Den defekte del af hjernen

 

 

 

En vigtig del af et menneskes evne til, at komme igennem livet uden for mange skrammer, er den del af hjernen, som ( i samråd med hjertet) kan tænke rationelt for at de rette beslutninger bliver taget. Som man bliver ældre bliver erfaringerne taget med på råd. Det er en ret smart indretning, men desværre er den indretning hos mig i udu.

 

Det er ikke noget jeg mærker noget særligt til, når jeg ellers får lov til at passe mig selv. Fra dag til dag er det ikke de afgørende beslutninger som fylder, og det er sådan set ligesom lidt lige meget for min trivsel, om jeg kigger mod øst eller vest. Jeg behøver med andre ord ikke mærke efter, hvad jeg mener om dette eller hint, eller hvad jeg føler for op eller ned. Jeg kan stå op og gå i seng uden, at have rodet mig ud i et eller andet forkert.

 

Helt anderledes og så meget mere svært får jeg det, når der skal tages afgørende beslutninger.

 

Her går jeg fuldstændigt i frystilstand, og jeg er ude af stand til at mærke hvad der er det bedste, eller modsat ville være katastrofalt at gøre. Borderlinere er evig og altid i tvivl om det de nu gør er rigtigt eller forkert. De har af mange forskellige grunde aldrig fået den fornemmelse, vi ellers bliver givet gennem opvæksten indlært, og man kan på den måde sige, at man så skal klare sig gennem livet med en seriøs programfejl.

 

En programfejl, som om og om igen sender os ud i situationer, der ellers kunne være undgået, OG som vi evig og altid skal mærke kiksede konsekvenser af.

 

 

Samme programfejl er nu i spil igen.

 

 

Jeg har ikke sovet særligt fortrinligt siden fredag, fordi jeg med denne uventede og ind fra højre mulighed, pludselig skal forholde mig til en masse. Jeg skal forholde mig til noget jeg faktisk ikke er parat til, men det vil jeg heller næppe blive uanset om det så er nu eller om fem måneder. Det her er bare for meget for mit system, og endnu mere fordi jeg jo er havnet i denne her valgsituation ufrivilligt. Det er alt andet lige noget nemmere at tage et valg, når man gerne vil tage det.

 

Som jeg er indrettet, kan det at jeg har opstillet min egen fordel/ulempe liste simpelthen bare gøre mig mere “syg”, i det jeg nu er bevidst om noget jeg skal vælge imellem, og den bevidsthed stresser mig på en helt vanvittig måde. Listen har trykket på startknappen, og centrifugen af argumenter og ord, kører nonstop uden at jeg bliver klogere. Eller mere i stand til at mærke mig selv.

 

Skal jeg tage hensyn til min umiddelbare og mest mærkbare følelse, så er jeg ude i noget så skørt, som at jeg ikke vil være i det hus fordi jeg ikke kan lide køkkenet!!!! DET holder jo ikke. Det holder slet ikke når jeg samtidigt minder mig selv om, at jeg efter nærmere undersøgelse i aftes på nettet, kan se at jeg vil få forbedret min økonomi ret så meget. Ikke kvantesprings bedre, men flere penge til mad bedre. Ser jeg det fra den vinkel, er der ikke meget at betænke sig på. Jeg ved jo også godt at kattene nok skal komme sig over det her endnu engang, men åh jeg er ikke glad ved at flytte dem. Igen. Og flyttes skal de jo, om det så bliver til by eller land.

Og ja, så sidder der med sikkerhed et par læsere derude, som tænker at NU må hun fandeme tage sig sammen!  “Hun kan ikke lide køkkenet!” hrmpff altså. Hvad fanden tænker hun på? Hun får tag over hovedet og en have med oveni! Hun er pensionist, så der er ikke så meget hun kan tillade sig, andet end at være taknemmelig over, at hun i det hele taget HAR tag over hovedet og en have.

 

Det må de hellere end gerne tænke, men nu er det bare sådan at selvom man er pensionist OG døjer med seriøse “handicap” af den ene eller anden art, betyder det ikke at man så ikke skal tage trivsel og livkvalitet med i ligningen. Nok nærmere tværtimod nu jeg tænker efter. Jeg siger det bare.