Tina og teksten og tankerne deri

 

 

 

 

 

I går læste jeg en tekst, som handlede lidt om hvordan en enkelt ulykkelig hændelse kan ændre ja.. vel nærmest hele ens liv. Det oplever mange, men Tina formulerer så rammende det jeg også selv har forsøg at belyse i mine tekster herinde fra tid til anden. Hun og jeg har hunderede procent forskellige grunde til, at vi begge står i samme situation, men ændringen, frustrationen, problematikkerne og også sorgfølelsen er fuldstændigt den samme.

 

I kan læse teksten her:

https://www.facebook.com/tina.poulsen/posts/10209871530438419

 

I dag her til morgen så jeg så pudsigt nok denne lille, men fine tekst på IG :

Det er næsten, som om nogen prøver at fortælle mig noget..

 

De ord er nemlig så aktuelle for mig hver eneste dag, at jeg som det første når jeg vågner om morgenen, fremover bør tænke dem som det allerførste, for sandheden er at uanset hvor meget jeg kæmper for at gøre alt det rigtige sådan rent terapeutisk, se de smukke hverdagsoplevelser, elske de små glæder, bemærke den nu halve times ekstra lys hver eftermiddag, være taknemmelig for det jeg har, og de muligheder det dermed giver mig, glæde mig over mine børn og mine forældre, mit ualmindeligt store og dejlige virtuelle netværk, tælle alle de små grønne knopper der om lidt bliver til anemoner og vintergækker og og og..

 

.. så bærer jeg, uden at jeg selv forstår hvorfor, stadig og konstant rundt på en sorgfølelse, der hele tiden er lige under huden på mig. En sorgklump som jeg ikke kan ryste af mig, selvom jeg gør alt hvad jeg selv kan. En tyk klæg sort mudderklat, der over år har vokset sig så klistret, at jeg bare ikke kan få den vasket væk. Sorgen er sjovt nok ikke vokset de senere år trods alle mulige forhindringer på min hverdagsvej. Besynderlige udlejere og rådne huse og uendelige flytninger har ikke formået at øge klumpens størrelse. Den består derimod af hundredevis af små og store klumper, jeg er faldet over på min vej gennem voksenlivet. Og allermest fylder den del, der handler om tab af mig selv. Af den jeg ikke længere er, og om den jeg er endt med at være. Den del er givetvis også ekstra fedtet ind i min borderline, som jo handler overvældende meget om identitetsproblemer.

Den sorg fylder urimeligt meget, og alt for ofte gør den det svært for mig at leve med de præmisser jeg har nu. Jeg har på alle mulige måder selv forsøgt at arbejde mig fri af den, men det er ikke lykkedes endnu. Jeg kan bare ikke forlige mig helt med de mistede kompetencer og den sociale isolation jeg lever i.

Nogle er vældigt gode til at acceptere, og det har jeg jo på sin vis også selv efterhånden gjort, men ikke helt. Ikke når jeg oplever, at den forhindrer mig i normalt samvær med mine børn feks. Eller når jeg tænker over, hvor længe siden det er jeg har været på langfart. Eller når jeg opdager, at endnu et år er gået uden at jeg er blevet “bedre” i hovedet, snare en lille smule værre. Ikke når jeg mærker dybt inde, at jeg ikke har nok i “bare” at være god til at strikke, indrette haver og sove. Som alle de mange andre, der lever med samme konsekvenser som jeg, er det uendeligt svært at være bisidder til tilværelsens normaler.

 

Jeg kunne blive ved, men pointen er lige netop i teksten ovenover.

 

Der er sindssygt meget jeg trods alt kan. Jeg skal bare lære at fokusere på DET og ikke på, at jeg meget meget hellere ville gøre det meste af det i selskab med andre. Jeg MÅ fokusere på det lyksalige i at jeg KAN noget fremfor ensomheden i, at jeg kun kan gøre det hele alene.

 

Jeg MÅ og SKAL og Jeg VIL, men det er så fucking møghamrende skide røv belastende svært, og i Tina’s tekst fornemmer jeg faktisk at der er hun nået et godt stykke videre end jeg selv er. Det beundrer jeg hende uendeligt meget for. Især fortæller hun at latteren stadig er med hende i den nye Tina, hvilket ramte mig lige i hjertekuglen. DEN sved og DEN gjorde nas. Jeg griner nemlig uendeligt sjældent efterhånden. Ungerne får mig til det heldigvis, men det er godt nok ikke ofte at jeg får grineflip af at grave i haven eller hækle en firkant! Maxikat og minikat får mig også til at hive mundvigene opad, dog ville jeg da hellere grine min røv i laser sammen med tobenede venner.

 

Til sidst vil jeg afslutte med at slå fast, at jeg jo går rundt i en hverdag jeg ER taknemlig over at være i. Jeg har så meget mere end andre, det behøver ingen kloge sig over på mine vegne. Det er noget jeg også har med mig i bevidstheden hver dag. Det, at jeg i dag mere står end ligger bogstaveligt talt er også glasklart for enhver og mig selv. Jeg har fået arbejdet mig hen til et sted med en fornuftig hverdag, med et indhold der giver det hele mening.

 

 

I sidste ende er mening nemlig det, der betyder at man lettere lever i det nu man er havnet i.