Gift ved første blik… måske det ikke er helt i hegnet. Om dating og hvad deraf følger

 

 

 

Her til  morgen faldt jeg over det program, som handler om par der prøver et eksperiment, og lader sig arrangere ind i et ægteskab, baseret på eksperters vurdering af et godt match. Så langt så godt.

 

 

Det har fået mig til at tænke, for umiddelbart kan det opfattes som en fuldstændig forrykt handling. Men er det nu også det? Hvis man ser på de erfaringer, jeg personlig har gjort mig i løbet af de ni år der er gået siden jeg blev skilt, så slår det mig at det muligvis ikke er helt i hegnet. Det her med, at man bliver matchet af nogen som har forstand på den slags, og som har forsket og analyseret begge parter grundigt forinden. Det kan dårligt gå værre end det man ellers selv kan få rodet sig ud i, OG.. med mine egne erfaringer in mente igen, kan man på den måde spare sig selv for mange kedelige oplevelser. På den måde begynder man et liv som to, med samme udgangspunkt. Man vil det her. Man vil det samme som mennesker.

 

 

Indrømmet. Det ideelle ville være den romantiske forestilling vi alle har om, at man møder en partner helt spontant, og at det bare er lykken man nu har fundet.

 

 

I dag bliver dagen, hvor jeg vil dele ud af mine erfaringer. I dag skal være dagen, hvor jeg åbner for posen og fortæller lidt mere om, hvad det egentlig er der foregår, når man synes det kunne være dejligt med en livsledsager. OG i dag bliver der ikke lagt fingrene i mellem, så til de af jer med sarte ører, vil jeg lige komme med en advarsel…

 

Uartige ord kan forekomme…

 

Jeg blev altså skilt i 2006. Efter mere end 16 år med den samme mand, og ser vi bort fra de ting som IKKE var ok og, som var grunden til at jeg måtte ud af det ægteskab, så var selve basis for vores forhold helt traditionelt og det var for den tid, også helt efter bogen omkring det at mødes, forelskes osv. Jeg kan lige for en god ordens skyld opsummere, hvordan det foregik dengang i det forrige århundrede. I de gamle firs-halvfemsere, pre-computertime..

 

 

Man mødes tilfældigt.

Man er ung, og bagkataloget er så at sige forholdvis blankt.

Man forelskes.

Man går ud til forskellige oplevelser sammen. Det være sig koncerter, skovture, middage osv.

Det udvikler sig, og man opdager at man ikke har lyst til at være uden den anden.

Man begynder at være et fast par..

 

Derfra går det slag i slag, med fælles ønsker, drømme, håb og ambitioner. Om jobs, børn som regel, og bolig. Her varierer det meget fra par til par, hvordan og i hvilket tempo tingene går.

 

I dag, står sagerne mildt sagt noget anderledes.

 

Allerførst er der jo seriøst forskel på, om man søger en livsledsager som ung, eller om man har nået en alder, hvor ambitonerne ikke længere handler om børn feks. Der er med andre ord forskel på om man er der, hvor man skal til at starte det seriøse voksenliv, eller om man allerede HAR været på den, og nu har fokus et andet sted. Her vil jeg fortælle om, hvordan det er når man HAR de børn man skal/vil have, og når bagkataloget af liv er noget mere broget og måske også besværligt i form af diverse eks’er, delebørn, og måske endda et heldbred der svigter på en eller anden facon.

 

 

Dengang JEG var ung.. Den frase er der ingen nutidsunge, som kan bruge til noget som helst. Sådan er det nu, sådan har det altid været, og sådan vil det forblive at være til evig tid. I GAMLE dage… Det er også en velkendt traver, som de fleste unge mennesker er ved at dø over at høre, og vi kan hurtigt blive enige om, at der trods ER flest fordele ved nutiden sat i forhold til fortiden. Ihvertfald når det gælder bekvemmeligheder, sundhed, oplysning og udvikling, men der er nu alligevel een ting, som virkelig VAR bedre førhen synes jeg. Eller ihvertfald sundere. For krop og sjæl.

 

 

Metoderne til at møde en livsledsager..

