De mørke timer inden solopgang

..eller jeg skulle måske skrive den mørke time, for endnu er det heldigvis kun en enkelt time der er tale om, i tiden fra lille Herman vækker mig og til, at lyset begynder at bryde frem.

I den mørke time altså, sidder jeg med min morgenkaffe og mit strikketøj. Sidder og lytter til vinduerne der knirker fordi blæsten har godt fat udenfor. Jeg prøver at indstille mig mentalt på, at sådanne morgener vil der være mange af fra nu af og i månederne som kommer, men jeg synes ikke helt jeg er klar til den del af sæsonen endnu. Jeg har hyldet efteråret og dets farvepalet, jeg har gjort mit til at I alle husker at kigge op og se naturens forfald, men åh det er ikke det samme som, at jeg er parat til at slippe lyset. Det livgivende lys jeg er så afhængig af, og som jeg synes jeg mærker at kroppen ikke har fået nok af.

De seneste uger har jeg været mere end træt, ja nærmest udmattet til et punkt, hvor kaffekoppen vejer mere end jeg orker at løfte! En mindre rundspørge fortæller mig, at det ikke kun er mig der oplever at være ramt af sovesyge. Det er tidligt den sætter ind synes jeg. Men alle er vi enige om, at det må skyldes den alt for korte sommer. Den har ligesom ikke fået fyldt vores depoter op med energi vi kan trække på.

Sådan er årene så forskellige.

Det giver plads til den melankoli jeg har indbygget i sjælen. Melankolien, der helst ikke må have lov til at få overtaget. En smule er i orden, men ikke i større doser. Store doser af melankoli, i kombination med ensomhed, kan sætte gang i et lyntog af tristesse, og passer jeg ikke på ender det med at overtage hele køreplanen for vinteren. Det duer ikke.

For år tilbage havde jeg ikke redskaberne til at nå nødbremsen, men heldigvis har jeg dem i min rygsæk nu. Jeg ved, hvilke metoder der virker mod mørkets tankespind, og derfor læner jeg mig tilbage og lader dagene, som hurtigt bliver kortere og kortere, snige sig ind på mig. Endnu er jeg ikke helt parat, men de kan bare komme an, jeg skal nok forstå at kontrollere dem.

****************

Jeg savner Holger. Holger, der altid var klar til at lægge ryg til nus, og kys på næsetippen.

Jeg savner hans bamseansigt og det finurlige sind. De små kæmpepoter, som villigt lod sig holde rundt om.

I det hele taget er Holger savnet. Hver dag.

På sin egen måde savner Herman ham også. Det mærker jeg især udenfor, hvor de jo altid havde gang i en omgang “hvem kommer først”, men også indenfor når Herman går hvileløst rundt på jagt efter underholdning. Med Holger borte er det nu mine fødder, der må stå model til angreb af farlige fjender og skarpe tænder!

Det er så tilfældigt, men samme dag Holger døde blev også dagen, hvor vejret og vanerne ændrede karaktér. Herman og jeg måtte både vænne os til livet uden Holger, og til at livet på terassen ikke længere gik fra tidlig morgen til sen aften. Det er stadig en svær omstilling, men vi bliver bedre og bedre til at være sammen, os to alene.

Jeg har hentet Holger hjem

Jeg har været ret udmattet efter lørdagens hurlumhej, så indtil i dag har jeg egentlig bare siddet og siddet. Og strikket selvfølgelig. Herman er 100% i mit fokus, så jeg benytter alle lejligheder til at nusse og kramme og lege med ham, det er dog ikke så meget endda for den lille raket er ikke just en homie. Han har sine hvilepauser, men de er udpræget korte for søvn er spild af spænetid, så det meste af døgnet er han på farten udenfor. Jeg går og vænner mig så småt til livet som solomoster, hvilket uden tvivl har sine fordele, helst ville jeg dog have Holger ved min side.

Indtil jeg får kræfter til at grave et hul, så har jeg ham i vindueskarmen i æsken. Den er sober nok, så det er ikke såååå bizart endda.

Jeg er ikke færdig med at mindes Holger herinde, så det må I finde jer i. Han har fyldt så meget, at jeg gerne vil trække nogle af de skønneste billeder frem igen.

