Ambitioner og virkelighed

 

 

 

 

 

Jeg har mange ideer til haven. Alt muligt, stort og småt. Nu er det bare begyndt at dæmre for mig, at jeg muligvis skal drosle ambitionerne en smule ned for dette år, for det føles som om kræfterne ikke helt er til det hele, og jeg må bruge de fleste på mig selv. Det er så meget nemmere at dirigere energien udad, men det nytter jo ikke, hvis jeg vil være livsaktiv igen, så jeg har givet mig selv den svære opgave, IKKE at fokusere så meget på have, men mere på mig. Det er virkelig en opgave.

 

De sidste to dage har jeg derfor ikke været i haven som sådan. En times tid her til aften med kantklipperen og ellers ikke engang et kig nedad. Eller nå jo forresten..

I morges gik jeg igang med krigen mod de slimede. Et blik ned på mine smukke tulipaner åbenbarede nemlig en HÆR af snegle, som simpelthen mæskede sig i dem. Så jeg greb saks og kogende vand og tog en runde. Stedmødre og violer flød også med dem. I sådan en grad at jeg endnu engang måtte glippe med øjnene. Inden jeg var færdig var de første 30 – 40 stykker elimineret og sådan fortsætter det sikkert, og den opgave magter jeg nok at tage mig af dagligt.

 

 

Det bliver heldigvis regn de næste dage. Det er selvfølgelig ikke eminent havevejr, men her trænger så frygteligt til vand i bedene, så det er ok med mig. Vandtønderne er også næsten tomme. Skulle det blive opholdsvejr ind i mellem bygerne er min plan den, at jeg på to dage skal have flyttet noget af det, som skæmmer i haven. Brædder og sånt. Kunne også godt tænke mig en udflugt til stranden efter flere sten. . .  Omvendt kan det snildt ende med at jeg bare strikker mig gennem weekenden, og så bliver det sådan.