Tag hvad du kan få

 

 

 

 

Som sidste år er  dette års april en lurifaks. Mere kølig end varm, mere ustadig end stabil. Når det er tilfældet må man tage hvad man kan få, og først og fremmest må man huske at man kan det.

 

Jeg plejer at være helt sat ud af spillet når vi runder sen eftermiddag og tidlig aften. Siden sidste år har jeg været nødt til, at holde mig til en helt streng havestrategi, som handler om fordeling af kræfter og, hvornår de skal bruges. Laver jeg noget, som ikke er synderligt fysisk hårdt, kan jeg alt i alt rumstere derude i tre timer før kroppen siger fra. Der er lige nok tilbage til, at jeg kan bade og komme i tøjet bagefter, men så ligger jeg reelt også resten af dagen vandret. Først til hvil et par timer og dernæst på sofaen med tv’et kørende. Er det nødvendigt at være lodret foregår det med de særeste lyde som undslipper min mund. ALT gør ondt, og sådan er det bare. Josefine har vænnet sig, og kigger ikke længere med løftede øjenbryn efter den zombie der bevæger sig forbi.

 

 

Har jeg lavet noget, som er fysisk hårdt derude klarer jeg to timer og ikke et sekund længere. Og alt, hvad der ender på gulvet bliver der til engang jeg kan bukke mig ned igen.

 

 

I aftes efter alle ritualer med vask, tørring, påklædning, søvn og forsøg på genoplivning, stod jeg og kiggede ud af bagvinduet og så var det at der gik en prås op for mig. Hvorfor i himlens navn var det nu, at jeg spiste/drak i sofaen, når nu solen stod lige på i hyggekrogen derude??

 

Jeg havde nået at indtage en nem og hurtig middag, men kaffen.. DEN røg indenbords udenfor.

 

Den lille krog under bagvinduet er faktisk så fint placeret, at jeg kommer til at elske den plet. Her er udsigt til hele haven og jeg kan sidde helt stille og diskret, så snart ærteblomsterne får dækket mit nye hegn.

Der kan blive så hedt, at jeg nok får brug for en parasol senere på sæsonen..

 

 

DERFOR er det så dejligt at jeg lige kom til at tænke på muligheden jeg har fået her. Indtil da var det ikke faldet mig ind, at jeg kunne gå ud og sætte mig når 18.30 nyhederne var forbi. Det vil jeg nemlig se hver dag. Både for at vide hvad der sker i verden, men allermest for at få styr på næstedagens vejrsituation. Et must når man har have nemlig.

 

Her skinner solen fra en høj himmel i dag, og det betyder at jeg skal beslutte om jeg vil benytte mig af det og gå ud allerede nu, som jeg har stor lyst til, og så være smadret allerede ved middagstid, ELLER om jeg skal vente til senere. Jeg er mest tilbøjelig til at gå ud, for det forlyder at det stille vejr her er nu, vil ændre sig til regn og blæst inden længe. Og så er det i april, at man må tage hvad man kan få. Man må gribe øjeblikket og ikke udskyde.

 

Så det gør jeg ..