Fødselsdag

 

 

 

 

 

Jeg må til det igen. Et år er gået og nu har jeg altså fødselsdag endnu en gang. Jeg gider den ikke. Der er mange ting der kommer op i erindringen d. 12 august. Jeg skrev en masse om det sidste år, men i år vil jeg bare nøjes med at konstatere at jeg er blevet et år ældre.

 

I dag skal jeg også til lægen igen igen. Min egen er på ferie, så det bliver hans afløser der skal tage stilling til, hvorfor jeg igen i går lå sammenkrøbet i smerte. Denne gang i underlivet. For tredje gang inden for det sidste halve år faktisk. Jeg er blevet scannet og sendt hjem med beskeden om, at der ikke er noget at se, men ondt gør det.

 

Så ondt, at jeg ikke kom med til forældremøde på Miras nye efterskole i Vordingborg. Hun og farmand måtte tage turen derned alene. Det gik godt, og heldigvis glæder hun sig helt vildt til på søndag. Der skal pakkes ned og gøres op hvad hun skal have med. Vi har det hele efterhånden, kun mangler hun en cykelhjelm og et par ekstra gummisko. Det finder vi nok inden da.

 

Lige nu er smerterne ikke til at få øje på, men jeg er bekymret. Bekymret fordi min krop gør sig bemærket alt for ofte. Er det ikke hovedpiner der får mig til at gå i dørken, er det underlivet. Eller ryggen. Eller tænderne. Eller..   Eller…

 

Helt ærligt tror jeg ikke på at jeg fejler noget som helst. Jeg tror det er noget andet, men hvad ved jeg ikke. Ihvertfald ikke på overfladen, men inderst inde hvor klogskaben sidder, der ved jeg godt hvad det kunne skyldes.  Jeg passer ikke godtnok på mig selv og mit helbred. Lever med forkerte døgnrytmer, har ikke overskud til at spise ordentligt, ikke kræfter til at få rørt mig, og har alt for mange tanker der tynger mig ned.

 

De konstante bekymringer omkring børnene og alle de problemer de har, er heller ikke optimal. Jeg får aldrig fri simpelthen. Jeg står til rådighed for familien 24/7 og kun når jeg har smerter kan jeg med berettigelse sige fra.

 

Noget skal ændres.  En dag når jeg har overskud til det..