 

 

Rækkefølgen af et forholds udvikling er byttet rundt, og efter min mening er det, som er betingelserne i dag, på vej i en uheldig og lettere syg retning. Førhen mødtes man, og for de fleste gik det efter samme mønster. Man brugte tid på at lære hinanden at kende. Man følte hinanden på tænderne, man mærkede kildren i maven. Ingen regler uden undtagelse, den er jeg helt med på, men i det store hele var det sådan det gik for sig, dengang mor og far mødte hinanden. I dag gør man ikke sådan. Næ nej.. Idag, hvis man er ovre sin første ungdom, ser det uden overdrivelse noget mere kontant ud. Jeg ved fra egen erfaring og fra andres bekræftelse, at det er helt normalt nu at:

 

 

- man allerførst bliver spurgt om man er til analsex

- om man er frisk på at bytte partner

- om S/M kan komme på tale

- hvilke præferencer man ellers kan diske op med

- om man ynder at lade sig ydmyge evt

 

 

Når DISSE detaljer er på plads, så kan man derefter være “heldig”, at komme i betragtning til et første møde..

 

Fra 2006 og til 2013, som er det år hvor jeg for alvor gik kold i mine egne drømme om en mand, er der sket en uhyggelig udvikling. Især selvfølgelig på internetdatingfronten. Det er mere regel end undtagelse, at interessen for at lære en evt date at kende FØR sex overhovedet kommer på bordet, den er lig nul. Hvis ikke man er til det ene eller det andet, og DET er afklaret på forhånd, ja så er videre forløb slet ikke aktuelt. Det er helt omvendt i mit hoved altså!  Jeg er fra en tid, hvor man kort sagt blev forelsket, besluttede at blive kæreste, og SÅ lærte man med tiden, hvilke ting der var go, og hvilke der var no go sexuelt. Man voksede med andre ord med hinanden hen ad vejen, og FORDI man elskede, var det helt ok, at der var noget man muligvis måtte afstå fra, eller omvendt fik lyst til at prøve med hinanden. Jeg mener.. man er sammen med et andet menneske på godt og ondt, og man indgår kompromisser, på ALLE fronter.

 

Som nævnt har jeg oplevet lidt af hvert i min tid som enlig. Det trodser faktisk enhver beskrivelse, hvad jeg har oplevet. Der har været skønne, uforglemmelige og morsomme mænd, men de fleste har været aehm.. kun uforglemmelige. Pga grænseløse særheder. Fælles for dem alle har været, at de ikke gad bruge tid på noget så kedeligt som MIG. MIN personlighed. Det menneske JEG er. NUL. Niks og vi må videre.

 

 

Der var ham, som spurgte om jeg ville møde op med min datter, så han kunne kigge på os! I første mail.

Der var ham som diskvalificerede mig, da jeg afslog klemmer på brystvorterne! I første mail.

Der var ham, der kun ville have en kvinde han kunne filme.

Og mange er smuttet fordi jeg har afslået forskellige former for udklædning, som i mit hoved ville få mig til at se totalt idiotisk ud.

Der var ham, som umiddelbart virkede rigtig sød og varm, men som efter nogle måneder, pludselig kom frem med, at han havde siddet inde. Fordi han var pædofil. Fordi han havde udnyttet begge sine døtre. OG som var forment adgang til jylland!!!  Der døde jeg lidt indeni, og der var det jeg indså, at det her game ikke er for de svage. Han nægtede at lukke mig ud af sin lejlighed før jeg havde fået hele historien medsamt intime detaljer af hans syge fantasier om døtrene. DEN affære endte med polititilhold og ændring af alle mailadresser, lukning af min allerførste blog, og nyt telefonnummer. I flere år efter blev jeg regelmæssigt kontaktet af politiet, som ville tjekke at jeg kunne gå i fred. En detalje som jeg stadig er meget benovet over, da man ellers hører så meget grimt om politiets indsats overfor stalkere.

 

Da jeg havde sundet mig en tid efter ham, men stadig med troen i behold, genoptog jeg datinglivet, og jeg oplevede at i mellemtiden var tonen gået fra rå til direkte kontant. Nu stod den foruden emnet sex på krav, som jeg personligt mener er helt i hegnet. Igen fordi man i min alder HAR erfaring med sig, og man HAR skeletter i de fleste skabe af en eller anden art. Det nytter ikke at kræve problemfri kærester. Det nytter ikke, at dømme ude fordi en kuhaveværetgod kæreste, roder i badeværelset, kører en “forkert” bil, er for høj/lav, indretter sig med hvidt eller ingen bøger. Fordi man ikke kan lide suppe, godt kan lide suppe, går i kondisko/ikke går i kondisko, hader/elsker at køre på kælk. Eller fordi samme er enormt dejlig/sød/tiltrækkende/intelligent/morsom/tilpas udad/indadvendt, MEN frasiger sig lysten til at have sex med en ekstra i sengen.  I det hele taget..der er en tendens til, at ingen gider bruge tiden på at arbejde for tingene. Ingen overvejer at det jo kunne være, at den iøvrigt dejlige/smukke/intelligente osv kvinde/mand, ville være parat til lidt af hvert af det sjove, hvis altså bare man liiiiige lærte hinanden at kende først. Og tog sig tid til det.

