Uforudsigelighed…

 

 

 

 

 

… er et ord der beskriver ganske fint, hvad mine dage og min psyke rummer. Op og ned, frem og tilbage, rundt og i ring, langsomt og hurtigt, lyst og mørkt, men frem for alt helt uden stabilitet.

Desværre må jeg sige, for netop stabilitet og ensartethed er nøgleordet til min egen trivsel. Ganske som hovedproblemet i en borderline diagnose, der er beskrevet som manglende evne til at se ud over enten/eller, er de to ord så langt fra hinanden at det skriger til himlen.

Uforudsigelighed kontra ensartethed…

Jeg sukker højt og fortvivles en smule. I flere måneder har jeg ingen anelse haft om, hvordan jeg ville have det når jeg efter en nats søvn, vågnede op til en ny dag. Absolut ingen ide om, hvor længe humøret ville vare, om det så var dårligt eller godt. Kæmpe store udsving som tærer på både mig selv og mine omgivelser.

Jeg har været og ER så hamrende træt, både mentalt men også generelt af det, at NU må det være nok.

Fredag fik jeg endeligt snøvlet mig sammen til at få en tid hos min psykolog.  Den træthed der hele tiden præger mig, får mig til at udskyde og også helt glemme at opsøge de mennesker, der kan hjælpe med det der nu gør mig og min krop, til et oplagt emne for dokumentation af sammenhængen mellem sjæl og legeme. Næste skridt er at huske en opringning til min egen læge, for den medicinering jeg får nu, må der gøres noget ved. Ved udsigten til en lang og mørk vinter er der grund til at komme den totale nedsmeltning i forkøbet, og jeg må forresten også huske at få indkøbt den lysterapi lampe, som jeg har fået anbefalet mange gange, men som jeg hele tiden glemmer…

Jeg har en henvisning liggende jeg ikke har fået handlet på, en henvisning som er hentet på en god dag, og som handler om et helt normalt og for alderen forventeligt problem, nemlig smertende knyster efter mange år på høje hæle og i spidse sko. ( Iøvrigt har alle kvinderne i min familie knyster på størrelse med rundstykker, så jeg er bare den næste), men jeg har ikke fået taget mig sammen til at gå videre med det. I stedet gør jeg bare hvad jeg kan for at lindre med div ortopædiske remedier, og i øvrigt lade fødderne leve frit det meste af tiden.

Som det fremgår er jeg lige til lossepladsen, og ser man sådan på det er det nærliggende bare at blive under dynen. Jeg PRØVER virkeligt af al kraft at holde mig selv fast på det gode ved livet, men at leve med en psykisk lidelse og kronisk depression ( nu på 11 år) bremser hele tiden for den fremdrift, der egentlig skulle være med til at få mig som tænkende menneske til at HANDLE på signaler om forfald.

Jeg læser med på mange forskellige blogs, og nogle af dem får mig til at tude på stedet. Af samme grund kommer jeg der ikke så ofte som jeg gerne ville, for kvinderne bag er dejlige og fantastiske individer, de handler på og gør de ting jeg selv så gerne ville, men kontrasten i mellem deres velvære og min egen mistrivsel i kroppen og sindet, er FOR stor. Den river mig i næsen og svider mine øjne.  Det får mig til at spekulere i timevis på hvorfor nogle er født med sort sind, og andre med hvidt. Hvad er grunden???

I dag er igen en af de mørke dage. I går var god, i forgårs bedre end de foregående møgdage, men hvorfor???  Når nu jeg i går havde det sån ok godt, hvorfor fortsætter det så ikke i dag?? Hvorfor syntes jeg i dag at blomsterne virker mere falmede i farverne end de gjorde igår?  Hvorfor kan jeg i dag alligevel ikke overskue at omlægge mine kostvaner, når jeg nu i går ku konstatere, at jeg virkeligt har brug for at få kroppen på plads igen?

Jeg har IKKE tanker om at dø, lad mig lige slå det helt fast, mine børn har brug for mig, MEN jeg har tilgengæld overvældende trang til at lægge mig til at sove. Bare sove simpelthen.

For at befri mig selv for uforudsigligheden.