Jeg får hjælp fra oven

 

 

 

 

 

Ja, sådan ser jeg nu på det. Det høvler ned med regn nemlig.

 

 

Jeg har ualmindeligt svært ved at stoppe mig selv, når det handler om at få gjort flytningen færdig. Hvad der driver mig er svært at sige, men er vejret menneskeligt MÅ jeg bare ud. Normalt er det en god ting, og meget meget langt fra den jeg var, da jeg var bybo. Så jeg har arbejdet i denne uge. Virkelig arbejdet. Jeg har også holdt pauser, og jeg har hvilet på min varmemadras i et par timer dagligt, for så liiiige at gå ud igen en times tid inden lyset forsvandt. Det er jo det der er så fantastisk nu. At jeg når jeg har sovet nogle timer, stadig har lys nok til at forsætte dagen på en fornuftig måde, fremfor bare at stå op og gå hen for at sidde i min stol indtil jeg skal i seng igen. Vinterrutinen er lagt i en skuffe det næste halve år.

 

 

Vær ikke i tvivl. Jeg ER i dag mere død end levende rent fysisk, og netop derfor tager jeg med kyshånd imod den silende regn, som har hængt over Rødby siden i går eftermiddags. Den er tiltrængt. Både i baljer og vandtanke, men også i mig. Den tvinger mig til at blive inde, og gør det lettere for mig bare at lade stå til. Inde i huset er det tydeligt at jeg har fokuseret på udenfor, og her er møgbeskidt, men tænk.. det tror jeg faktisk godt jeg kan leve med lidt endnu, for jeg gider simpelthen ikke lave en hujende fis i dag. Intet. Kun vil jeg om lidt gå i seng igen. Ligge på den lune madras, lytte til en god historie, sove, stå op, drikke kaffe og se tv. Og hvis bølgerne kommer til at gå højt, vil jeg se om jeg ikke kan tage mig sammen til, at få syet det forklæde jeg så gerne vil lave, men som jeg af uvisse grunde IKKE kan svinge mig op til at tage fat på.

 

Hvorfor er det lige, at jeg godt kan tage mig sammen til at flytte tre tons ude i haven, men ikke sætte mig foran en symaskine for at køre nogle strimler stof sammen?

 

Man er så mærkeligt sammensat er man!