Dette billede illustrerer så fantastisk godt, hvordan Herman bare siden dag eet har elsket sin storebror. Holgers måde at takle verden på betød blandt andet, at han har været en rigtig stabil og kærlig opdrager af Herman. Jeg vidste at han havde det i sig, men var alligevel så stolt af ham, da jeg så hvordan han greb sit sin nye status som storebror/onkel an.

Det første år eller mere, var han hele tiden lige i hælene på raketten, hvor han sørgede for at der ikke skete uheld, at pelsen blev vasket OG, at der blev leget under trygge forhold. Efter den tid kom der så meget fart og eventyrlyst på Herman, at Holger igen begyndte at læne sig tilbage og tage den mere med ro.

Inden længe kommer han til at hvile i evig ro ude ved terassen, tæt på  mig ganske som han foretrak det.

Og så blev det pludselig fredag …

… og med fredag kommer også weekenden. I morgen får jeg besøg af Bettina og Pernille, og det ser jeg virkelig frem til. Intet er så helende, som strikkevenner og varme knus. Dybest set er jeg i vanlig stil, hele tiden ved at aflyse med alle mulige dårlige undskyldinger, fordi jeg er som jeg er, og altid får lyst til at gemme mig under dynen.

Jeg gør det dog ikke.

Jeg ved, at med dem kan jeg tage de hvil jeg har brug for, og hvis ellers jeg selv kan holde kæft, behøver jeg heller aldrig tale mig selv halvt ihjel i deres selskab. Det er så befriende.

Holger tænker jeg på næsten hele tiden. Næsten. Jeg gør nemlig en stor indsats for ikke at hensynke i gråd og elendighed. Det går ikke. Herman gennemgår også sine faser, og det er som han i løbet af i går indså, at Holger ikke kommer tilbage, og da det skete gik han simpelthen ind og lagde sig. Og siden har han ikke haft lyst til noget som helst! Alle hans katteillusioner brast, og nu venter jeg så bare på, at se hvad næste fase bliver. Jeg har været virkelig om ham, og er ofte inde for at nusse ham, hvor han nu ligger. Det er enten på min dyne, eller på den pude der ellers normalt var Holgers. Jeg har hverken kunnet lokke ham med ud i haven, eller til at spise lækkerier.

Jeg har brugt fredagen på systematisk at klippe haven ned, og det var først omkring ved femtiden, at min lille ensomme ven vovede sig ud. Glad blev jeg, og endnu mere da han ikke længe efter, kom retur med en solsort i gabet.. Ikke at jeg glæder mig over fugledrab, men det var næsten som om også Herman forsøgte, at gøre noget normalt for at komme tilbage til hverdagen. Jeg mener.. han plejer jo snildt at hjembringe et par småfugle og mus og andet småtteri dagligt. Der har mildest talt været fri bane for mus i flere dage her i byen haha.

Der er noget rensende og befriende ved bare at gå til den med saksen. Orden og overblik gør hjernen klar igen. Man ´gør sig fri af sæsonen, og gør klar til den næste, som man ved bliver endnu en begyndelse på noget smukt og livgivende.

Jeg ved, at mange havemennesker vælger, at lade haven stå. Lade den forfalde og stå vinteren over. Det er også godt som frostbeskyttelse, men selv kan jeg ikke holde ud at se på det. Jeg bliver nærmest manisk klippelysten, og må have ryddet op. Det er nok bare mig, men sådan er fungerer jeg bedst, hvis jeg også skal have ro i hovedet. Alt i alt er også nedklipningen og oprydningen for mig, en super god måde at holde afstand til stress. Jeg nyder at gå rundt, og tro mig det går laaaangsomt, og bare klippe. Stille og roligt uden at have travlt. Systematisk lade alt afklip ligge hvor det falder, for sidenhen når alt er ordnet, tage bunke efter bunke og klippe det op i små bidder, som så kan kompostere i løbet af vinteren.

Kære venner lykke ER bare en have. På alle måde og i alle situationer.

Dagen efter uvejret

Jeg behøver jo ikke sige at jeg er trist, men i dag har en ny fornemmelse ramt mig, og jeg føler mig uendeligt tom indvendigt! Som om jeg slet ikke kan føle noget og så alligevel.. Tristheden er der.