 

 

For nu lidt mere end to år siden gad jeg ikke mere.

 

At forsøge at bevare troen på det gode, og at blive ved med at være tillidsfuld og givende, sled mig op og det gjorde mig på sin vis også lidt mere syg i låget. Jeg kunne ikke ha’ det mere. Ikke een mere mand, som ikke gad bruge tid, eller som forsvandt fordi jeg roder og er besværlig til tider. Ikke een gang mere, gad jeg skulle undskylde et migræneanfald, eller at jeg ikke havde overskuddet mentalt OG økonomisk til at spæne fra Herodes til Pilatus efter oplevelser ud over det sædvanlige. Det er nemlig det man skal. Man skal være PÅ. Man skal være KLAR. Man skal være ÅBEN og PARAT til en masse nyt. Der skal ske noget hele tiden. Og allerhelst skal man være akrobat.

 

Og her er den afgørende forskel på dengang og nu. Ung eller midt i livet. Som ung er man klar til at vokse med sin partner, måske fordi der er børn på ønskelisten. Man bygger et liv op, og man udvikler sig på godt og ondt ved siden af hinanden. Midt i livet og enlig, er det min oplevelse, at der er tolerancen bare nærmest ikkeeksisterende. Man gider IKKE en kæreste, som har svigtende helbred, eller som måske har mistet sit arbejde, eller som har ukendte anderledes vaner, eller som har droppet det hektiske liv. Feks. Man gider ikke at bruge energi på en kæreste, som forkuserer SIN energi på menneskelige værdier, fremfor swingeraftener i storbyen.

 

Der er meget få datere derude, som reelt gider det de efterlyser. Rigtig mange, som HVIS/NÅR de finder en der kunne være lige rigtig, har modet og moralen til at stoppe op. Selv, hvis der etableres en kontakt, er det for langt de flestes vedkommende også helt i orden, at der stadig og fortsat søges videre, for det kunne jo være at noget endnu bedre viste sig lige om hjørnet.

 

 

SÅ, altså. Derfor.

 

 

Derfor er det, at jeg begynder at overveje, om det mon er der man skal bevæge sig hen i fremtiden? Måske ikke lige mig personligt, jeg er sgu nok blevet for gammel til det, men generelt? Er det i virkeligheden den vej, de unge skal til at gå? Det er en debat, som vil kaste sig millioner af for og imod’er af sig, men eet er sikkert. Det KAN ikke være befordrende for kærligheden og forelskelsen, at det først og fremmest handler om sexuelle preferencer FØR menneskelige egenskaber. Sex er dejligt og nødvendigt for, at et forhold skal balancere fornuftigt, men sex kan man altid skaffe sig. Det kræver straks mere arbejde at finde, OG beholde tryghed, ligeværd, respekt. Der er for mange, som ikke gider gøre det arbejde. Og sidst men ikke mindst, så er jeg ikke den eneste som gør sig sådanne tanker. Jeg lyder som og er også lidt, en bitter gammel kælling, men ikke desto mindre. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som bekymrer sig over udviklingen. Den nye verden er en hård en. Jeg er ikke ung længere, og sart som jeg kan være, kan jeg alligevel tage det. Jeg har lært en masse, og har fået hårdere hud på brystet, men hvad med de unge? Hvordan bliver deres liv, hvis de får den opfattelse, at sex er vigtigere end samhørighed, allerede inden de skal til at etablere sig? Hvis brug og smid væk også bliver normen for forhold? Hvis det at bruge tid og energi på et andet menneske er for bøvlet.

 

 

Jeg er selv en del af skilsmissestatitikken. Det var ikke min drøm. Før det kom så vidt, brugte jeg mere end, hvad der var rimeligt af tid, på at være i det liv jeg nu havde. Det er ikke det jeg forsøger at prædike til nogen. At bruge urimelig tid. Omvendt agiterer jeg kraftigt for, at der åbnes for viljen til at kæmpe, og til at ville tage chancen med et andet menneske. Jeg agiterer for modet til at investere sig selv. Ganske enkelt.