Finale til tiden og tak herfra

Det er november nu. Allerede. Det er som om, at jeg med alderen får mere og mere travlt med at kigge på hver eneste dag, for året har mere fart på end Concorden, og er jeg ikke opmærksom, smutter sådan et år forbi min tid her på jorden før jeg opdager det. Hvorfor er det, at tiden går hurtigere nu, end førhen? Er det fordi jeg i dag har tiden til, at mærke tidens gang? Tiden er jo den samme, som den alle dage har været. Der er ikke kommet færre dage på et år, eller mindre timer på en dag, der er stadig ti år i et årti og hundrede år i et århundrede, men alligevel er det som om den tid jeg lever i løber forbi mig, hvis ikke jeg er virkelig påpasselig med at holde godt fast i den.

Så jeg binder en snor i hver dag, og gør mit til at netop denne dag bliver husket som noget særligt.

Det er selvfølgelig en overdrivelse at sige, at snoren sænker farten på mine dage, men fordi jeg har et fast greb i den, kan jeg give mig selv en fornemmelse af indbildt kontrol. Den imaginære snor er i virkeligheden mit kamera. Mit kamera, som jeg hver eneste dag ( næsten) bruger til at fryse tiden fast, så jeg kan kigge tilbage og se, hvad det nu var der var så særligt lige netop den dag. Og den før og den efter.

Jeg har “millioner” af billeder liggende efterhånden. Nogle gør det rigtigt ondt at kigge på, så de ligger urørt og samler digitalt støv til engang det måske bliver vigtigt for mig, at kunne finde dem frem, men de fleste gør mig glad. De allerfleste fortæller mig historier om udvikling og fremskridt, om kampe og sejre, og om milepæle og venskaber.

Og så er der alle dem hvor planter og farver og uld er i fokus. Og dem med mine børn på. De billeder er de bedste. Hvert eneste billede er et sekund, der er frosset for tid og evighed, og med dem kan jeg få hjælp til at huske det tiden har slettet for mig.

Tiden.

Hver ting til sin tid siger man. Der er en tid for alt, og tiden læger alle sår.

Tiden spiller en rolle i mange af vores sande og kloge ordsprog og talemåder.

Også her på min blog gør tiden sig gældende nu. Den har levet i næsten otte år, og nu er tiden inde til at sige farvel til den. Den har haft sin tid, og den har udspillet sin rolle. Den har gennemlevet den umodne og forsigtige barndom, brugt ungdommen til at finde sit ståsted og sin identitet og berettigelse som læseværdig, den har haft et rigt og fyldt voksenliv og den har ved haltet sig gennem alderdommen ved hjælp af krykker og kunstigt åndedræt. Så at sige.  Min blog har været min dagbog og min kontakt til verden udenfor, men tiden er inde til at takke af. Bloggen er ikke længere min bedste ven, for jeg har hele tiden dårlig samvittighed over ikke, at putte nye ord og sætninger ind på den. Tid har jeg massef af til det, men behovet er væk. Behovet for at notere og fortælle er skrumpet ind til Instaformatet for sandheden er jo, at jeg efter en meget lang rejse endelig er sat af på en perron, hvor jeg ikke er nødt til at kæmpe mig frem til udgangen.

Mit liv ser ud til endelig at være stabilt. HURRA. For nu. Ingen ved hvad tiden bringer, og jeg skal ikke være den der hylder den faste tro på, at livet er stationært, men alligevel. Jeg ER i mere ro nu. Og med den ro følger trangen til ikke, at fortælle så meget. Hvad pokker er der også at fortælle!  Jeg mener… min lykke er en fredelig og Ubegivenhedsrig hverdag, men med sådanne dage følger altså inden ordstrøm med.

Intet nyt er godt nyt, og det gælder i høj grad her og for mig.

Dog er en blog med intet nyt lissom lidt ikke særligt læservenlig tænker jeg…

Så kære læsere. Kære de af jer som stadig måtte være derude. Jeg takker af i dag. Takker for de mange gode kontakter jeg har fået via mine skriblerier. Jeg fastfryser tiden her på adressen, og lader den stå til evig tid. Min fremtid som skribent ligger muligvis et andet sted, og når jeg ved hvor det er så melder jeg ud. På Instagram og Facebook. Instagram har det format, der dækker mine behov som de er nu, og Facebook..  er jeg fanme træt af. Jeg har min profil der, men gider ikke rigtigt det der følger med af åndssvage reklamer, som forsøger at bilde mig ind, at mine venner synes godt om produktet!  Gu gør de da ej.

Vintertiden vil jeg bruge på, at tænke over om jeg skal finde en anden vinkel som skribent, for jeg kan i bund og grund godt lide at lege med ord, men mit problem er, at jeg ikke kan opfinde tekster. Jeg kan kun skrive de ord som er i mig i nuet. Og om min virkelighed. Fantast bliver jeg sgu aldrig HA!.

Sidder der nogen og læser med endnu, og som har ønsker til noget jeg kunne bruge ord på, så kom med forslag. Jeg er åben for nye muligheder.

Bloggen begyndte som de fem i byen, der hurtigt blev til de seks, og som ligeså hurtigt blev reduceret til de to. Så blev den til andre to og sidenhen tre og nu er den så endt med igen at være to. De to siger pænt tak for den tid i gad læse med og vi ses måske igen. I en anden tid.

Kærlig hilsen

Henriette og Herman