Har ikke blogget siden onsdag, og aehmm… det skyldes at jeg ikke har overskuet, at bukke mig ned og samle ledningen op fra gulvet! Den er god nok, SÅ slapset har jeg været, men ok jeg mener jo at jeg har mange gode undskyldninger på lager.
Dagene siden onsdag har, udover den førnævnte dovenskab, været en sær blanding af oplevelser, som blandt andet kostede mig en hel nats søvn. Kronologisk ser det nogenlunde sådan her ud:
Tirsdag kom udlejer for at lukke for vand på loftet, og der var et par andre besøgende forbi også, men mine øjne var kun åbne så længe her var liv. Hver gang jeg satte mig ned faldt jeg simpelthen i søvn! Jeg sov og sov og sov, og onsdag kunne have været gået på samme måde, men omkring middagstid kom solen frem og det fik mig til at skrabe mig selv op fra puderne og UD. En lille halvanden times tid vel. Der fik jeg transporteret den bunke af køkkenaffald jeg havde smidt udenfor døren, heeeeelt ned til komposten. Jeg fik gravet et hul ved skuret, savet en gren kortere, OG konstrueret mig en bue/portal agtig ting, som skal dækkes af clematis og dermed være en arts indgang fra gård til have. Jojo den bliver fin, der mangler bare lige lidt mere fletteværk med grene på den. Ingen billeder endnu. Såvidt jeg husker fik jeg også strøet lidt flere frø, som gerne vil koldsåes.
Natten til torsdag fik min hjerne en mindre eksplosion, og jeg endte med at opgive og stå op igen efter en times indre dialog med noget familie, jeg ikke forstår. Faktisk fik jeg både hjertebanken og kvalme af det. Jeg burde jo tage tyren ved hornene, men vi er ude i et mønster der rækker mere end 15 år tilbage, og jeg ved ikke om jeg orker det. I hverdagen skænker jeg det ikke mange tanker eller megen energi, men den nat sov jeg altså næsten ikke. Udover familien var også en anden problematik med til at overophede hovedet.
Borderlinen I ved..
Jeg har jo ofte tegnet og fortalt om, hvor svært det er for en borderliner at mærke egne følelser. I eget selskab er det ikke et problem, men når andre mennesker kommer indover, ryger personligheden nemt en tur. Ligeså egne fornemmelser og meninger. Et klasseeksempel er dugfriskt på tapetet, og inden jeg uddyber er det vigtigt at I alle husker at de mennesker som påvirker, IKKE skal føle sig skyldige over at udløse den slags mekanismer. Det er for det første aldrig til at vide, HVAD der kan få en borderliners hjerne til at miste fokus, og for det andet er det en reaktion, der har dybe rødder helt andre steder. Så altså..
Jeg skrev jo at jeg har planer/håb/drømme om en to’erkat her på matriklen. En dag, når det hele passer. Og tiden er til det.
Det er ikke et ønske, jeg sådan lige spontant har hittet på fordi det kunne være så herligt med en killing, nærmere handler det om det kendskab jeg efter næsten et år, har til Holger og hans natur. Jeg ved godt, hvad der er af risici og andre uforudsete problemer i sådan en beslutning, og jeg ville aldrig bare komme slæbende med en kat, uden først at have dækket mig ind. SÅ ALTSÅ, jeg går med tanken fordi jeg er overbevist om, at det kunne blive en rigtig god tilværelse for Holger og mig med en to’er mis. Jeg ved godt at Holger nu er meget meget knyttet til mig og jeg til ham, men jeg VED også, at jeg ikke mister noget ved at lade ham knytte sig til en artsfælle, den ene slags nære oplevelser ville bare blive erstattet af en anden slags tilværelse som kattemor. Holger har et omsorgsgen som gør ham til en super storebror, det VED jeg bare. Når man vælger kæledyr til, vælger man også et ansvar 24/7, men der kan jo være situationer, som betyder jeg må være væk mere end en time, og så er der selskab til Holger så han ikke skal vente på mig i ensomhed.
Det der så er sket nu er, at der blev skrevet til mig om, hvad der kan gå galt hvis her kommer en to’er i huset, og med det jeg skrev ovenfor in mente, reagerer jeg med at miste min egen fornemmelse for tingene. Jeg bliver simpelthen usikker på om jeg nu kan klare det, jeg før vidste jeg sagtens kunne. Jeg begynder at tvivle på, om jeg mon har besluttet rigtigt. Hele min krop bliver dårlig, med kvalme og hovedpine, og jeg kan ikke finde roen i mig selv. Op og ned ad gulvet vandrer jeg, og det der er allermest markant, er den dialog der så bliver aktiveret i knolden. I et loop kører de samme argumenter og sætninger, og kommer de ikke ud på et tidspunkt, kan de sådan set fint køre videre på den måde. I månedsvis. Eller som i tilfældet med familien.. i 15+ år. Denne mekanisme jeg fortæller om, kan nemlig også aktiveres når der er noget jeg ikke kan forstå eller rumme OG, som jeg ikke kan få svar på. Når mennesker gør eller siger noget jeg ikke kan tage ind.
