Når alt er farvet i januar

En have i Danmark i januar kan være en mudret affære, og i dag er haverne hernede sydpå helt pludret til i januarfarve.

Januarfarvet. Ordet kom lige til mig, da jeg stod op i morges. Det er en ganske særlig farve, hvis lige ikke findes i andre måneder af året. Det er en farve så mættet med tunghed og fugt og dagsmørke, at den eneste måde at redde hjernen fra helt at mugne er, at sylte dagen ind i klare regnbuefarver, der er investeret i til formålet. Den metode har jeg anvendt i mange år efterhånden, at hente regnebuen frem i januar, men denne vinter er alligevel anderledes på eet afgørende punkt. Vinteren 17/18 har vist sig at blive endnu et vendepunkt for mig, et mere i den lange række af opture jeg har haft i det sidste år. Denne vinter har jeg nemlig hygget mig i mørket!!!  

Det er en tilstand jeg bare ikke har magtet at være i, i de sidste syv år!!

Det har været en ubrydelig cirkel af tristesse, træthed, nedture, og til tider gråd, at komme igennem de lange vintre for mig, som regel har jeg kørt hulebjørnsmetoden og er simpelthen gået i seng allerede ved 21.-21.30 tiden. Jeg har bare ikke orket, at være vågen i de uendeligt mange og lange timer i mørke hver eneste dag, så jeg taklet dem ved at sove mig igennem dem.

Indtil videre.. ikke dette efterår eller denne vinter!

Jeg har nærmest transformeret mit sind tilbage til dengang, hvor jeg evnede at hygge igennem og jeg har genoplevet glæden ved stearinlys, og rarheden i at putte med tæpper og tv i timevis. Hvor jeg før har følt mig desperat og kvalt i mørket, føler jeg mig nu tilpas. Ja jeg føler det tilmed tiltrængt med nogle måneders hvil.

Det seneste år er det som om Henriette langsomt er ved at dukke op igen. Hende jeg kender og som jeg har savnet. Hende der var før alt dramaet og før bloggen kom til. Eller.. helt den samme bliver jeg jo aldrig, og det ville også være både spooky, uønskværdigt og unaturligt, men elementer af min sjæl kan man vel sige, begynder at dukke frem igen. I stedet for at være fastlåst og fastholdt, af både indre og ydre omstændigheder, i et skidt mønster og en ond cirkel er jeg åbenbart ved at bryde igennem og befri mig selv af fortiden. Som en fugl i et æg har jeg fået hul på skallen, er kravlet ud og er ved at lære at flyve. Efter syv år må jeg så også lige sige på godt dansk..

DET VAR FANDEN GALME OGSÅ PÅ TIDE!  NÅ!

Det falder godt i tråd med det løfte jeg har givet mig selv om, at vende ryggen til alt det og alle dem der insisterer på, at jeg bliver stående på stedet. Insisterer på, at udvikling og fremskridt ikke er for mig. Bliver ved med at minde mig om at det, jeg har arbejdet og arbejder så hårdt på at komme videre fra og over, ikke KAN lade sig gøre. Det gør mig rasende og umådeligt ked af det. Alle ved, at det sundeste man kan gøre for sig selv er, at slippe fortiden og skynde sig at være i nuet. VÆRE i nuet. SE nuet. OPLEVE nuet. Det mest konstruktive man kan gøre for at trives, gro og udvikle sig til en kraftfuld eksistens, er at nære nuet og holde op med at forgifte med fortiden. Nøjagtigt som med både prydplanter og ukrudt. Næring eller forgiftning. Det er ikke altid et valg man selv kan tage, men man kan omvendt godt aktivt tage et valg om at ville kæmpe i stedet for at lægge sig ned. Man kan vælge regnbuen fremfor farven januar..

Man kan feks vælge at pudse sine vinduer på en januarfarvet dag. Man kan sætte regnbuen frem i vinduet, og kigge regnbuefarvede frø til haven hos frøleverandøren. Man kan spise regnbuefarvet mad og man kan tage regnbuen i sine hænder og lave blomster i friske kulører.

