Juleharmonien er vigtigst, MEN en flosset jul er fejret og nu står den på dage i nattøj og røde sutsko

 

 

 

 

Juleaften kom og gik, og da juleharmoni og et vellykket måltid mad tæller højest kan jeg fortælle at efter lidt startvanskeligheder, var aftenen som håbet.

 

Dog er der et par ting, som gør denne jul til en jul vi kan huske, og desværre ikke fordi vi hyggede.  Skidt med, at de fotos jeg fik taget alle blev helt håbløse ( Ovenstående af Josefines medbragte hamster blev således det bedste!!! ), og skidt også med, at jeg kom til at hakke alle mandlerne, og at vi derfor ikke kunne finde den i Ris a’la manden. Pyt med, at jeg heller ikke havde husket kulør til den iøvrigt vildt velsmagende, men noget blege andesovs, og pyt også med at jeg glemte, at slukke for ovnen så sværen på stegen blev aehmm….. endog meget sprød ( aka brændt ).

Vi overvandt ligeledes de indledende skænderier og små anspændte ( pga mig og min elendige stress ) gnidninger, ligesom vi fuldstændigt glemte at tænde lysene på træet, ( men så brændte det i det mindste ikke hytten helt ned.. ). 

 

Det, der får aftenen til at være en aften vi aldrig glemmer, handler om noget helt andet.

 

Josefines allergi.

 

I sidste uge fik hun en forebyggende indsprøjtning med binyrebarkhormon, men den må siges absolut IKKE at have virket. Som timerne gik, blev symptomerne på allergien mere og mere tydelige. Hun holdt tappert ud ved tanken om et par dages samvær som familie her, og med udsigt til masser af film, havregrynskugler, hygge og sjov, var hosten og pivende vejrtrækning i første omgang betydningsløst. Lige indtil hun gik i seng..

 

Ved tre-tiden var det da så slemt, at hun slet ikke kunne trække vejret ordentligt, og det tog til da hun lagde sig i sengen.  Trods ihærdig rengøring, måtte vi tage den møgsure og ærgelige beslutning at køre hende hjem. Så midt i den mørke julenat, så man mig pakke mængder af mad og godter ned. Man så os iført nattøj og uglet hår liste ned til bilen, og derefter håbe af al kraft, at vi kunne nå frem og tilbage fra kollegiet midt i Tingbjerg inden bilen gik i stå, for den var nemlig ene og alene drevet af dampene fra en tom benzintank.

 

NOJ hvilket antiklimaks. Og NOJ hvor syret at liste gennem natten med en seriøs risiko for, at vi måtte efterlade bilen på vejen, og gå ubevæbnede gennem området. OG allermest NOJ for en trist Josefine vi måtte efterlade på dørtrinet.

 

I går var jeg så selvsagt dødtræt, men jeg fik fat i mine forældre som også vidste, hvor meget vi havde set frem til nogle dage sammen her, og da Josefine vågnede op blev hun hentet og installeret i mine forældres sofa i stedet for, udstyret med film og knas og omsorg. Jeg er sikker på, at det alt andet lige er bedre end at være alene i julen, og så må jeg have fat i doktoren snarest muligt for at høre hvad pokker der gik galt. Ikke at det ændrer noget, men jeg fatter ikke at hun reagerede så kraftigt med antifidus i kroppen??

 

Alt i alt nåede vi at få en sjov aften, med en middag som blev mere vellykket end man skulle tro. Anden var perfekt, sovsen smagte ualmindeligt fantastisk og inden d. 25 ankom, havde vi på skift været i køkkenet for at hapse kolde kartofler med sovs og rødkål flere gange, og derfor er der for første gang intet tilbage.

 

I aften smutter også Rasmus og hamster igen, og derefter står den på et let oprydning og gåvækjul manøvrer. Julen 2012 kom og gik, og nu glæder jeg mig umådeligt ved tanken om, at jeg i år skal være alene nytårsaften. Åhhh det bliver sgu godt.