Trist var det så også at stå op her til morgen, og kigge ud ad vinduet.

Forresten.. da jeg vågnede lå Herman sådan her:

Han vækkede mig første gang omkring kl fire, og jeg stod op for lige at berolige ham lidt. Normalt sover jeg med lukket dør fordi han har et eller andet med, at han når han kommer ind udefra SKAL sikre sig, at han ikke er glemt. Dag OG nat!  Det orker jeg jo ikke, så hidtil har den stået på lukket dør og ørepropper. Kræet giver nemlig ikke sådan lige op overfor en lukket dør. Næ nej, han hyler og kalder og hamrer på døren ret så længe faktisk, men jeg kan sove fra det når jeg har propper i. Det har han gjort lige siden han blev stor nok til at kunne hamre, og tiden har altså ikke ladet ham vokse fra den uvane.

Siden Holgers forsvinden fra Hermans liv, har jeg dog ikke nænnet at nægte ham adgang til tryghed og nus, så jeg har haft døren åben, hvilket har betydet at jeg er sååååå udmattet af vækning ca hver anden time. I nat var det heldigvis kun een gang, og da jeg så vågnede i morges ja så lå min lille raket så sammen med mig. Det er jo ikke til at stå for trods alt. Og rart også nu hvor jeg er trist.

Synet, der viste sig for mig udenfor, var altså godt nok heller ikke særligt opmuntrende. Trods det, at det “kun” har været et voldtsomt uvejr, og ikke hverken skybrud eller orkan, så har haven fået virkelig mange tæsk, og det meste ligger simpelthen ned!

Kan vi ikke bare slå fast, at sæsonen er slut for mit vedkommende. Jeg er sådan set parat og står klar med saksen så snart det bliver tørvejr i mere end ti minutter. Der er også noget rensende ved simpelthen bare at tage fat, klippe i bund, rydde op, fjerne og lukke ned. Når man er ked af det, er det en enorm god øvelse i mangel af en boksebold til at tæske på, eller hvis man er løbet tør for lommetørklæder.

Indtil vejret tillader mig at gå grassat derude, har jeg dækket mig ind med en flæskesteg i køleskabet og mælk til en seriøs omgang risengrød. I rusk og regn har jeg lige været ude for at handle lidt ind til weekenden, og da jeg stod I Rema og kiggede på ned i en køleboks fyldt med steger, var det indlysende at weekenden skulle bestå af trygge dufte og masser af tændte lys.

Holger min Holger jeg savner dig, men jeg gør hvad jeg kan for at kompensere for dit selskab.

Første billede af Holger, der var luntet ind i huset. Det var i marts ´14, og jeg husker hvordan han uden en lyd bare lå der, indtil jeg pludselig opdagede ham. Det var kærlighed ved første blik hihi.

Den truende udsigt

I søndags flyttede jeg rundt på møblerne, så jeg kan se årstiderne udenfor skifte. Faktisk foregik det med Holger som assistent, for han var som altid nysgerrig efter, hvad jeg NU havde gang i. Især var det spændende da jeg formåede at vælte en reol fyldt med sager og discs og pynt og dims. Bunken på gulvet bagefter blev efterset af en snude, og siden gik han ud for at tage sig en lur. At se mig kravle bandende rundt var lige et nummer for kedeligt tror jeg.

Så her sidder jeg altså. Alene i sofaen, men dog med Herman på plads i stolen lige ved siden af.

Jeg kigger ud på et uvejr der er ret voldsomt, allermest er det blæsten som åbenbart er nervøs for, at vi mennesker ikke skulle tage det alvorligt. At det er efterår. At efterår betyder blæst, og at blæst ikke er til at spøge med. At bo i et hus er dejligt, men når det blæser bliver jeg altid utryg. Kan ikke rigtig vænne mig til at det knirker og knager og brager alle vegne fra. Ganske, som jeg ikke helt kan vænne mig til den tomme plads ved siden af mig. Jeg tager mig i, at række ud og mærke efter, men nej han er der jo ikke.