I det hele taget kan man vælge, at ville have hele regnbuen at kigge på i januar. Det behøver ikke være hele huset, der bliver malet om eller nyindrettet, mindre kan sagtens gøre det. For at få havens kulører ind kan man med et lille enkelt trick, hente regnbuen ned fra himlen og på den måde fortrænge farven januar. I min stue har jeg lavet min regnbuemotivationsplads foran vinduet:

Resten af huset ligner sig selv, og der er ikke ændret på noget. Her dominerer som altid de mere neddæmpede nuancer, som vinteren også indbyder til. Kun eet sted er der eksploderet en farvebombe, og dette ene sted liver hele min dag op. Hele min vinter. Ligeså snart foråret begynder at levere farver og regnbuer i mine bede, kan jeg igen nedtone og som med julen, pakke noget af alt det kulørte væk igen.

Nu jeg tænker over det..

Jeg pakker julen ned og pynter til forår.. Det sgu da det jeg gør :- )

Om lidt forsvinder årets august, og med den.. de lyse nætter

Efteråret er fantastisk på vores breddegrader. Ja, det er sikkert fantastisk over hele kloden, men hvad ved jeg. Jeg har ikke rejst særligt meget, men er der eet sted jeg virkelig er trist over, ikke at få set når det er efterår, må det være Vermont. I det hele taget den del af Stephen King’s USA, hvor bjerge og træer i tusindvis viser sig fra den smukkeste brændende side på så store arealer, at Dyrehaven bare kan gå hjem og lægge sig. DET gad jeg bare godt.

Store arealer (i mindre målestok) med smukhed kan lille Lolland heldigvis også tilbyde, jeg skal bare stikke hovedet udenfor egen matrikel, og køre/gå/cykle i ti minutter. Inden længe brænder naturen også her i lokalområdet, og så er jeg den der skynder mig at suge til mig af farver og former. Det er slet ikke at kimse af. Overhovedet ikke.

Hver af mine fire haver har haft sine fordele, og den fordel jeg savner mest ved Vestergade, er så absolut det areal jeg var ved at indrette til skovhave med indbygget efterårsplads. DEN kan ikke genskabes her. Og så alligevel måske..

Her på Kirke Alle er der nemlig et stykke med nåletræer, buske og ahorn. Et stykke,der med lidt fantasi og snilde sagtens kan få sig en fremtid, som havens efterårsspot. Et stykke, som mestendels skal passe sig selv fra januar til september. Vi får se om jeg kan trylle noget frem.

Nu om lidt, når august forlader os, er det også slut med de lyse nætter. INTET efterår i verden, noget sted på kloden, kan dog kompensere for den nedtur det er for mig, hver gang det igen bliver bælgmørkt om natten. Og om aftenen. Og eftermiddagen!  Jeg hader det, og de af jeg der har læst med længe vil også huske, at jeg hvert evigt eneste år beklager og begræder mørket der venter. For helvede jeg hader det. Dog.. man kan ikke få det ene uden også at acceptere det andet. Når man altså bor på vores breddegrader, og stearinlys er heldigvis en stor trøst når den tid kommer.

Først for nylig er det nemlig sevet ind på min lystavle, at lyse aftener og nætter bestemt ikke er noget, man finder overalt på kloden. Jeg vidste det vel egentlig godt et eller andet sted, hvor skolelærdommen har gemt sig, men det har jeg bare slet ikke tænkt på. Jeg har taget for givet at sommer er lig med lyse nætter. Overalt. Jeg KAN godt love jer for, at lige siden den dag, det gik op for mig hvor priviligerede vi er her i skandinavien, har jeg hver eneste lyse aften takket for den. Jeg har kigget på den inden jeg lukkede mine øjne, for ikke at gå glip af en eneste. Det er så kort en periode det varer, så det gælder om at få det hele med. Og det vil jeg mene jeg har fået i år. Ligeså helvedes mørkt her er i månedsvis, ligeså lyst er her om sommeren. Og jeg vil ikke være en eneste årstid foruden. Trods alt.

