En stor personlig milepæl er rundet i dag

I dag har jeg rundet en stor personlig milepæl. Har opnået en sejr af de vigtige.

Jeg har haft sidste aftale med min faste bostøtte gennem de sidste tre og et halvt år. 

For et år siden gik jeg fra to faste og nærmest ugentlige besøg af to støtter, til een støtte hvor møderne er blevet gradvist nedtrappet, og i dag var så dagen, hvor jeg tog afsked med Annelise. Efter så mange svære år, med den ene nedtur efter den anden, som jeg ikke selv har magtet at håndtere, står jeg i dag på egne ben. Jeg er tryg ved udviklingen, især fordi jeg går videre i livet med en aftale om, at jeg til hver en tid kan ringe efter hjælp, skulle der opstå et drama der er større end jeg. Jeg sendte hende afsted med en smuk buket som tak for al den hjælp jeg har fået og ja.. nu er jeg så igen “bare” mig. Som i (næsten) som alle andre pensionister.

Faktisk er det en lidt underlig følelse!

Lidt som da jeg flyttede hjemmefra for første gang. Eller da jeg stod i min egen tomme bolig efter skilsmissen. Jeg er glad og stolt, men også en smule loren ved at skulle klare mig selv.

Med min genvundne status som selvstændig kompetent voksen, er også efteråret kommet til os.

Det mærkes ikke så voldsomt endnu, men med den kommende uges vejrudsigt kunne det se ud til at vi skal til at tænke i mere uldne baner inden så længe. Faktisk har de sidste to morgener allerede være koldere end længe. Jeg sætter mig som altid ud på terassen med kaffen, men jeg har måttet tage et stykke strik på til at begynde med, og så ved man ligesom hvad der venter..

Endnu et nyt sjal til sæsonen er klar, og det er da heldigvis lige i tide:

Let og luftigt, blødt og rummeligt. Sådan er det blevet og det er perfekt til efteråret. Jeg har kastet mig over de lilla farver denne gang, de har ikke været i fokus i nogle år, og faktisk er det jo en smadder fin farve, som har givet mig lyst til at lave en passende sweater også. Nu skal der kun lige tænkes lidt over modellen..