendt mon mågerne på nabohusets tag og tankerne på langfart. ALT blev uoverskueligt og små spørgsmål ubesvarelige. Alt i alt som en grøntsag for en stund.  Det vigtigste for mig var ikke at skuffe Rasmus ( igen ), men han nåede alligevel at opdage mine tårer. Jeg prøver ellers ihærdigt at skjule dem for børnene, de har bekymringer nok endda. Stille sagde han til mig, at jeg gerne måtte blive hjemme, men jeg forklarede ham at det var vigtigt for mig at gennemføre. Og gennemføre gjorde jeg. 15 minutter før afgang stod jeg op og klædte mig på, pakkede strikketøjet og så tog vi afsted.

Det blev en hyggelig aften.. 


SNC10036_resize De er blevet store vores børn og gider ikke længere sidde med ved “bordet” :)


Jeg blev vel modtaget, mange af forældrene har jeg ikke set siden 2006, og de kunne dårligt kende mig igen. Et vægttab på 30 kg gør en forskel :-) Der blev spurgt til Rasmus’ far og det kom frem at en havde overvejet at melde ham til kommunen, men sjovt nok ikke havde gjort det. Jeg ville ønske at hun havde..  I dag er det uden betydning, men dengang ville det måske have gjort en forskel, og meget kunne være undgået.  Det rimer godt med vores alle sammens frygt for at blande sig. Hvor går grænsen??  Jeg forstår det godt, og ved ikke hvad jeg selv ville have gjort som “vidne”.

Jeg har prøvet at være overbo til et par, der jog hinanden gennem stuerne om natten. Alt kunne vi høre også truslerne, gråden og råbene. Men om der var slag er en anden sag, og hvad gør man så??  Om dagen hilste de pænt, sludrede om dette og hint, men man kunne se at noget var galt på kvindens kropssprog. Solen og gnisten i hendes øjne forsvandt som tiden gik, og han blev mere og mere tørstig..


Nå, der kom jeg lige på afveje..



SNC19963_resize


Nu er det fredag eftermiddag. Jeg har fået ordnet negle, hentet medicinen på apoteket og Rasmus på skolen. Resten af dagen skal jeg være i ro, så jeg kan være frisk til morgendagens bryllup. Jeg tror forresten at det ender med bukser og ikke kjole.  Vejret taget i betragtning..  Vi skal sansynligvis også overvære vielsen på gulvet, da det er et buddistbryllup, så en form for afslappet tøj der passer til atmosfæren vil være fint syntes jeg.  Måske de høje hæle endda ryger til fordel for  bare tæer :-) 

Det bliver interessant at opleve hvordan det foregår, jeg har ingen anelse om ritualerne, men buddismen tiltaler mig. Det der med den indre ro og sån..



14 kommentarer:

  1. Sådan en følelse havde jeg også i sidste uge, hvor jeg sammen med kæresten var til fest med forældrene i bonusdatterens klasse. En enkelt stillede mig et godt spørgsmål, som var om det ikke var grænseoverskridende at være med når jeg før havde haft den holdning til livet med familie og børn som jeg tidligere har haft. At det jeg ikke ønskede mig den slags. Det måtte jeg give hende ret i, men som jeg sagde til hende, er jeg i tiden med børn omkring også vokset som menneske og jeg synes faktisk ikke at det var så slemt igen. Det var faktisk en stor success og det var helt rart at hente bonusdatteren i tirsdags, da nogle forældre sagde tak for sidst og snakkede lidt med mig.

    SvarSlet
  2. Hvor er det dejligt at læse, at du tog med. Jeg er sikker på, at det har betydet meget for Rasmus, at du gjorde det for ham, selv om det var mere tillokkende at blive hjemme.

    God weekend og kram herfra.

    SvarSlet
  3. Det er godt gået Henriette, og selv om Rasmus foreslog dig at blive hjemme, er jeg overbevist om at det betød meget for ham at du tog med, dejligt så at høre at det gik rigtigt godt.
    Jeg syntes også at buddhismen lyder tiltalende.
    Et stort knus herfra Henriette.