Nå, men samtidigt med katte og råd og tænkte tanker udvikler torsdag sig på en måde, der kunne få mig til at overveje at blive religiøs. Eller i det mindste at tro på et eller andet der styrer liv og skæbne. Eller noget.. Mærkeligt tilfælde er det under alle omstændigheder.
Torsdag formiddag bliver der banket på døren, men jeg når ikke at åbne da jeg er lige frisk ud af badet. Jeg ser to unge piger gå forbi mine vinduer med et dyr i armene, og undrer mig en stund over, hvad det handler om. Umiddelbart lignede det en hundehvalp, eller måske en lille kat, men jeg fik kun et glimt af dem. Der går timer og jeg går ud i haven, da udlejer igen er på visit, denne gang for at forsøge at lukke hullet på skurets tag. Det blæser og småregner så efter min runde i haven, går jeg ind og putter mig i sofaen igen. Ender med at slumre let. Døren til haven står en smule åben, fordi udlejer har en ledning i et stik. Der ligger jeg da Holger pludseligt kommer vandrende …
… med en killing på slæb!!!!
Ja jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive min reaktion, andet end at jeg ikke troede mine egne øjne.
Kræet finder med det samme Holgers madskål og Holger sidder lidt væk og kigger til. Selv går jeg lidt rundt og ved ikke helt hvad jeg skal gøre, men jeg ender med at lade den være her for en stund, da vejret er gyseligt. Senere da jeg er på gaden for at handle, beder jeg dem jeg kender på min vej om at fortælle rundt omkring, at jeg har killingen her for der er ingen tvivl om, at den kommer fra et hjem. Den stinker nemlig som om den har badet i en parfumeflaske, og den ved hvordan man går på kattebakke.
Jeg tager begge dyr med ud i haven, men killingen viger ikke fra hverken Holger eller jeg, ejheller må Holger gå fra den. Er han mere end et par meter væk, kalder den på ham.
Jeg er ret sikker på at pigerne fra om formiddagen må have haft samme kat med. Om de har fundet den og har været på udkig efter ejeren, skal jeg ikke kunne sige, men det virker plausibelt. Hvad der er sket i mellemtiden indtil den kommer vandrende i hælene på Holger er mig en gåde, men uanset vil jeg ikke sende den ud i uvejr og mørke denne torsdag eftermiddag/ aften, så den får lov at blive og det er lige hvad den så benytter sig af. Holger.. han er i nærheden. Hele tiden obs på killingen og klar til at nærme sig forsigtigt. Han viger når Gertrud, som jeg for nu vælger at kalde hende, hellere vil have maden fra hans skål, end den jeg har sat frem til hende. Han sidder ved siden af hende når hun kigger ud af vinduet og sammen ligger de hele aftenen ved siden af mig i sofaen.
Tiden bruger jeg på at finde ud af hvad jeg skal gøre. Havde det været FØR mit forrige skriv, ville jeg ikke et sekund have tvivlet på, at hun kunne blive her, hvis ikke det lykkedes mig at finde hendes ejer, men nu… nu er jeg i stedet totalt stresset og vældig i vildrede. Dog ikke omkring, at jeg fredag morgen vil ringe til et kattehjem, for at få nogle gode råd.
Natten tilbringer jeg på sofaen i stuen for at kunne fornemme situationen, men der er dyb søvn over hele linien. De to katte side om side med en halv meters penge i mellem sig, og begge tæt på mig. Fredag taler jeg først med kattehjemmet, som råder mig til forskelligt og dernæst ringer jeg tøvende til Dyrenes beskyttelse fordi jeg ikke lige ved, hvad ellers jeg skal gøre. Det er svært at tænke klart og jeg er træt, men de viser sig mere end hjælpsomme, især da jeg liiiiiige nævner sortekatten.. DET sætter ting i gang pronto, og jeg er ikke ukendt for hende jeg taler med. Så noget godt har dens skæbne måske alligevel adstedkommet.
I går eftermiddags kom der to yderst søde yngre damer. Vi fik en lang sludder og de tog Gertrud med til Falsters kattehjem. Tidligere på dagen, stod himmel og jord i eet, så jeg havde det godt med at have givet Gertrud husly, selvom det er mod regler og råd. Vi taler altså om en lille killing for pokker. Kattehjemmet vil nu fremlyse den. Den vil blive undersøgt på kryds og tværs, og få de nødvendige undersøgelser og kure, og mon ikke de også får den kastreret. Det tror jeg bestemt. Jeg har fået lov at ringe og høre til den, og derfor vil jeg i den næste uge gå og overveje. Håbet er, at dens ejer dukker op, gør de ikke kan Holger måske få sin lille ven tilbage. Han har nemlig i dag kikket efter hende, været lidt rastløs og ikke helt vidst hvad han ville, og det tolker jeg positivt. Det døgnstid vi passede killing, fik han som altid førsteplads og masser af kæl inden opmærksomheden gik videre, og sådan skal det gøres. Det er som med børn og nye søskende.. Pædagogik I ve.
Det er en underlig første uge af året, der nu er ved at være forbi, men jeg er vinterens til trods stadig i fint humør og ikke nær så håbløs som jeg er vant til, så jeg bevarer min optimisme og troen på sol i næste uge. Indtil dag sover jeg sgu bare videre..