Indtil nu har jeg ikke grædt i dag. Jeg har brugt en masse energi på ikke at dvæle for meget. Jeg ved skam godt at sorg og gråd er i orden og at det må til for at komme videre, men der er bare lige den lille hage ved min psyke og sorg/gråd. Får gråden/sorgen først lov at tage fat, bliver den næsten ikke til at komme af med igen. Jeg personligt går i selvsving, og sorgen accelererer helt ud i det åndssvage. Det bliver en svælgen i sørgelige tanker, som æder sig ind på min forstand. Det bliver usundt og næsten ikke til at komme tilbage fra igen. Jeg skal sådan passe på mig selv hele tiden, for at balancen ikke tipper.

Alle, der har mistet, kender den der frygtelige tanke man bliver overvældet af. TÆNK, hvis man skulle gå hen helt og glemme. Tænk  hvis det skulle ske, at man forglemte sig, og kom til at gøre noget ikke sorgagtigt.. Så ville det jo være som at man slet ikke savnede, eller at tabet intet betød. Vi ved med fornuften, at den mistede jo ikke aner en dyt om, at man er “troløs” og går videre i livet, en dag endda med glæde og optimisme. Det er kun i os selv, at den tanke bor. Jeg grubler over, om det vil være bedst at slette alle spor af hensyn til Herman feks. Han kom forbi den kurv Holger lå i allersidst, og straks begyndte han at snuse til den. Hvis han skal vænne sig til, at Holger er væk, er det måske noget skidt at han hele tiden støder ind i hans duft, og måske så tror at han er kommet tilbage..

Selv er jeg vendt 80grader siden i går. Nu bærer jeg ikke tanken om, at fjerne Holger fra bloggens brevhoved! Ejheller bærer jeg at slette alle spor efter ham i hjemmet. Selv kattebakken står her endnu. Det er en hårfin balance mellem fornuft og vanvid. Jeg vil ikke være det menneske, der opbevarer den mistedes “tøj i klædeskabet” i årevis. Jeg kan heller ikke forlige mig med, at leve videre som om han aldrig var her, så det må komme når det føles fornuftigt.

Den der mister, bærer på tabet meget længere end alle de, som befinder sig i nærheden. På den måde får sorg en dobbelt ensomhedseffekt.

Så jeg sidder altså her som sagt. Er næsten igennem onsdag. Dag tre. Herman er ligeså. Vi to Herman og jeg. Hvem skulle nu have troet det!  Jeg har hele tiden været overbevist om, at Herman ville være den der forsvandt først, alene fordi han kommer så meget til skade og laver ulykker jævnligt.

Jeg tog fejl.

Dagens haveterapi:

Holger skal bo under solsikker blandt andet har jeg besluttet.

R.I.P søde særlige og Uundværlige ven Holger

Dette er ikke et indlæg jeg havde troet jeg skulle skrive før om længe.  Jeg kan næsten heller ikke, for jeg græder og græder og græder og græder så lidt mere, uden at kunne holde op.

Holger døde i går mandag.

Jeg er helt knust.

Lille Herman er helt ude af flippen.

Verden er lige nu helt væltet.

Holger er borte.

Ingen har vidst hvor gammel Holger egentlig var, og jeg har altid været klar over, at jeg derfor aldrig ville kunne vide, hvor længe jeg kunne beholde ham. Det er bare ikke det samme som, at jeg var parat til at sige farvel da jeg kørte til dyrlægen i går formiddags. Slet slet ikke. Jeg ved i mit hjerte, at det var den rigtige beslutning jeg tog da jeg afgjorde, at han måtte herfra og jeg var i det øjeblik ret så fattet. I det øjeblik. Da først han lå og var faldet i søvn inden den sidste sprøjte, mistede jeg fuldstændigt grebet om mig selv, og jeg har hylet uden for al kontrol lige siden.

Turen hjem i bilen husker jeg ikke helt klart, den var sløret af våde øjne og chok.

Mandagen er som en tåge, jeg var nærmest bare  på autopilot, og det er reelt først her til morgen virkeligheden har ramt mig for fuld styrke. Min bedste ven, min tro væbner og trofaste sidemand kat er ikke længere omkring mig. Ikke i sofaen når jeg strikker, ikke på min dyne når jeg sover om eftermiddagen, ikke i en kurv ved siden af mig på terassen, ikke i haven når jeg arbejder, og ikke når jeg tager mine gåture rundt på matriklen for at klippe snegle og nippe blomster. Hans legepind ligger stille hen derude nu, og puden i stuen har stadig hans aftryk.

