Starlettens svanesang på dødens motorvej

 

 

 

Lidt af en overskrift ikke :- )

 

 

Jeg tog på tur i går. Et smut til Stevnskanten og hjem igen. Det blev en tur, der var lidt mere anstrengende end ellers, men målet for turen var havesnak og gensyn, og det var det hele værd.

 

 

 

Her er ikke mange billeder fra turen, for mobilen valgte at gå ud næsten med det samme, da jeg ankom oppe hos Esther. Heldigvis nåede jeg da at få et par, af en af kattene og nogle af hendes påplanteskoleniveau mange frølinger.

 

Turen begyndte med, at min lille fikse og limegrønne mobiloplader til bilen var væk. Jeg fatter stadig ikke, hvor den kan være blevet af, da den lissom ikke kan bruges andre steder, men det betød at jeg måtte runde en tank med butik for at finde en erstatning ( som senere viste sig IKKE at du!! ). Der er en motorvejsafkørsel mod fastlandet i Rødbyhavn, så dernede fik jeg tanket og også købt “strøm” til turen. Lidt af en oplevelse iøvrigt, for damen i butikken var helt oppe i det røde felt. Og jeg forstår hende godt, da jeg selv har prøvet at være ekspedient. Det job kan være en udfordring til tider, og her var den helt gal, da der manglede en færge. Det betød kilometerkø. En kø der genererer kunder, som så forventer service på mange niveauer, som butikken så ikke er gearet til akut, som så udløser surhed og frustration, som så går ud over stakkels dame bag disk, og damen er alene på skansen, en hel lang dag… 

 

Jeg fik ønsket hende pøj pøj og kom afsted derudaf.

 

Og hvorfor da ikke kaste sig ud i det virkelige køreliv med det samme, efter næsten eet års pause, når nu det endeligt skal være..  Fra tanken var der lige netop et større færgetræk i gang, så jeg holdt tungen lige i munden og fik accelereret og flettet på fineste vis. Med alle muskler i kroppen spændt til det yderste. Jeg har ikke kørt på motorvej et år som sagt, og min lille elskede racerbil lød IKKE begejstret for, at være skulle præstere mere end 80km i timen. Jeg var ytryg hele vejen derop. På halvejen opdagede jeg, at forbruget af benzin også var anderledes end ellers, og min nervøsitet tog et ekstra nøk opad. At være under genoptræning i total vågenhed, samtidigt med at jeg hele vejen spekulerede som en besat, over alle de ting der kunne nå at gå galt, OG bevidstheden om at dytten nok aldrig mere kan transportere mig ud på langfart, tog simpelthen så meget energi fra mig, at jeg, da jeg kom tilbage i aftes, var fuldstændigt ødelagt.

 

Jeg er nu lidt mere afklaret heldigvis. Jeg har en bil, der fint kan holde til korte og langsommere ture rundt i lokallandskabet, og DET er jeg vældig lykkelig over. Jeg kan få handlet stort ind, og jeg kan komme rundt og opleve, som jeg har udfordret mig selv til at jeg SKAL i år, men jeg siger jer.. min krop i dag gør mere ondt end da jeg tog afsted. Alle mulige muskler værker, mine kraveben har det af underlige grunde, som om jeg har fået bank, og mavepine er også indeover. Alligevel er jeg glad og stolt.

 

Jeg tog afsted. Jeg var på tur. Jeg fik genset Esther og hendes fantastiske have, og jeg fik en nærmest religiøs ( og husk på at jeg ikke tror på noget ) oplevelse med i købet.

 

Landskaberne er endnu ikke i deres fineste tøj, men foråret kan fornemmes derude som man kommer frem. Det er oplivende. Det giver fornyet håb og optimisme, men der er een ting som gør det helt modsatte, og den ting er så sørgelig og også lidt rystende for en sart sjæl som jeg, at det giver en udflugt som min, en lille skygge af tristhed med.

 

Turen var fyldt med død. Døde dyr af så mange arter og i et sådan omfang, at jeg hurtigt opgav at holde mandtal over dem. Harer, fasaner, fugle af enhver slags, ræve og pindsvin. I hobetal lå de på motorvejen og i vejkanten. Blødende og døde. Håber jeg. Med brækkede ben og vinger og nakker. Kropsdele spredt over vejstrækningen. Og jeg blev så ked af det. Ved godt at det moderne samfund har sine ofre, men det var barskt alligevel at se. De små forårskåde væsener, som fejlvurderer deres chancer for at krydse vejen bliver smadret af det, og jeg håber bare at de ikke når at opdage, hvad der rammer dem.

 

Det religiøse aspekt.. Jamen det er bare mig, der har en livlig fantasi, og som er let at røre.

 

Turen hjem var overskyet det meste af vejen. Jeg nærmer mig den smukke Farøbro og netop i det sekund, hvor jeg kører op på den, åbner skyerne sig og solen bryder igennem. Stråler i tusind farver tegner striber over himlen, og i samme sekund når Leonard Cohen, der er sat på min afspiller, til omkvædet af So long Marianne. Et kor af pigestemmer synger så betagende, og hele øjeblikket giver mig gåsehud.

 

Kender I det?  At flere faktorer lige passer sammen uden at det var planlagt, og i et kort øjeblik er alt bare så fyldt med ro og skønhed? Det var jo kun et kort øjeblik, men det satte sig lige fast i mit hjerte en stund. Det skarpe sollys, de stribede skyer, den blåeste blå himmel, Cohens poesi og markante stemme, broens arkitektur. Det hele gav et perfekt øjeblik.

 

Jeg minder her om, at jeg ikke er et menneske, der ellers har sans for poesi eller den slags. Jeg er som sagt ikke, hverken religiøs ( desværre ), eller på anden måde med sans for guddommelighed. Jeg har altid elsket litteratur og ord, men altid været pas på digte, følsomme tekster og andet i den dur. Jeg rammes for det meste af det mere rå, hvis jeg skal formulere, hvad der rører mig. Rockmusik frem for sødsuppe Gospel feks. Seattledepri over pop. Til hver en tid. Så at jeg blev helt rørstrømsk af en åben himmel, og alle de døde dyr var lidt af en mavepuster.

 

Tilbage i virkeligheden brugte jeg de sidste kræfter til lige at runde Aldi. Kørte hjem, fik de sarteste planter sørget for, smed noget frossent i ovnen, krammede Holger en ekstra gang, og inden klokken var ni lå jeg i min seng.

 

 

I dag tilbringer jeg med at restituere. Bilen udenfor er fyldt med mursten, marksten, en masse havemagasiner og flamingokasser til tomaterne. Den bliver ikke tømt i dag. Kun skal de små aflæggere jeg har fået med mig hjem i deres nye potter, og det bliver så dagens to do.

 

Fin fredagsgerning for mig.