Haven sidst i september

Heldigvis er i morgen sidste dag i september. Jeg smider altid mine billeder ind i mapper, der er opdelt efter måned og år, og efter Holgers død har det været svært at åbne denne måneds fotoarkiv. Jeg bliver så ked stadigvæk når jeg ser hans nuttede ansigt.

Jeg har heller ikke været meget i haven siden hans aflivning. Jeg har været super træt, men også det at han ikke længere er i hælene på mig dagen igennem derude, er så trist. I går tog jeg mig selv i nakken og gik ud lidt. Det skal jo overvindes, og haven ligner noget der er løgn for nu at sige det mildt. En masse sager jeg har “arvet” flere steder fra har hobet sig op, og er ikke blevet flyttet fra det sted hvor de lige blev sat feks. I det hele taget har jeg ikke haft motivationen/inspirationen til at tænke i haveindretning og hvad har vi.

Jeg har det stadig ikke, men jeg tvinger alligevel mig selv til at gå ud og få rørt mig lidt, få luft og lys og til at få et overblik.

Gårsdagens timer med praktisk arbejde betyder, at jeg nu har et sorteret og pænt overblik i carporten. Stigereoler blev samlet til lyden af mine eder og forbandelser, fordi det er ret så bøvlet når man kun er selv, OG træet er blevet en smule fugtigt. Det lykkedes og jeg er glad for den orden det giver.

De væltede tomater har været urørt i to uger, men nu er de også plyndret og lagt til kompostering.

Trods rod og uorden og smukt forfald, er der stadig masser af blomsterliv derude, og der er knald på farverne kan jeg godt love jer. Som altid får tallerkensmækkerne deres anden ungdom når det bliver efterår, og lige nu er de både flotte og sprøde at se på.

I morgen tager jeg et par timer igen, og på den måde ender der jo nok alligevel med at blive vinterklart i tide.