Smerter og donationer

 

 

 

 

De dominerer det hele. Smerterne. Jeg ignorerer dem, og tager livtag med både dem og brændenælderne, der springer frem og i vejret på det nye havestykke jeg har fået. Sikkert ikke hensigtsmæssigt, men gør jeg ikke et eller andet bliver jeg vanvittig. 

 

Ser jeg bort fra det, har dagen været anderledes end forventet, fordi jeg fik besøg af Lizette. Hun fortalte at hun ikke havde glemt, at jeg engang fortalte om, hvordan jeg gerne ville lære at nærme mig heste. Måske enddag sidde på en en dag. Netop nu, hvor jeg som sagt går med en krop der igen er spasset helt ud over en aftale, jeg endte med at måtte lade gå i vasken, var det næsten lidt uhyggeligt, at hun fortalte mig at jeg var blevet anbefalet til et rideterapeutisk forløb, på det nyåbnede ridecenter for fysioterapi inde i Maribo. Det er et center der gør sig i mange sider af menneskelige problemer, og altså også “angst og manglende social relation”, som der blandt andet står på deres hjemmeside.

 

http://www.center-ridefysioterapi.dk/

 

Det lyder lidt specielt, men jeg blev faktisk rigtig begejstret over den mulighed, og hun vil nu søge om mulighed for, at jeg kan komme i betragtning til et forløb. Det sker samtidigt med at jeg har fået en tid ved lægen ( hvor hun kommer med mig ), og hvor jeg SKAL henvises til noget psykonoget af en art. SKAL .. fordi jeg bare ikke vil blive ved med at blive mere og mere ødelagt. Jeg må gøre noget. Et eller andet. Også selv om jeg er panisk ved tanken om smerterne der følger med. Og det nytter ikke, at jeg skal kæmpe med egen læge om smertedækning i den forbindelse. Uden en form for lindring, klarer jeg den ikke. Det er svært nok at acceptere et forløb der kan tage både år og dag, men skal jeg oveni det også døje med en krop der flipper, så nej.

 

Det er sjovt som hjernen kan fortrænge, men kroppen insisterer på at mindes.

 

 

Inden hun gik igen, havde jeg fået hængt mit vasketøj op udenfor, og hun havde ryddet op i mit køkken, og pudset vinduet. Vi havde drukket varm kakao som hun havde taget med i krus til os, og min bil blev tømt for de sten og haveblade, jeg fik med mig hjem sidste torsdag. Det fik sat mig så meget i gang, at jeg også fik kørt på losseplads, og forbi udlejers værksted. Han har nemlig doneret kasser til projekt garnreol, foruden et gammelt vindue, som jeg kan bygge mistbænk af. To tiltag jeg slet ikke var forberedt på, så jeg blev helt overvældet og glad.

 

 

 

 

Det har været en mærkelig dag. Fuld af varme og påmindelser om, at jeg har så meget at glæde mig over. Mit liv har været og er svært på flere planer, men jeg mærker også glæde og lykke midt i det hele. Noget jeg bestemt ikke tager for givet, og en dag for ikke så længe siden, fik det en ekstra dimension. Det her med det svære liv ..

 

 

Dengang jeg begyndte at blogge, var jeg rundt omkring for at lære, læse og finde ud af blogland. Jeg begyndte i det små at strikke og senere at hækle, og i min søgen efter mere information og inspiration førte det ene klik til det andet og jeg kom forbi en blogger, som i den grad fik mig hooked på farver og garn. Og mønstre. En kvinde så kreativ og dygtig, at det er svært at finde hendes lige. Flere år forud for sin tid strikkede hun fair isle strik, noget der jo denne vinter har fået sig lidt af et opsving i strikkeland. De smukkeste kulørte hæklerier, de kæreste små dyr i papmache, illustrationer til en mængde børnebøger. Alt sammen har hun gjort sig i på rørende vis, og i de dejligste farver. Et univers af fantasi ganske enkelt. Og en blog med nærvær og menneskelighed.

 

Jeg er kommet og gået lidt, som årene er gået, hos hende. Har endda mailet med hende på et tidspunkt, i forbindelse med et stykke håndarbejde. Med tiden blev det sjældnere at jeg huskede at få læst med, fordi der er sket så meget her hos mig selv, men så en dag for ikke så længe siden dukkede et skriv op et andet sted i blogland, og jeg fik en rigtig skidt følelse i maven.

 

Bloggen findes endnu. Vanessa gør ikke. Hun døde i december sidste år, men værst af alt og så ganske knusende tragisk er det, at hun selv tog valget. Jeg gik helt i baglås da jeg fandt ud af det. Der er noter mellem linierne på det allersidste skriv hun sendte, som giver anelser om at hendes verden ikke var den samme som før, men det bliver tristheden ikke mindre af, og når jeg i det hele taget nævner hende i dag og her, så er det fordi at jeg selv har perioder, hvor jeg bare synes det hele er FOR svært. Men uanset hvor tungt jeg føler livet, så beholder jeg det, og uanset smerter som i de sidste dage, så kan jeg også se lys og godhed.

 

I dag har jeg tænkt rigtigt meget over, hvor sørgeligt det er når et menneske bare ikke magter mere. At nå dertil, hvor alt det der før gav mening, bare ikke betyder noget mere. Det er ikke til at forstå. Jeg ved vist ikke engang, hvad pointen er med at jeg skriver det her, men jeg er virkelig rystet og berørt over hendes valg og skæbne. Og jeg har tænkt meget over hende. Fordi hun var en kæmpe inspiration for mig, og for en masse andre.

 

 

http://doyoumindifiknit.typepad.com/do_you_mind_if_i_knit/

In memory of Vanessa Cabban ..