Nedenunder alt glitterstadset…

 

 

 

 

…. befinder jeg mig slet ikke særligt godt.  Man kunne få den tanke, at jeg tonser rundt som en lallende julefe, men desværre er virkeligheden en helt anden. Den behandling jeg modtager for min kroniske depression, er så effektiv som den nu kan blive, og det betyder at jeg trods alt har nogle timer hver dag, hvor jeg får lavet lidt. Nogle timer hvor jeg prøver at leve normalt og nå det jeg gerne vil. Nogle timer, som reelt begynder ved middagstid, afbrudt af en pause med hvil sidst på eftermiddagen og så fortsætter aftenen ud.

 

Det er ikke et effektivt liv, hvis du spørger mig. Timerne er nemlig tilbragt langsomt og ofte med passivitet. Jeg føler mig ikke deprimeret. Jeg er ikke ked. Jeg er heller ikke ligeglad med mine omgivelser, eller dem jeg holder af. Et par symptomer som er klassiske ved en depression, og som derfor er bevis på at jeg IKKE befinder mig I en depression. Derfor er det så underligt, så uforklarligt at jeg har det som jeg har det.

 

Hvorfor tager hjernen et dyk nu? Hvad er det, der gør at man ikke kan svinge sig i lianer og synge højt i badet, bare fordi det er vinter? Det er simpelthen så mærkeligt, og smadder hamrende belastende og uretfærdigt, og jeg gider ikke have det sådan. Det er bare ikke noget jeg selv er herre over. Og derfor er hver evig eneste dag en kamp. Det er en overvindelse og hver time i aktivitet en sejr. Som et lille barn der sejrer, rejser sig, og tager forsigtige skridt, og med et bleforsikret bump ryger på numsen igen.  Jeg går bare ikke med ble…. så jeg slår mig sgu hver gang jeg falder.

 

Hvordan føles det så? At ha’ det sådan som jeg har det?

 

Tjooo, helt ærligt og med fare for at nogen så ikke kan lide mig, fordi det er ufatteligt, så er det nogenlunde sådan her:

 

ALLE dagens gerninger er en overvindelse, der koster kræfter at tage livtag med.

Jeg orker ikke stå op. At tage tøj på er nærmest umuligt, for så skal jeg forholde mig til varme eller kulde, og om jeg har rent at tage på. Jeg får ikke vasket det tøj jeg har brugt, for selve det at sortere og bære i kælderen er simpelthen umuligt. Jeg KAN ikke. Inden jeg skal i tøjet ville det være praktisk og behageligt, at bade og få vasket hår, men det orker jeg heller ikke, så jeg har stadigt nattøj på. Det er det nemmeste. Social kontakt holder jeg til et minimum. Jeg elsker mine børn og min familie og min kæreste, holder af alle mine venner og veninder, men jeg har ikke lyst til at se nogen, eller tale med nogen heller.  At jeg har følelser kan jeg faktisk ikke rigtigt mærke for tiden. De lyde der følger med i et socialt liv, kan jeg slet ikke klare i mine ører, og jeg bliver træt og svimmel af alle de informationer jeg evt skal reagere på, så det er meget rarere at være alene. Jeg aflyser aftaler i eet væk. Både med psykiatrien, alm læge, og tandlægen. Med venner og familien. Hver en tanke tager måske dage at handle på, HVIS der bliver handlet overhovedet. Og apropos handel… At købe ind er noget der sker, når der er HELT tomt i skabene. Og så er det kun ned i nærmeste butik efter det allermest nødvendige, for at tage stilling til mad der skal laves, og hvad der i så fald skal bruges er helt umuligt. Jeg kan simpelthen ikke samle mig om det. Af den grund har jeg ofte også ondt i maven. Spiser forkert og tager på igen. Drikker for meget kaffe og ryger for mange cigaretter.

 

Alt det kan koges ned til, at jeg ikke har lyst til noget som helst for tiden.  Altså nedenunder alt glitterstadset..

 

For jeg ville jo så gerne. Det hele og mere til. Heldigvis kan jeg kommunikere på sms, via mail og her i blogland. DET holder mig lidt i gang og jeg overvældes næsten ikke. Næsten skriver jeg, fordi jeg faktisk i mine lyse øjeblikke sætter gang i alt muligt, som jeg så får svært ved at fuldføre to minutter senere. At jeg har lavet julekalender her på bloggen feks, var en raptus jeg fik natten til d. 1 dec, hvilket selvsagt har sat mig på lidt af en opgave. Men indtil videre går det fint og jeg tror nok, at jeg har noget til de fleste låger indtil jul.

 

Hmmm…

 

Nu sidder jeg her og bliver helt ked alligevel, for med skriverierne følger også erkendelsen af, at det er som det er lige nu. Det bliver virkelighed, og ikke bare noget jeg kan lade som om ikke rigtigt er der. Jeg kan ikke lyve for mig selv. ØV

 

PS:  Kære julemand.. Måske jeg i stedet for alle bøgerne, bare skulle ønske mig en anden hjerne?  Kan du mon klare det? Hva’ søde Julemand?