Jeg tog med

Jeg tog med til Rasmus’ klassearrangement i aftes. Ikke uden forudgående kvaler, og det så det forslog, men jeg tog med og det har jeg det godt med.

Det skræmmer mig at jeg sådan kan miste kontrollen helt, men efter min reaktion at dømme har jeg nået et punkt nu, hvor jeg bare ikke kan rumme mere. De sidste to nætter har jeg næsten ikke sovet, jeg har ikke kunnet falde i søvn for bare spekulationer. Den magtesløshed der igen ramte mig i går omkring Josefine efterlod mig tom og passiv. Ud på eftermiddagen måtte jeg bede kæresten om at købe lidt ind selvom jeg hader at bede om det, og det viste sig at han ikke alligevel skulle arbejde længe så han lovede at tage med os i Søndermarken. Ja jeg troede det var i Frb Have, men jeg nåede da at opdage at det var det så ikke.  Da John skulle med ville Mira også gerne, så vi var fem i stedet for tre der dukkede op, noget der fik de andre forældre til at spærre glukkerne op  hihi. De kender jo mig og Rasmus, men den nye mand i Rasmus’mors liv har de ikke set, kun hørt om. Vi blev taget godt i mod skal jeg lige tilføje.

Mange var på cykel og vejret var ok


Min eftermiddag forløb vandret. Liggende i sengen med blikket vendt mon mågerne på nabohusets tag og tankerne på langfart. ALT blev uoverskueligt og små spørgsmål ubesvarelige. Alt i alt som en grøntsag for en stund.  Det vigtigste for mig var ikke at skuffe Rasmus ( igen ), men han nåede alligevel at opdage mine tårer. Jeg prøver ellers ihærdigt at skjule dem for børnene, de har bekymringer nok endda. Stille sagde han til mig, at jeg gerne måtte blive hjemme, men jeg forklarede ham at det var vigtigt for mig at gennemføre. Og gennemføre gjorde jeg. 15 minutter før afgang stod jeg op og klædte mig på, pakkede strikketøjet og så tog vi afsted.

Det blev en hyggelig aften.. 


De er blevet store vores børn og gider ikke længere sidde med ved “bordet” :)


Jeg blev vel modtaget, mange af forældrene har jeg ikke set siden 2006, og de kunne dårligt kende mig igen. Et vægttab på 30 kg gør en forskel :-) Der blev spurgt til Rasmus’ far og det kom frem at en havde overvejet at melde ham til kommunen, men sjovt nok ikke havde gjort det. Jeg ville ønske at hun havde..  I dag er det uden betydning, men dengang ville det måske have gjort en forskel, og meget kunne være undgået.  Det rimer godt med vores alle sammens frygt for at blande sig. Hvor går grænsen??  Jeg forstår det godt, og ved ikke hvad jeg selv ville have gjort som “vidne”.

Jeg har prøvet at være overbo til et par, der jog hinanden gennem stuerne om natten. Alt kunne vi høre også truslerne, gråden og råbene. Men om der var slag er en anden sag, og hvad gør man så??  Om dagen hilste de pænt, sludrede om dette og hint, men man kunne se at noget var galt på kvindens kropssprog. Solen og gnisten i hendes øjne forsvandt som tiden gik, og han blev mere og mere tørstig..


Nå, der kom jeg lige på afveje..






Nu er det fredag eftermiddag. Jeg har fået ordnet negle, hentet medicinen på apoteket og Rasmus på skolen. Resten af dagen skal jeg være i ro, så jeg kan være frisk til morgendagens bryllup. Jeg tror forresten at det ender med bukser og ikke kjole.  Vejret taget i betragtning..  Vi skal sansynligvis også overvære vielsen på gulvet, da det er et buddistbryllup, så en form for afslappet tøj der passer til atmosfæren vil være fint syntes jeg.  Måske de høje hæle endda ryger til fordel for  bare tæer :-) 

Det bliver interessant at opleve hvordan det foregår, jeg har ingen anelse om ritualerne, men buddismen tiltaler mig. Det der med den indre ro og sån..