Jeg tænker på, hvor ked af det jeg er lige nu og på, hvor meget værre det så ikke bliver den dag jeg ikke længere har min mor og far!  For nej, ingen kan nogensinde erstatte en mor eller en far, og ingen kan nogensinde erstatte en Holger. Jeg har mine børn og de betyder også alt for mig. Jeg har Herman og han betyder ligeså en masse. Faktum er bare at min mor og far og så Holger, har været mit fikspunkt i nogle meget svære år.

Holger kom bogstaveligt talt vandrende en mild og tidlig forårsdag. Lige ind i mit hus og ind i mit hjerte. Der var ikke så meget at diskutere, han var kommet for at blive, og siden forlod han mig aldrig frivilligt.

Ikke før nu. Og bestemt ikke frivilligt. Det er jeg sikker på.

I lang tid har jeg mere eller mindre dagligt tænkt bekymret på hans trivsel. Tøvet med at tage affære og overvejet alle tænkelige scenarier for, hvorfor pokker jeg har haft den der fornemmelse af, at noget var galt. Jeg har ikke kunnet sætte fingeren på årsagen, men jeg tror jeg har udskudt en undersøgelse så længe fordi jeg inderst inde har været virkelig bange for udfaldet..

Flere ting var afgørende for, at jeg i sidste uge greb knoglen og bestilte tid til undersøgelse. Han var igen begyndt at slikke pelsen af, og maveskindet nærmest til blods. Han virkede anderledes afhængig af mine kærtegn og hang bogstaveligt talt på mig uafbrudt. Han nægtede at spise sit tørfoder, og var begyndt at mijave på en helt uvant måde. Som om han ville sige mig noget.

DET var for meget for mig og jeg måtte bare lytte.

Min nabo Tina kom ind for at hjælpe mig med at få ham ind i kassen, og da klokken var 11.00, blev vi vist ind i klinikkens undersøgelsesrum. Holger var tavs. Kærlig, rolig og klar til nus som altid, men tavs. Der blev kigget og trykket og mærket og kæmmet. Muligheder blev vendt og løsninger blev drejet, men virkeligheden var for mig ikke til at ændre. Han måtte aflives. Min egen lille Holgers tandkød og tænder var rigtigt dårlige. Tandkødet helt mørkerødt og tænderne uden emalje tilbage. En behandling til mange mange MANGE tusind kroner, og et svært efterforløb kunne tilbydes, men jeg sagde nej. Min økonomi er ikke til det, og jeg ville ikke byde Holger det. Tog jeg ham med hjem igen, ville det blive meget værre og han ville få endnu mere ondt. DET fortjente han ikke.

Så enkelt kan det siges, og så “nemt” kan en svær beslutning tages.

Nogen af jer vil måske kunne huske, hvordan jeg hylede dengang jeg måtte af med lille Cupcake og senere Kaninen Fister. De to var også særlige, men jeg siger jer nu, at DET HER tager prisen. Holger var min lille kælepotte, som altid insisterede på at vi skulle ae lidt. !00 gange om dagen. Han havde en særlig sans for mine sindsstemninger, og var på pletten når jeg var nede eller syg.

Herman er en helt anden kat. Han er klovnen. Den sjove, forblæste og fremadstormende lille raket, fuld af numre og energi, men samme følsomhed besidder han ikke. Ihvertfald har han ikke vist det endnu. Det kan jo være, at han bliver en anden kat nu, hvor Holger er borte, og jeg kan fortælle jer at han siden i går har været fuldstændigt ude af flippen. Han har forgæves ledt og ledt efter Holger KONSTANT siden jeg kom hjem. Hele dagen, aftenen og natten med har han været i bevægelse, og først nu sover han. Da klokken blev 05 og han endnu engang kom ind udefra helt desperat, gav jeg ham en dobbelt dosis beroligende, så han kunne få lidt hvile. Det hjalp og han sover nu i min seng.

