Når man tager uden at give, uden skrupler..

 

 

 

 

Igen i går blev en dag taget fra mig. Migrænen slog sin klo i mig på en måde, der bogstaveligt giver mig pletter for øjene, lammer mine lemmer og får mig til at kaste op og have mavesmerter længe efter. Efterdønningerne skvulper endnu, og her til morgen var min morgenmad suppleret med den sidste ( i denne omgang) dosis smertestillende. Hvorfor det accelererer er fortalt, og jeg kan så bare komme med den ekstra krølle, at jeg igen har været ufrivilligt i kontakt med eks’en.

 

Resultat:

 

Sammenbrud, beroligende medicin, samtaler med personalet og en beslutning om at al kontakt fremover må gå via dem. Jeg KAN ikke klare mere. Penge jeg har tilgode for møbler han har taget med sig, er nu vendt på hovedet til penge jeg skylder ham!!! For en himmelråbende regning der intet har med mig at gøre. Ihvertfald ikke i det omfang der påstås, men bare ordene skrevet i en sms fik kvalmen og smerterne til at eksplodere og tårene til at sprøjte. Alene fordi jeg ikke forstår hvordan hans hoved og tanker fungerer.

 

Der er heldigvis hjælp og assistance at få fra kompetente og proffesionelle mennesker her på stedet, så nu er min opgave bare at være helt rolig, forsøge at se og tænke klart, lade være med at ærgre mig over endnu en dag mistet på jobbet som jeg elsker, være tryg i bevidstheden om at jeg ikke mister det, selvom jeg har fravær, tryg omkring den støtte og omsorg jeg kan modtage fra dem der er mig nær. Var den der ikke ved jeg ikke, hvor jeg skulle finde den indre styrke fra.

 

Jeg er dog fast besluttet på IKKE at lade mig knække mere. Jeg VIL ikke lade en svag og dårligt fungerende person diktere mit helbred og mit humør, men faktum er alligevel, at selvom jeg af al kraft forkuserer på det nye liv, lyset og det gode, så er der inde i mig, helt derinde hvor jeg ikke selv kan nå med selv de mest positive energier, et chok og en angst og utryghed, der ikke bare sådan går væk, og det er den der bestemmer hvordan mit helbred arter sig fra dag til dag.

 

De ord der ringer i mine ører lige nu er dem, der handler om mennesker, hvis egen overlevelse handler om at suge al saft og kraft og liv ( og økonomi ) ud af dem de får i deres net. Hvordan de dygtigt snor sig gennem livet på bekostning af andre, og efterlader udbrændte og ødelagte mennesker i deres kølvand. Jeg er nok ikke den første og jeg VED med sikkerhed at jeg ikke bliver den sidste, for allerede nu er en ny og frisk kvinde fanget ind. En kvinde der som jeg gjorde, er trådt til med lån og financiering af et liv der er bygget på en løgn. Jeg har ondt af hende, for som jeg er hun pensionist og skal nok få problemerne ind på livet også. Sp snart hun begynder at vise svaghedstegn, så kommer hun til at stå som jeg, og det er umådeligt sørgeligt at tænke på.

 

Desværre kan jeg ikke hjælpe hende, advare hende eller tage det ansvar på mig. Det er ikke MIT problem. Sådan er jeg desværre nødt til at tænke for selv at komme videre og henover de bjerge af problemer jeg har fået af et forhold jeg troede var bygget på kærlighed og ikke udnyttelse.

Dagens remse til mig selv:

 

Jeg er stærk, smuk, god, varm, givende, fuld af kærlighed, og jeg skal nok rejse mig igen. Jeg skal nok klare mig i livet fremover, og også en dag møde en mand der vil mig af et ærligt hjerte. Og som ikke er bange for at tage mig som jeg, som ikke mangler evnen til at elske, give, modtage og se mulighederne i livet med mig. Fremfor alt klarer jeg mig fremover uanset om det er på den ene eller den anden måde, for jeg er værd at kæmpe for. Så jeg kæmper for mig selv og min egen skyld..

 

Men for satan jeg syntes nok jeg ku fortjene lidt medgang og lykke.