Her sidst i august er jeg med lyset der langsomt forsvinder, også ganske som jeg plejer, pivtræt af haveliv. Jeg nyder haven jojo. Jeg udnytter hvert muligt minut til at opholde mig i haven eller på terassen, igen for at få det hele med, men jeg er sååååå træt af det nu. Jeg gider næsten ikke engang at plukke flere blomster! Jeg er mæt og har allermest lyst til at flå hele herligheden op og lukke ned, men bare rolig jeg gør det selvfølgelig ikke. Naboerne ville jo få sig et chok. HA! Især i weekenden dropper både kendte og ukendte ansigter ind for at kigge og beundre, og det gør mig jo så glad og stolt, at det ville være synd at ødelægge al frodigheden. Så jeg gør det i det små. Pakker sammen, og klipper væk. Rydder op og samler frø. Bare så stille og roligt uden at nogen opdager noget.

Forresten har jeg da også været ved vandet i sidste uge. For første gang i to år! Det er så vanvittigt at jeg, der bor så tæt på og som elsker havet, ikke har været forbi meget oftere. Jeg går og putter mig her og glemmer at tage ud, men da en bil med fører alligevel skulle ad Kramnitze til, skyndte jeg mig at hægte mig på, og sådan gik det til at jeg så vandet og nød udsigten, imens der blev slået græs andetsteds i nærheden. Jeg øver nemlig også mine færdigheder i at være udadvendt, så den tur var perfekt. Og smuk.

Inden jeg smutter, kan jeg også lige tilføje at jeg er begyndt at cykle igen. For alvor. Det er jo i virkeligheden skønt at komme frem på den facon, og jeg er et skarn med en laber cykel, der stadig er nærmest ny efter fem år! Jeg har et eller andet med, at det er synd at bruge og slide på nye sager, så jeg har ikke nænnet at bruge den. Ganske som jeg ikke nænner, at bruge de færdige stykker strik jeg har. Jeg går med forrige års modeller, og lader ømskindet de nyeste ligge. TÆNK hvis de blev slidt. Jeg er en sær tåbe, og jeg forsøger at ændre på den åndssvage ide, ved nu at reelt bruge min cykel. Det næste store skridt bliver rent faktisk at gå med mine nye sweatre og sjaler.

GULP!

Vi nåede det i det sidste lys

 

 

 

 

Efter en dag med kun en kort tur ude i bilen, fik jeg pludselig nok af sofa, så med et par noget vrangvillige katte bagefter mig, nåede vi lige at gå en tur inden lyset forsvandt. Det er SÅ morsomt at gå tur med de to, og trods det at de har pels på, er det fuldstændigt som at gå tur med to småbørn.

 

Lykke er når man ikke behøver strømper, og derfor stak jeg fusserne i de varme støvler, som det helst ikke skulle være nødvendigt at tage i brug endnu.

Kvaliteten af billeder er noget blandet, men jeg er doven og gider ikke tage ekstra briller med i lommen, og ja så kan jeg sgu ikke helt se hvad det er jeg laver..

… og sådan forløber en morgenvandring

 

 

 

Det er der vi skal hen. Ned i tågen, hvor der er guld til buketter at finde. Normalt tager det omkring fem minutter at gå fra haven, henover banerne til en lille sti..

 

Det tager dog liiiiidt længere når man har en Holger med. Han GIIIIIDER bare ikke, og det er kun en naturlig nysgerrighed der driver værket. Herman er en spurter og er ofte fremme før jeg selv, selvom han stopper op igen og igen for at kigge efter Holger.

 

Ud af tågen dukker et vildtvokset område op. Kigger man den rigtige vej, ser det ud som om der ikke er andet her, men bag mig ligger skolebygninger og boldbaner.

 

 

På den anden side af stien står et par heste fra et hus længere ned af Vestergade. Det ser roligt og fredfyldt ud, men jeg ved at de ikke altid lever sådan. Ejer glemmer ofte både at fodre og rengøre, og ikke sjældent ser man dem løbe forvildet omkring på gaden eller marken, fordi de er sluppet igennem det ikke særligt sikre hegn. Denne morgen hilser vi på dem og går hjemad igen.

 

 

Og her er resultatet af morgenens gåtur. Forberedelser til næste uges buketter til kiropraktorene.

Jeg holder af oktober. Det gør jeg altså. Især nu hvor jeg er landligger.