Herman er absolut også en kat for sig. Han er tæt knyttet til Holger, og har været tryg i sin verden fordi Holger var i den. Uanset hvor meget på farten den lille fis har været, så har han som det første altid fundet hen til Holger og så jeg, efter han returnerede fra en farefuld færd. Lige hen og slikke Holger i nakken og lige hen til mig for at nusse. Bare to minutter og så var han afsted igen. Hans verden har været, at de to gamle var konstante. Altid hjemme, altid at finde, altid stabile. Og altid klar til at redde ham fra ulykker. I går blev hans verden grundigt rystet, og her bagefter ærgrer det mig, at jeg ikke var den side af Herman bevidst. Det er først nu her bagefter, at jeg pludselig ser, HVOR meget han har elsket sin “storebror”.

Jeg tog hjem uden at tage Holger med mig. Han var så stor, at jeg ikke ville kunne grave ham et hul dybt nok. Derfor besluttede je,g at han måtte kremeres. Jeg tænkte slet ikke på, at jeg kunne have taget ham med hjem, have ladet Herman snuse til ham, og så køre tilbage til klinikken. I øvrigt ville det også have været en nærmest umulig handling for mig. Ubærligt simpelthen. At køre rundt med min døde kat!  Jeg har dog fortrudt den beslutning, men for sent. Jeg talte med nattevagten sent i aftes, og det kunne uden problemer lade sig gøre, at jeg kom i dag og hentede ham, men han ville sikkert have mistet sig selv og sin lugt allerede pga ophold i kølefryser.

Jeg KAN bare ikke gøre det.

Jeg har talt med klinikken igen her til morgen, og nu er planen at jeg skal fortsætte med at berolige Herman noget tid endnu. Han skal, som jeg, nok komme videre, men ikke uden at det vil ændre på ham. Hvor meget ved jeg ikke. Det vil tiden vise.

Hvad jeg ved med sikkerhed allerede nu er, at jeg har mistet min kælepotte og, at Herman ikke er en erstatning. Herman er sin egen. Herman giver sig ikke af med tidskrævende og stillesiddende kælenus, dertil er der for mange mus og fugle at fange og for meget andet at gøre. Herman er flygtig og fræk, og først om aftenen vil han have lidt kæl. Som regel kommer han blæsende som en hvirvelvind, smider sig på mit skød og begynder at vaske sig. Efter en ti minutters tid er han igen over alle bjerge.

Til sidst vil jeg bede jer om, at bære over med mig, for inden længe fjerner jeg Holgers kontrafej og navn fra bloggens hoved. Jeg kan simpelthen ikke bære at han er der, men ikke her. Der kommer til at gå lidt tid, før jeg vil kunne klare at se billeder af ham. Når jeg er færdig med at tude, må jeg kigge en anden vej og finde mig et andet holdepunkt, og det nytter ikke at holde fast i noget som er borte uafvendeligt. Der har været så meget sorg i mit liv. Mere end rimeligt synes jeg jo selv. Når sorgen efter Holger fortager sig, nægter jeg at modtage mere på den konto, før den dag jeg må se den i øjnene igen når jeg mister min mor og far. Jeg VIL ikke mere sorg. Jeg nægter.

Jeg ved at mange derude ikke kan forholde sig til min reaktion over en skide kat. Det er helt i orden. Man skal for det første have haft et kæledyr for at kunne forstå. Man skal også være i besiddelse af en vis form for kærlighed til dyr, OG så skal man frem for alt kunne fatte, hvor meget jeg har knyttet mig til Holger og hvorfor jeg har det. Han er symbolet på selve den transformation jeg har været igennem i netop de tre år jeg har haft ham. Han kom da jeg var virkelig ensom, og han gav mig bogstaveligt talt sin pote til at holde i når alt var for svært.

Det er skæbnens ironi at jeg i sidste uge sagde farvel til min bostøtte, og så nu Holger. Begge har jeg haft i min dagligdag i tre et halvt år. Begge har de været der for mig når ingen andre var, og begge har de aldrig svigtet.

Nu står jeg for alvor på egne ben og alene, og jeg beklager Annelise, men dig kan jeg godt undvære.

Holger er en helt anden sag.