Jeg kiggede også ned i går

 

 

 

 

Ovre ved Miri skrives der om, hvordan man som naturglad, evig og altid går med næsen og blikket vendt nedad i denne tid. Her opfører jeg mig på nøjagtig samme måde. Går fra morgen til aften og kigger efter dagens millimeter, og glædes over hver en lille spire som nu kigger frem. I weekenden, har blæsten dog flyttet bunken af møjsommeligt fjernede blade fra komposten, så en del af de små grønne børn er igen dækket til.

 

Søndag var mere blæsende end lørdag på disse kanter, og alligevel ku man se mig tumle afsted langs vandet, godt pakket ind, med kamera og en plastikpose i hånden, ude ved Kramnitze. En pludselig indskydelse fik mig afsted, og faktisk gik jeg også der med blikket nedad. Kulde og blæst til trods, er der næsten intet så befriende som en ensom time i vandkanten. Højt til himlen og langt til nærmeste kakkelovn. Jeg fandt indtil flere hulsten, og et par til at pynte i et kommende bed. Og så fik jeg da også skudt et par billeder:

 

 

 

 

En time var rigeligt. Det ER koldt ved vandet, men efter sådan en tur er det dejligt at smide sig i sofaen med kaffen, mærke kinderne blusse og nyde stuens duft af tulipaner. Hjemmbagte boller ville have været perfekt, men deeet orkede jeg bare ikke realisere. Det blev ved fantasien.