    SvarSlet
  4. Dejligt at høre :)
    Jeg tror ikke bare det var godt for Rasmus, men også for dig :)

    SvarSlet
  5. Hej Henriette.
    Hvor var det godt, at du fandt kræfterne til at gennemføre. Jeg tror det var meget godt og vigtigt for både dig - og for Rasmus.
    Mange gange virker alting enormt "truende" (i mangel på bedre ord) eller uoverskuelige - men viser sig at være dejlige, når man alligevel trodser ens modvilje og trang til at bakke ud.
    Det ved jeg ikke kun gælder for dig med din psykiske sygdom. Det rammer også "almindelige" mennesker.
    Jeg håber I får en dejlig dag i morgen - og glæder mig til at høre om et eksotisk bryllup :o)

    KH Frau Putz

    SvarSlet
  6. Hold da op en overvindelse du har gjort der, det var da rart - tænk at den bette knøs sagde "du behøver ikke mor" og så gjorde du det alligevel fordi du vidste at det var godt.

    Jeg undrer mig over to ting: I det forum ville jeg ikke være bange for en tåre eller to - men måske skyldes det at jeg i mange år har været så labil, så jeg er nødt til at sige "Sådan - værsgo' - sådan er jeg bare."

    Selvfølgelig prøver jeg at få styr på det, men jeg er ikke kontrolfreak på den måde at jeg prøver at lade være (undertrykke) men jeg prøver bare at leve med det - hvis folk ikke kan lide mig, så bliver det ikke bedre af at jeg undertrykker stemmen der ryster eller tårerne der springer. Jeg siger til mig selv: Der ramte du noget med følelser, som ikke har fået lov - endnu. Giv dem lov, se hvad det er, prøv at lade kærligheden omfatte den lille mand du var dengang. Det er OK."

    Sådan nogenlunde siger jeg til mig selv, og det mærkelige er, at så springer længselen efter mennesker, der har accepteret mig som jeg var, pludselig op i mig - dengang tænkte jeg ikke over at de accepterede mig, jeg registrerede knap nok andet end at jeg ikke var helt til grin og hvis jeg nu skyndte mig at tage facaden på, så måske gik det over?

    Nå, men det var godt at du havde tid til at hvile lidt og hvad så - hører du god, stille musik? Jeg tror at strikning virker som "du er OK, du er OK - se en smuk farve og overflade ... " Det må man jo gerne gentage ;-) - måske jeg skulle prøve igen selv ...

    SvarSlet
  7. Hej Kenni. Ja det er egentlig ikke så dumt endda vel:-)

    Tak for input og det glæder mig så meget at I har det godt allesammen.

    Rigtig god søndag og knus til dig ;)

    SvarSlet
  8. Kære Reke, det ved jeg at det gjorde og han var altså så glad. Det gjorde jo det hele værd :)

    Knus og tak til dig ;)

    SvarSlet
  9. Kære Michael, jeg var stolt fordi jeg gjorde det og varm om hjertet fordi jeg ved han blev så glad.
    Det hjalp også at jeg mærkede de andre forældres glæder over at se mig efter så lang tid.

    Rigtig god søndag og knus til dig :))

    SvarSlet
  10. Ja der har du jo fanget noget Pernille :-)) Det var det nemlig så.

    Knus og god søndag

    SvarSlet
  11. :-) tak Charlotte og dejlig søndag til dig

    SvarSlet
  12. Kære Putz, han var så stolt af mig kunne jeg mærke og det betød simpelthen så meget for mig. Jeg er glad for at jeg tog med, og ja.. tit skal man bare overvinde sig selv. Det kender vi alle til. :-)

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  13. Kære Donald, jeg tudede endnu mere da han sad der og sagde sådan til mig. Jeg er rigtigt glad over at jeg kom afsted.

    Jeg lytter faktisk mest til lydbøger, fordi fortælleren kan få mine tanker til at stoppe. Jeg elsker klassisk musik, men det kan godt gøre mig endnu mere ked og det kan ikke altid få min koncentration til at skærpes desværre.

    Jeg er også blevet bedre til at vise hvem jeg er over for andre, og tårer kan jeg ikke holde tilbage. Det må andre så bare håndtere som de kan, det er kun ungerne jeg syntes skal skånes fordi de let bliver så bekymrede for mig.

    Tak for din kommentar og god søndag
    kh Henriette :))

    SvarSlet