Jeg nåede lige at få taget billeder af tallerkensmækkerne inden de, første morgen efter frosten, faldt sammen. En lang sæson er nu afsluttet. De frø jeg bare kastede fra mig fordi de var i overskud, endte med at blive havens mest frodige indslag, med skud på hele fire meters længde. De har stort set passet sig selv, og derfor nåede de helt op på taget af skuret, de indtog nabohaven, og snoede sig rundt om vandtønder og brændestabel.
Nu er de alle nærmest borte.
Klasket sammen og skrumpet ind til ingenting ligger resterne tilbage, som et symbol på hele havens historie. Haven, der begyndte som en grim og milsligholdt ælling, udviklede sig til den skønneste svane, men svanens fremtid er dyster. Desværre. Det kan ikke være anderledes, og jeg agter ikke at kigge forbi i fremtiden. Den dag jeg forsvinder herfra, bliver også den dag jeg må lægge denne have bag mig. Jeg kan næsten garantere, at næste lejer IKKE vil vedligeholde, og det bedste for mig er derfor slet ikke at se mig tilbage.
En eventyrhave. Sådan gik den hen og blev. Planerne var at gøre den endnu mere “vild” sine steder, og at få den til at være en historie at gå rundt i, men dette eventyr blev overrendt af virkeligheden, hvilket jo absolut IKKE er kotyme for et rigtigt eventyr. Det er synd for haven synes jeg, men virkeligheden er altid barsk. Altid rå og kontant. Det kan ikke være anderledes, så jeg glæder mig nu endnu mere over, at jeg kan tage en stabel billeder med mig videre, for eventyrhaven har også været min læremester på sin vis. Her har jeg kunnet eksperimentere, øve, erfare og opdage. Min viden tager jeg med mig til den næste have. Den tredje af slagsen (uanset hvilken det ender med at blive), vil på lige fod med de to første skulle føles på tænderne. Der vil være elementer som kræver tilvænning, men også nogle som vækker begejstring fra første øjeblik.
Et af eventyrhavens allerbedste “features” og et, som jeg med sikkerhed IKKE kan afmontere og tage med, er også det som jeg mindst ventede ville få betydning. Jeg så det ikke komme, men for hver dag der er gået, har DET element opnået stjernestatus.
Eventyrhavens helt eget klokketårn.
Jeg har syntes det har været så fantastisk og cool med eget ur på himlen. En total luksus og noget helt særligt. Det kan af praktiske årsager ikke flyttes.. Men jeg gad faneme godt. Og sådan vil der igen være ting, som er svære at sige farvel til og at undvære. Første have bød på høj himmel, rigt dyreliv, frihed så langt øjet rakte og den ondeste blæst. Anden have var helt omvendt godt pakket ind med læ og privatliv, kilovis af ukrudt, ingen solnedgange og uendelige muligheder. Første haves beliggenhed var et kæmpe savn, anden haves muligheder bliver det samme, MEN..
.. det er også lidt spændende, hvad næste have har at byde på. Hvad mon der venter af udfordringer, sjov, anstrengelser og blodsudgydelser. Jeg forsøger at huske den gamle følelse jeg ved jeg har haft i mig, af forventning og spænding over noget nyt. Alt andet lige er denne flytning så absolut kun mod det bedre og ikke det værre. Og den behøver ikke gøres på rekordtid. Jeg kan nå at tage afsked med eventyrhaven på en ordentlig måde, jeg kan nå at gøre overvejelser og status. Det i sig selv betyder allermest for at hele historien kan ende godt.
Jeg håber du finder noget andet at bo i - har du talt med din bostøtte om muligheden for en kommunal bolig eller fra et boligselskab? Så skal du ikke slås med en udlejer der først vil alt og siden intet gør. Jeg tror ikke jeg ville have ro ved at prøve lykken med en ny privat udlejer...
SvarSletTallerkensmækkere er bare noget af det skønneste!
SvarSletStort tillykke med din beslutning.