12 marts 2017

Oprydning er der stadig masser af

 

 

 

 

2017-02-06 11.12.34

Søndag har været både koldere og mere blæsende end lørdag, men alligevel tog jeg lige en tørn udenfor. Når man flytter en masse er der lige så meget som skal finde sin plads, og det har været et “ongoing project” siden jeg kom hertil. Meget er sket, jeg knokler også for det, og i dag fandt jeg så plads til nogle af de byggematrialer jeg har hamstret til senere brug. Alt det træfikumdik på ovenstående billede, er feks nu sat fint på plads bag et af skurene. En spand er udnævnt til stumpeholder, fordi man altid oplever lige at mangle et lille stykke til det ene eller det andet, når man har en have som min.

 

Nu er der ryddeligt langt hækken ved den ene gavl igen. Dejligt. Her ligger dog stadig papkasser til at gå på, for uden dem brækker man simpelthen anklerne når jorden er våd.

 

Alt det halm jeg måtte sprede for at skåne planterne, har jeg nu endeligt fået samlet i sække, og de er sat til side i det ene skur fordi jeg ved jeg får brug for det senere. Det har været nødvendigt med halmen, men ved gud jeg bliver vanvittig af, at det er alle vegne nu. Jeg tror jeg har udviklet en form for neurose omkring orden!  Det er en helt ny side af mig, som ikke førhen har været så tydelig. Måske det handler om overblik og mindre kaos omkring mig, for at afhjælpe det rod jeg har i bøtten, for jeg kan bare ikke have alt det rod.

2017-03-12 16.56.56

2017-03-12 16.54.022017-03-12 16.54.17

Lige her bag skuret, fandt jeg både akelejer og to selvsåede juleroser, som har været helt overset. Dem har jeg selvfølgelig reddet, og i morgen skal de have en ny og næringsrig plads fremme i lyset så  man kan nyde dem.

 

Terassen blev også endnu mere ryddelig i dag, efter at en af kommoderne kom væk. Den er nu endelig flyttet på plads inde i mit soveværelse. Jeg har fået mit lille plastikdrivhus på plads ved den ene glasvæg, mine sten kom op at hænge, flere spande blev flyttet fra gulvet, og der er gjort plads på bænken til endnu et par plastikkasser, som skal bruges til drivhus senere.

2017-03-12 16.57.352017-03-12 16.57.47

 

Det er en herlig fornemmelse bagefter, når jeg kan se at det virkelig rykker på matriklen, og at mere og mere bliver fjernet så alt ikke bare ligger og flyder tilfældigt. Planen er at alle byggesten, og de paller jeg skal lave højbede af skal stables pænt og nydeligt langs hegnet, der skiller carport og græsplæne. Naturligvis på indersiden, hvor der også snildt kan stå en stabel med jordposer når de kommer til. For ikke at slæbe unødigt er det bedst, at det der er tungest ikke skal flyttes mere end højst nødvendigt.

 

Noget skal jeg dog have bakset med i denne uge. Flere planter MÅ nemlig snart i jorden, hvis ikke det skal have været forgæves at have flyttet dem. Jeg når ikke at grave ud til to af de bede, der var tænkt til visse af planterne, så jeg må improvisere nu. Der er altid plads til forandring i en genbrugshave.

 

2017-03-12 16.58.08

1 kommentar:

  1. Hvor bliver det bare fint, fantastisk hvad du for lavet. Og gode ideer bliver ført ud i virkeligheden . Dejligt at følge med i. Fantastisk😊😊😊👏🏻👏🏻👏🏻👏🏻👏🏻

    SvarSlet