Ustabil

 

 

 

 

Jeg er vanvittigt ustabil i øjeblikket. Eller.. jeg har fået et tilbagefald. Til der hvor jeg gerne vil en hel masse men INTET orker. Om morgenen når jeg vågner er bare tanken om, at jeg skal op og i tøjet nærmest uoverskuelig. Jeg har simpelthen ikke lyst. Har heller ikke lyst til at arbejde, skrive her på bloggen, ikke lyst til at gå nogen steder, ikke lyst til at være praktisk..  ikke lyst til noget som helst!

 

Energien og lysten kommer i små doser, som feks i lørdags. Da var jeg frisk nok. Men siden har jeg været helt flad igen. Det er muligt det er helt normalt, min situation taget i betragning, men det gør mig ked af det. Jeg vil så gerne være i live hver dag. Give af mig selv og være noget for alle, men jeg kan ikke.

 

Selv strikkeriet som jeg er så glad for kan jeg ikke tage mig sammen til. Jeg er jo klar til et nyt projekt, men jeg kan ikke samle mig om det. Har påbegyndt flere forskellige, men så igen lagt det fra mig. Lysten.. I ved. Det eneste jeg faktisk har lyst og energi til, er hækling. Det kræver intet andet end “lige ud af landevejen”, og at række ud efter en tilfældig ny farve. De to kanaler jeg har på mit lille tv er rigeligt med underholdning sammen med min lydbog.  Mere kan jeg nærmest ikke rumme.

 

Måske det skyldes migrænen som rammer i flæng og uden varsel. Det tager flere dage inden det er overstået igen og trætheden derefter er overvældende. Måske det skyldes at jeg bare bruger enorme mængder af kræfter på at motivere mig selv. Til netop IKKE at gå ned. Til at nægte at lade mig kue af huset her. Til IKKE at tænke på pengene som hele tiden er for få.  Til at få sønnike af sted hver dag. Til alt det der hele tiden ikke fungerer.

 

Aftaler er svære at overholde og derfor nok åndsvage at lave. I går var jeg inviteret til Lysfest i Tivoli feks. En ven havde et par fribilletter liggende og jeg har ikke været der i flere år såå… Jeg endte med at aflyse. Faktisk var der tre aftaler i går jeg aflyste! Dømte dagen til huledag simpelthen. Delvis også fordi mandagen var migrænedag og den stærke medicin sløver mig længe efter. Om aftenen lod jeg mig alligevel overtale til at gå ud. Bare til en kop kaffe. Jeg tilbragte timerne med at længes hjem!

 

Jeg ved sgu ikke..   Hvad der sker med mig. Men jeg ved at det her krisehjemnoget, det tærer på mig. Og er der iøvrigt nogen der gider slukke for himlens vandhane og tænde for lyset igen??