Akut handlingslammet

 

 

 

 

 

En opringning fra min datter har efterladt mig handlingslammet og helt slukket. Havde ellers planer for dagen, hvoraf den ene af dem bare ikke kan aflyses. Min datter har brug for mig og min søn har brug for mig, hver på deres måde, men kræfterne er der ikke. Jeg må fordele tingene. Reaktionen er instant og til at tage at føle på. Kvalme, hovedpine og svimmelhed. En altfortærende træthed der lammer mig og bringer tårene frem i mine øjne.  Min egen manglene lyst til udgang i verden, har betydet et køkken der er gabende tomt, og i dag jeg skulle have overvundet mig selv, hentet varer, hæklepinde og migrænemedicin, men nu kan jeg bare ikke. I stedet går jeg hvileløst rundt, er hvileløs på nettet og hvileløs i mine tanker.

HAN har et meget stort ønske om min deltagelse i et forældre arrangement i eftermiddag kl fem.   Frederiksberg Have, medbring selv alt og vær social med smil på..

HUN er ensom, netop hjemmkommet efter nogle dage hos mormor og morfar. Ønsker sig en bytur med indlagt frokost.

Og jeg..

Ja jeg ønsker mig evig søvn under dynen i total stilhed og mørke.

 

Istedet har jeg ringet ( igen! ) til hendes sagsbehandler, tudet i stride strømme fordi jeg ikke ku lade være, forsøgt at lave aftaler om bare et eller andet til hende, og igen forklaret at jeg ikke magter det her. Ikke magter skyldfølelsen over for min datter, der sidder der alene og er ensom. Alt det jeg har råbt, skreget, fortalt, terpet og stille forklaret hende siden 2006,  er blevet til den barske virkelighed. Hendes selvvalgte isolation, selvvalgte ønske om ikke at ville andet end mig/os, kæresten og hendes søskende IKKE er nok. Nu står hun der..  Og jeg er den hun vender sig mod, den hun søger i sin ensomhed. Nu hvor hun er flyttet er det gået op for hende på den hårde måde, det som hun slet ikke betragtede som et problem da hun stadigt boede her. Da behøvede hun ikke andre, og selv vores tilstedeværelse irriterede hende grænseløst. Vores krav og bare væren der, var kilde til evige skænderier. Da hun boede her var det manglende sociale netværk ikke et problem, og slet ikke et hun ville beskæftige sig med..  den tid den sorg var hendes replik. Men det er også min sorg og mit problem nu, som forudset og frygtet.

Hun er nødt til at gøre noget selv for at få kontakt med andre, men hvad??  Det er sin sag, og hun kan ikke bare sætte sig ned i sandkassen og spørge “ skal vi lege?? “, noget hun ellers er blevet opfordret til af den behandler på hospitalet, hun talte med i fredags !   Hvad fanden tænker han på ??  Hun er jo ikke fem år vel. Hendes jævnaldrende har nok i sig selv og deres egne venner naturligt nok.  Så det er mig der står for skud, mig der får så dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan eller måske endda har tid til at holde hende med selskab. Hver dag, hver uge, hver måned indtil der dukker noget op.  Fredag kørte jeg hende nemlig til den længe ventede samtale med en behandler. En samtale som egentlig skulle klares på egen hånd. Selvfølgelig var henvisningen dertil blevet misforstået og han var igen ude i noget med ventetider, da der så skulle laves om på hendes tilbud om behandling.  Jeg fik et flip på tværs, og sagde “ du begynder ikke at tale om ventetid IGEN “, og gjorde klart at DEN var helt uacceptabel. Vi kan ikke vente længere. Nu har hun en aftale om at ringe i morgen for at høre hvad han kan tilbyde, og jeg har presset kommunen til at gå vejen om vores læge for at få hende til distriks psykiatrien. Der må køres flere muligheder i stilling, men alt tager tid og vi/hun sidder her..

Skyld og sorg tynger mig til gulvet og mine arme er tunge som beton.

Jeg er magtesløs, men i aften kommer hun med Rasmus og jeg. Kæresten kan ikke deltage og Mira VIL ikke deltage, så det er os tre sammen. Jeg tager med, men vil bare hjem igen.

Beklager