Det begynder at synke ind

 

 

 

 

Jeg er ramt af akut panik, stress, mavepine og lysten til at lægge mig ned og melde mig ud. Jeg skal og jeg kan, men kan jeg mon det her endnu engang? Jeg har adgang til det nye lejemål fra 1. januar, så derfor er det sådan set bare at tage fat fra en ende af..

 

De seneste uger har været vel rigeligt intense. Langt mere end jeg har det godt med. Den ene underlige/ubehagelige oplevelse har taget den anden, her har mildest talt været overrendt af alle mulige mennesker, og derfor føler jeg mig lettere overstimuleret nu. På den der måde, hvor det er svært at få sat skik på arkiverne i hovedet.

 

Der bliver ikke meget tid til at tage den med ro, praktik skal overtage for en stund, men hvor bliver det dejligt, når jeg inden så længe endda kan sove i et andet hus. Og nu det her med at sove ik..

 

Udlejer har jo haft min højtelskede seng, som ikke kunne være i dukkehuset, opmagasineret. Aftalen har været, at den blev der indtil andet blev aftalt, og nu øjner jeg muligheden for at få den tilbage, hvis altså den er i en stand som er fornuftig. DOG frygter jeg lidt, at den seng er forsvundet i tågerne af hans egen afgang fra Rødby, og det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på. Ingen kan fortælle mig hvor den befinder sig nu. Første to do er skrevet på notesblokken.

 

- Find min seng -

 

Lige i hælen og i tæt rækkefølge kommer:

 

- flyttekasser -

- spande fra jem og fix -

- sove -

- nedsvælg rigelige mængder af alkohol til at dulme nerverne -

- sove-

- fyld op med kaffe -

- nedpak bekymringer -

- find overblikket -

- spis and og flæskesteg -

- sove -

- bedøv katte så de ikke bliver forstyrrede af al den uvante aktivitet -

-

-

-

-

-

 

 

Lige pludselig vil jeg bare have min mor hos mig, og spise risengrød under dynen!