Den laver en sniger..

 

 

 

.. julen!

 

 

Søndag foregik, bortset fra en enkelt tur i haven, sådan her:

Mere eller mindre altså, for her er det jo katte, som lige kan klemme sig ind mellem mig og mit strikketøj. Planen var fastlagt fra tidlig morgen, og der stod krimi på programmet, men så var det altså lige, at denne hersens lille bitte og helt efter bogen traditionelle julefilm, fik lavet en sniger. Jeg kan derfor annoncere til de julegale, at tv3 hermed har skudt starten igang, på deres søndagsjulefilmsvisning. Selv er jeg slet ikke in the mood så at sige, men jeg holder af de lette og helt fastlagte efter samme model –julefilm. De er bare hyggelige, og de passer gevaldigt til sofa, varm the, garnnøgler og ild i brændeovnen.

 

Med andre ord..

 

Den sniger sig ligeså listigt og uartigt som kattene, ind i mine stuer.

 

 

Jeg gider den egentlig ikke længere. Julen. Den er dum, fyldt med minder og savn, og egner sig i allerhøjeste grad bedst, hvor der er varme og familier. Børn og traditioner samlet. Det er der ikke her. Her er der sagt på den hårde, men sande måde,( indtil Rasmus kommer d. 22), kun mig og mine minder, og DEM vil jeg helst ikke have fundet frem. Sjovt nok gør de lige meget ondt, de dårlige og de gode af dem. Dukkehuset egner sig ellers mægtigt til at fyldes med den, så meget vil jeg gå med til. De små rum er geniale til at hygge i, så det gør jeg selvfølgelig da også. I år ved jeg bare ikke helt, om jeg vil mere end stearinlys, hyacinther og så en smule rødt.

 

Vi får se..

 

Jeg er uden at vide hvordan, ved at ende som en kunde fra min pureste ungdom i boghandlen. Dengang stod jeg bag disken hver dag. Og næsten hver dag, kom denne her søde middelaldrende kvinde for, at handle et ugeblad og en avis. Tror jeg det var. Hun var enorm! Det er jeg så ikke, men hendes krop gav hende besværligheder, så det var en kamp for hende at komme på gaden. DEN kan jeg tilgengæld godt være med på. Kampen for at komme ud.. Som jeg, boede hun kun ganske kort fra forretningen. Hun var kun sig selv, og HUN var heller ikke fornøjet over julen længere. Dengang fattede jeg i min ungdoms uvished ikke en meter af den tristhed, der ligesom omgav hele hendes sfære. Hvordan kunne det dog være og, hvordan kunne det dog lade sig gøre IKKE, at elske alt hvad der var rødt eller glimtende??

 

I dag ved jeg det. Det er livet. Hverken mere eller mindre.

 

Livet kan, hvis det tager den gale vej, sørge for at nogle af årets dage bare næsten ikke er til at bære. Livet kan gøre selve kimen af tilværelsen, traditionerne, både smertefulde og ubærlige. Og traditioner kan trods det, at alle kræfter hver dag bruges på det modsatte, sætte gang i tanker om fortid og også fremtid for den sags skyld, i en sådan potens, at der næsten kun er een ting at gøre. Rul gardinerne ned, find alle dyner frem, smid kontakten til lamperne ad helvede til, og gå i seng. Det gør jeg så ikke. Helt.

 

Jeg tager en dag ad gangen, og ser hvordan det går. Kan nok alligevel ikke helt lade være med, at lade hyggen snige sig ind på mig. Dog tager mig den frihed og venter med det, en stund endnu. Om ikke andet så skal her godt nok lige gøres rent først..