29 juli 2012

Nu det her med ude og hjemme..

 

 

 

 

IMG_9635

Jeg kæmper. Det gør jeg virkelig, men det koster på overskuds og hovedpinekontoen. Så jeg må veje for og imod før jeg tager beslutninger om ja eller nej, skal skal ikke, og det er nødvendigt kontra, ikke det værd.

 

Jeg har siden jeg flyttede ind i egen bolig igen, fået det værre end nogensinde før med hensyn til at komme ud. Det har altid været svært i mine dårlige perioder,  men nu er det altså lissom accellereret, og jeg kan ikke helt forklare hvad det handler om. Jeg har en anelse. En mulig forklaring. Om det så holder vil jeg ikke spekulere i, ejheller forsøge at forstå, eller bede andre om det samme, for det kan jeg simpelthen ikke. Der er ingen logik i tingene. Eller fornuft for den sags skyld.

 

 

Det er bare sådan det er blevet. Så jeg kæmper og prøver at bekæmpe så meget jeg nu kan, men som sagt koster det.

 

 

 

Også i dag værker mit hoved, men dog i mildere grad heldigvis. Det kom efter min strandtur, som var selvvalgt, fyldt med glæde og humor, som jeg nød i fulde drag, men også som jeg måtte overvinde mig selv for at komme afsted til.  Inden længe skal jeg igen ud og væk. Jeg glæder mig og ser frem til vand og græsplæne, men jeg er bekymret. Både fordi jeg IKKE lige kan tage hjem når jeg får behovet, men også fordi, hvis EEN enkelt overnatning kan give så voldsomme smerter, hvad kan flere dages ophold væk fra hjemmet så ikke betyde, når jeg kommer hjem igen???  Eller endnu værre.. imens jeg stadigt opholder mig på ferien??

 

 

Som det er nu går min verden i en lille radius. Skal jeg længere væk en Vanløsekanten bliver jeg urolig, stresset og forkvalmet. Jeg får åndenød og panikagtig hjertebanken, så jeg vælger at blive hjemme for det meste, med det til følge at jeg bliver mere og mere handicappet. Det er som om, jeg efter jeg kom hertil og fik tag over hovedet, ikke længere kan bevæge mig frit rundt som jeg gerne ville. Jeg selv tænker at det MÅ være en reaktion på oplevelsen med hjemløshed og krisecenter. Det mærkelige er bare, at jeg var mere mobil og pakkede flere tasker da jeg var der, end jeg har gjort efter jeg kom til Brønshøj. Dengang kørte jeg rundt. Fløj fra den ene til den anden, og tog ophold med mine egendele i poser og med pakket bil. I dag kan jeg ikke længere overskue, at pakke en lille pose til et par timers køretur ud i det blå. Eller tage i forretningen et par timer. Og jeg fortvivles. Hvad er det der sker med mig? Og hvad gør jeg??

 

 

Jeg gør hvad jeg kan, lidt ad gangen og med små skridt, men noj hvor det gør ondt fysisk bagefter.

 

 

Nu prøver jeg at berede mig på en lille ferie. Prøver at overskue at skrive ned hvad jeg skal pakke, og arrangere mig ud af pasning af lillekaninen. Det bør ikke være så svært, og jeg skal også nok få tingene gjort. Det er en bittersød fornemmelse at skulle på ferie. Og sådan har jeg heller aldrig nogensinde haft det før. 

 

 

( PS:  at jeg ikke kan tage hjem, hvis jeg skulle få behovet skyldes ene og alene at det er for dyrt at køre i to biler, og da jeg ikke selv kan betale, må jeg indrette mig og lade mig transportere af min rejsefælle. Det har jeg det vildt dårligt med, men det er betingelsen for at kunne tage afsted i det hele taget..)

12 kommentarer:

  1. Tror simpelhen bare du er bange for at din trygge base ikke er der når du kommer tilbage , hvis du er for længe væk.....

    Har selv været igennem noget ligende.....

    Men.. ja.. skide svært at kommer over den mur ens føleser kan lave for en........

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marianne. Det går vel over en dag tænker jeg..

      Slet
  2. Jeg synes, det er svært at "kloge i", men da du jo ligger op til lidt snak om det så....

    For mig lyder det som om, du overtænker tingene lidt og selvfølgelig ved jeg godt, du ikke får ondt med vilje, men når du overtænker og ikke kan komme ud, er der også mere tid til at tænke over smerterne jo? Med andre ord smerter og frygt får for meget opmærksomhed?

    Uanset, er det godt du kæmper, for at isolere sig duer ikke. Jeg ballancerer også nogengange på kanten af, hvad jeg kan og ikke kan og må også betale heftige priser for det ofte. Men jeg nægter at lade mig spærre inde, for det bliver kun værre hvis ikke jeg kommer ud og rør mig. Tanker til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænker alt for meget. Det er en cirkel og selvforstærkende, det ved jeg godt, og det hjælper mig at skrive om det. At se det på skrift og få respons betyder også virkeligt meget.

      Tak for ordene
      Kh Henriette :)

      Slet
  3. Jeg syntes egentlig det er meget forståeligt, qua din fortid. Tror du har fat i den lange ende ift. at du er opmærksom på det, og kæmper for ikke at blive invalideret af det.
    Du har en rigtig god selvindsigt, og jeg er slet ikke i tvivl om at du forsat udfordrer dig selv, og i den forbindelse får en masse fede oplevelser a la din strandtur.
    Jeg syntes du er en skøn kvinde, og vil bare sige dig tak for et unikt kig ind i dit liv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anonym, tak for at du har skrevet til mig. Det var pæne ord jeg lige fik der, og de hjælper kan du tro :))

      Slet
  4. Mon du stadig regenerere efter at have levet i krise alt for længe?
    I en krise er handlekraft ind imellem bydende nødvendigt. - Og det klarede du.
    Når der så kommer ro på, kan man ikke fortsætte i det tempo en krise kræver.
    ..? Jeg ved ikke om det kan give mening for dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det giver meget mening og er nok ikke helt forkert. Tak for input og at du skrev :)

      Slet
  5. Kære Henriette

    Ting tager tid - nogen gange lang tid. Prøv at gå tilbage i din blog og læs hovedtrækkende af dit liv de seneste år - det har og vil en tid fremover kræve sin kvinde at komme gennem det!

    Jeg tror, du oplever en helt normal reaktion på en meget langvarig periode under stort pres - borderline eller ej! Du gør det - set her fra min stol - rigtig flot!

    Mange hilsner Lone

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lone tak for din hilsen. Det over hele perioden, så ja.. så kan jeg godt se at det nok ikke er så underligt alligevel :) Godt at få lidt perspektiv fra jer derude, som ser det lidt udefra.

      Kh Henriette :)

      Slet
  6. Jeg ved godt det kan være svært at overskue. Men der er vel en mulighed for at blive stoppet på et tog, og tage hjem, skulle det blive helt forfærdeligt.

    Det håber jeg ikke det gør. I stedet vil jeg håbe på afslapning i rolige omgivelser, der giver mulighed for at være helt dig selv - i det selvskab med andre, du selv bestemmer :)

    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi ser hvordan det det, men jeg glæder mig da og håber at jeg gennemfører til UG :))

      Slet