Dagen er dog brugt på absolut intet som helst, for jeg er helt udmattet og kroppen mærket af medicinen. Denne uge skal jeg virkelig passe på mig selv, så jeg er klar til at feriere og der er kun en enkelt aftale på programmet. Onsdag skal knægten køres til Hornbæk og det bliver sikkert en dejlig tur. Uanset vejret kan jeg jo godt lide at køre.
Nå, jo.. jeg har lige lettere bævende skævet til regningerne for at være forberedt til denne måneds netbank besøg. Der går pension ind i morgen, og jeg har aftalt med mig selv at når jeg kommer tilbage fra ferien, så SKAL jeg overvinde skrækken og få skrevet til forbrugerrådet, som er dem der nu tager sig af økonomisk rådgivning. De har overtaget fra borgersevice af praktiske grunde har jeg erfaret, og nu skal man sende en mail med ansøgning og så får man en tid til et møde. Dette for at forhindre alt for lange køer, og at klienter går forgæves. Jeg har nemlig også erfaret at jeg ikke kan regne med at få gældssanering, fordi jeg skylder for lidt!! For mig er summen jo høj nok til at jeg hver måned i gennemsnit mangler 2000-4000 kr. Regnestykket er simpelt. 12.100 i pension. 5000 til husleje.4000 til gæld og så er der derefter de andre faste udgifter. Forsikring, vand, varme, licens, internet, mobil til mig og Rasmus og så altså inden længe den øgede husleje på 25%. Når det er ordnet er resten til at leve for… og her er ikke iregnet vedligeholdelse af tænder, bil eller andet praktisk.
I morgen er det bankdag, og så får jeg det overstået. Om to uger er jeg hjemme efter ferien, og så tager jeg fat igen og får et møde i stand, og i år ønsker jeg mig kun een ting til min fødselsdag.. penge så jeg kan afdrage gæld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar