I dag skal lyskæden endeligt frem

 

 

Det holder hårdt i år, med at få taget mig sammen til at tage de fire skridt op ad stigen, for at hente kasserne med julepynt frem.  Jeg ved ikke rigtigt andet end, at jeg egentlig ikke gider jule i år. Jeg syntes det er hyggeligt at bloggen er pyntet, jeg vil gerne have masser af stearinlys, hyacinter ligeså, men jeg er træt træt træt i ånden. Jeg har med stor fornøjelse forberedt en julekalender til jer, for sidste år var det næsten det jeg havde det allersjovest med, omend den nok bliver mindre interaktiv ( kan man kalde den det?? ). Fra dag til dag er der en låge med en dagens lille julehilsen fra mig til jer, men julerier for mig selv herhjemme har jeg slet ikke styr på

 

Jeg skal nu nok komme efter det, og jeg håber sådan at jeg i dag er frisk nok til at få støvsuget færdig, så jeg med god samvittighed kan gå 1.søndag i advent, i møde.

 

Når det er sagt, så er jeg ellers generelt glad og tilfreds nu. Det har kostet mig en masse indvendigt, at få styr på papirerne til gældsansøgningen, men helt ærligt.. jeg har gjort det selv og det er en god følelse. Søde læsere her fra bloggens kreds har været en enorm støtte med gode råd og vejledning, og jeg har masser af opbakning, hvilket betyder utroligt meget for mig. Så jeg er glad. Har forresten heller ikke grund til at være andet, for jeg mærker en bølge af varme og næstekærlighed som er helt fantastisk og, som giver mig røde kinder.

 

Jeg har vist nok sagt det før, men jeg siger det igen..

 

For mig er det meget bemærkelsesværdigt, at mennesker jeg slet ikke kender eller har mødt, i den grad viser mig omsorg. Bortset fra mor og far, er resten af min ellers rigelige familie ikke videre interesseret i, hvordan det går mig.  Det er en historie helt for sig selv, og jeg gider ikke bruge mange linier på den her, men jeg kan uden at overdrive godt indrømme at skuffelsen ikke er af nyere dato. Følelsen af svigt går helt tilbage til Rasmus’ fødsel, så jeg har vænnet mig til ikke at forvente noget, og det er derfor det gør så stort et indtryk på mig, at I mine læsere vil mig det bedste.

 

Det takker jeg for.   TAK :-)

 

Så ja, jeg er lettere mat i sokkerne, men mon ikke lyslampen og dage uden “burde” som følgesvend, vil give mig fornyet lyst til at være med på bølgen af julerier?

 

Jeg tror det.

 

DET VILLE HELT SIKKERT HJÆLPE PÅ DET HVIS JEG KUNNE GÅ TUR I DET HER:

Billedet er nogle år gammelt, og er fra en tur tidlig søndag morgen ved Damhussøen.

 

 

(Og Pia.. Beklager, men jeg VIL ha sne i år til jul )