Og så blev det december. Igen..

 

 

 

 

I sagens natur er mine juleambitioner blevet modereret en smule. Det er jeg helt afklaret med, for jeg vil hellere sidde i ro i mit nye hjem med en smule jul, end være trist og presset i mit gamle. Og sådan er det. Happy happy.

 

Erfaring er en god ting, og derfor er jeg også helt på det rene med, at der nu vil være mindst to uger, hvor jeg sover mere på et døgn end jeg er vågen og, hvor jeg ikke foretager mig ret meget andet end at sidde og glo. Igen, jeg kan sidde og glo i et færdigt hjem og ikke i kaos. Fint nok.

 

Dog..

 

At erfaring gør mig viis og afklaring gør mig rolig er ikke det samme, som at jeg har fysisk har det godt lige nu. Jeg er rent ud sagt totalt dårlig det meste af tiden. Heller ikke den store overraskelse, men så absolut den værste af de priser jeg betaler. Og når man er så udmattet småfryser man foruden at tårene ikke helt er til at styre. Således gik det for sig i går torsdag, hvor Søndergade blev afleveret tilbage til ejer. Josefine og jeg brugte to en halv time i tirsdags på at rengøre fra top til tå derovre. Det var ikke lige det jeg havde planlagt, men når nu jeg meldte ud at huset var fraflyttet ville udlejer gerne have det overstået, og det forstår jeg jo godt, for så kan HAN komme videre i det der er hans liv nu.

En underlig følelse på noget, der i fremtiden vil være blot et komma i mit liv. Søndergade. Jeg satte nøglen i døren og gik ind imens jeg ventede, men fik det skidt af at se huset så tomt. Jeg gik ud i haven og der, lige midt i det hele og uden forvarsel begyndte jeg at tude! Kunne slet ikke stoppe, så da udlejer og min bostøtte ankom stod jeg helt opløst, hvilket jeg slet ikke selv havde set komme. Udlejer forsøgte sig med, at jeg jo kan tage det helt roligt for jeg har flere måneder at hente have i, men det er slet ikke det der får vandet til at sprøjte ud af øjnene, hvilket jeg forsøgte at forklare. Det er selve det, at jeg har lagt mit hjerteblod i mulden der, og allermest at jeg er så forbandet slidt i kroppen, at det næsten er ubærligt at skulle splitte det hele ad og tage turen endnu engang. Og at jeg bare tuder fordi jeg er træt. Jeg forsikrede ham om, at jeg er glad for mit nye hjem, hvilket jeg tror var godt for jeg ved jo, at han selv ikke er særligt glad for situationen.

 

Nå, men summa summarum er, at jeg af et ærligt hjerte kan sige både til ham og alle andre, at midt i ulykken er jeg, uden at det stod skrevet nogen steder, nu havnet i et hus som reelt er et meget bedre hus for mig. Så jeg ER glad og jeg ER taknemmelig, men der går lige nogle uger inden jeg er i stand til at vise det.

 

Der er også to andre, der er ret så begejstret skal jeg lige huske at melde ud om..

 

De to her.

 

De to her altså!  Hold nu OP de er ved at tage livet af deres gamle mor er de. Af bare kattejubel.

At vi nu har en terassedør med glas til gulvet er en fryd for dem, og en “forbandelse” for mig.  Se det for jer:

 

To katte, som på ingen måde er i sync når det kommer til behovet for at udforske haven. Så sidder der en kat og stirrer ud af døren. Jeg sidder og stener i min stol. Så begynder bemeldte kat at mijauue fordi jeg ikke allerede for ti minutter siden er fløjet hen til døren for at åbne den. Mig op og vikle mig ud af fjorten lag tæpper fordi jeg er utidig, hen og åbne først den inderste dør og så den yderste. Ud med kat. Lukke dør igen fordi det jo lissom er december, og forholdsvist friskt udenfor. Så opdager minikat at maxikat er ude, men først efter at jeg har puttet mig i stolen igen. Nu står minikat med snuden trykket mod ruden og hyler fordi maxikat er ude og han er inde. Jeg sukker. Der kigges på mig med fuldt udvidede pupiller og hovedet let på skrå. Jeg ignorerer og spiller dum. Minikat begynder nu at hyle. Jeg hejser mit legeme og gentager ritualet med døren.

 

BUM.

 

Fire minutter går og SÅ vil maxikat ind.

 

SUK.

 

Vikle ud og hen og åbne dør igen, men minikat er IKKE at se. Maxikat er vel inde. Dør lukkes. Hen i stol. Sid ned og SÅ hænger minikat som på kommando i poterne uden foran det ene vindue, nu med snuden trykket mod ydersiden af ruden og med en sang så hjerteskærende, som var han dømt til døden. Ind med minikat. Dør lukket. Mor i stol.

 

Ti minutter senere..

 

Vi gentager dansen.

 

Jeg siger det lige een gang til, de kommer til at tage livet af mig inden januar. Det gør de altså.

Version nummer to af ovenstående er, at Holger nægter at ville ind fordi det er en herlig plads derude på bordet, hvilket får Herman til at vandre hvileløst rundt mellem inde og ude. Han gider ikke ligge der og spilde tiden, men kan samtidigt under ingen omstændigheder forholde sig til, at Holger ikke er det samme sted som han selv. Hillemænd siger jeg bare.

 

 

I dag har det været dejligt vejr.

Planen om i det mindste at få bare en smule fra hånden blev droppet og vi gik ud. Holger tog planken imens minikat og jeg blev på jorden.

Da den lille tur var taget, kørte jeg over og var lidt effektiv i gamle have. Egentlig ikke særligt fornuftigt, men det er netop dagens type af vejr som må benyttes, og jeg fik en portion af løg med mig tilbage blandt andet. Jeg fik lige kort besøgt Rita og John, fik også hilst på Lisbeth og sidst men ikke mindst fik jeg georginerne med mig. Om de klarer vinteren er så spørgsmålet, for de har ikke været opbevaret optimalt indtil nu, og faktisk ved jeg slet ikke, hvor jeg skal gøre af dem her. Men nu er de ved mig i det mindste.

 

Og sådan gik det til at det nu er december.