Fredag lørdag og søndag. Det er knagme ikke lang tid, men er man barn er det tilgengæld nærmest ulideligt nu. Det husker jeg da trods alt.
Her hos mig er dagene underlige og uden nogen former for minder til fremtiden. Godt det samme, for jeg vil faktisk allerhelst bare slette nutiden og springe lige ind i fremtiden, som gerne skulle være strålende og fuld af energi. For to år siden troede jeg ikke, at en jul kunne blive meget værre, men jo det kan den sgu godt. Eller.. måske ikke ligefrem værre, men så ligeså svær da.
Josefine satte tingene i relief, da hun forleden udtrykte sine tanker om juleaften og selve traditionen. Det ER bare ikke det samme at være tre ( mor og to børn), som at være en stor forsamling af familie. Børn og voksne der sludrer, hygger, synger og leger, spiser og pakker ud, griner og synger lidt mere. Sådan var det engang i vores familie, og jeg selv savner det også. Det er alt andet lige mere morsomt, end en aften med en syg mor og kun to gaver. En til Rasmus og en til Josefine. Jeg prøver at huske, at det ikke er det det drejer sig om, men det gør det jo alligevel et eller andet sted. Især for børnene.
En anden og mere positiv tanke for mig, er at jeg ganske som i 2010 har besluttet at jeg VIL op at stå igen. Jeg husker at jeg på hospitalet efter en uges tid, tog den samme beslutning og derefter marcherede direkte på udgang og ned i forretningen til Sisse. Erklærede at jeg VILLE ha et liv med indhold, at jeg måtte ud og igang. Sært som det er gået, og jeg kan vel også igen, men udgangspunket er bare et helt andet. Dengang havde jeg personale omkring mig til at støtte og hjælpe, og de daglige ting var slet ikke noget jeg skulle bekymre mig om. Jeg skulle kun genvinde mig selv og kræfterne. Det lykkedes så langt, som til at jeg kom afsted hver dag i næsten alle de otte mdr jeg ventede på Østerbro.
Jeg skal helt forfra nu. En meget tung erkendelse, men jeg VIL og jeg GØR det. Og jeg håber at de to kvinder, der har lovet at gribe knoglen på mine vegne, har gennemslagskraft og pondus til at blive hørt. Hos SIND og på kommunen. Jeg selv orker det simpelthen ikke.
Jeg nøjes med at få postet de sidste låger af julekalenderen. .. Pheww’’
jeg håber også rigtig meget at du får hjælp og kommer igang, må tilstå at det virker lidt nervepirrende på mig at der ingenting sker med din situation. hvis jeg boede lidt nærmere var jeg for længst taget fat, men godt at der er andre der kan. og det med jul og få mennesker, her var vi jo vant til at være 7-10 juleaften, vi har 5 börn og så kan det jo variere lidt fra år til år med antal svigerbörn. nu er der kun de to yngste igen herhjemme, så vi bliver kun 4 juleaften, og så få har vi aldrig været för, det bliver nok lidt underligt, men forhåbentlig også hyggeligt.
SvarSletkh.fra Island
Frida
Jeg er SÅ klar på at ringe hvorhen der er behov. Dont you worry.
SvarSlet:)
Kh S