Fuld fart frem og ind i februar

 

 

 

 

Lørdag kom Marianne kørende helt fra Birkerød af for, at hjælpe mig med at rydde Søndergade for havehejs. Især hun knoklede på med fuld kraft, og da jeg meldte ud at nok var nok, stod kun en lille smule tilbage. Det tager jeg sammen med eksudlejer en dag ved lejlighed. Da Marianne vente snuden hjemad igen var jeg mere end færdig, og jeg så frem til nogle dage i koma, men sådan kom det ikke lige til at gå.

 

 

Fredag aften gik Herman i kurven, og ikke på vilkår om han ville rykke fra den igen. En højst usædvanlig adfærd og ikke til at greje, fordi han hele dagen indtil da havde haft turbo på poterne som altid. Lørdag morgen var intet ændret, men jeg måtte bare have fokus på dagens flytning så Herman fik lov at være i fred. På et tidspunkt tager vi en frokostpause, og der bevæger Herman sig pludselig fra een kurv til en anden, og det var lidt af et chok at se ham forsøge at komme rundt. Helt tydeligt med smerter og med en krummet krop som en fastelavnskat gik han så langsomt og forsigtigt, at jeg lige mistede overblikket et øjeblik. Foruden den buede ryg, var der en tydelig underlig bule under maven.

 

Jeg ringede til dyrlægevagten.

 

En masse tanker røg gennem hovedet på mig, allermest om konsekvensen af noget alvorligt. Var det tilfældet måtte jeg lade ham aflive af økonomiske grunde. Marianne var beslutsom og afgjorde at vi uden tvivl skulle afsted pronto, men i sidste ende måtte vi lade Herman være fordi det lykkedes ham, at gemme sig så grundigt at vi ikke kunne få fat i ham. Vi gjorde et forsøg med en kost, men staklen blev bare mere og mere stresset af det. Ikke til at holde ud at udsætte ham for mere af det den dag, så vi valgte at gøre arbejdet med flytningen færdigt. Bagefter blev det tydeligt, at alene ville det have taget mig måneder endnu. Der var meget og det var tungt og vi slæbte som bæster.

 

Det blev søndag, og jeg forsøgte at lindre det jeg ikke vidste hvad var med doser af olie og kattemalt og vand. Herman selv var bortset fra smerterne overraskende frisk i blikket og ville både have mad og drikke. Han vaskede også sig selv flittigt. Jeg slog koldt vand i blodet og tænkte hård mave.. Mandag ligeså. Min nølen handlede allermest om at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få kræet fanget og puttet i kasse. Og betale for en evt behandling. Det er sin sag at være konsekvent når man ved det gør skrigende ondt på dyret, så jeg var selv ved at være ret stresset. Tirsdag måtte jeg bide i det sure æble og ringe dyrlægen op.

 

På det tidspunkt havde jeg mentalt indstillet mig på, at få ham med hjem til et hul i haven. Kunne ikke helt se, hvordan det kunne være anderledes, for ondt det havde han bare og det ville som minimum kræve både røngten og bedøvelse, men ind fra højre kom et stort netværk af særklasse, og ved fælles indsats var jeg sikret at kunne betale for regningen næsten uanset hvad, og så tog jeg ellers tøj på.

 

 

ALT var gjort klar så Herman ikke skulle være i kassen længere end nødvendigt. Beroligende i ekstra høj dosis givet med lidt leverpostej. Bilen åbnet, nøgler og andet i frakkelommen, overtøjet på incl havehandsker, støvler med snørebånd klaret, jord gennem hele huset da jeg endeligt greb et kæmpe håndklæde, og forsigtigt lagde det om hele katten, pakkede ind, løftede forsigtigt og bar hen til kassen. I med ham og luk.

Jeg svedte som en gris og hjertet kørte på fuld hammer, da jeg endeligt sad i bilen. Herman var så overrasket over manøvren at han bare fandt sig i det. Utroligt som det også betyder en masse at katten ikke kan se noget!

 

Vel inde på dyrehospitalet gik det kort sagt sådan, at de kunne konstatere en skade under bugen/ i lysken. Et hård slag af en art har betydet en samling af dødt væv som giver byldelignende smerter. Allerede nu har jeg glemt det halve, men summa summarum var at det kunne behandles selvom lægen derinde slog fast, at jeg nok godt kunne regne med at rekonvalenstid ville være helt op til en måned. Piller morgen og aften og smertestillende morgen er, hvad der skal til indtil d. 20 februar..

Mor og kat kom hjem begge hjem i god behold og i live vel at mærke, men begge også ret udmattede. I al dette har Holger været totalt morsyg så han har som en anden pelskrave nærmest hængt om halsen på mig dag og nat, men i går da vi kom hjem skred han. “Farvel og tak, her gider jeg bare ikke være. NÅ! Herman lugter grimt og det magter jeg bare ikke..” Han kom tilbage nogle timer senere, og på det tidspunkt var jeg sådan set ret tilpas med udsigten til en passificeret Herman en tid frem.

 

Bum bum..

 

Lad mig sige det sådan, at jeg burde forlange hver en krone tilbage for er der noget Herman IKKE er, så er det passiv! Med bedøvelsen ude af kroppen i løbet af tirsdag aften, tog Herman revance for tre dages uvirksomhed. Han kan ikke hoppe op eller løbe, men så kan han tilgengæld så meget andet. Slæbe afsted med mit strikkegarn feks. Og ligge i klædeskabet når jeg sover, og lyde som en mus der gnasker i mine sko. Han kan sørge for at vække mig hver time så jeg liige kan klappe ham lidt på hovedet, OG han kan fortælle mig at han er tæt på døden af sult.

 

 

Og sådan nåede jeg til onsdag og med den d.1 februar det herrens år 2017.

 

Januar strøg forbi lang som den altid er, mørk som den også altid er, men alligevel ikke så ondskabsfuld som tidligere. Det takker jeg for. Og jeg takker for, at det allerede nu er mærkbart lysere både morgen og især aften. Ligeså takker jeg for, at vejret de fleste dage har været mildt stemt så jeg har kunnet være ude i haven, og jeg takker ikke mindst for det enorme og brændvarme netværk jeg har fået mig igennem årene som amatørskribent her, og som beboer i Instaland. Det er et netværk, som gør hele forskellen for mig og jeg har sagt det før, men det kan ikke siges for mange gange. Her til lands findes mennesker, som jeg aldrig aldrig ALDRIG ville have rendt ind i ellers. En af dem tog den lange tur ned til mig i lørdags uden at vi kendte hinanden sån rigtigt, og mange mange af dem rakte ud i går og fik Herman gennem skærsilden og hjem til mor igen.

 

2017 er i fuld sving med at være et dejligt år at være i, og inden vi åbenbart rammes af sibirisk kulde i næste uge, snupper jeg lige et par dage udenfor. Eller.. to timer pr dag for nu at være helt nøjagtig. På to timer kan man omvendt nå en del, se bare lige her:

 

Man kan på en halv nå at slippe Holger løs og lege gemme og tagfat: