En god begyndelse

Så kom han endelig her.

Rasmus har været her for første gang og gud hvor var det bare helt fantastisk. Efter at have kigget lidt rundt, ville han prøve at holde vores marsvin. Josefine og han sad længe sammen i sofaen og bare nussede dem og sludrede.

På afstand nød jeg sceneriet og en masse gamle minder poppede op i mit hoved. De to har været utroligt tæt knyttede, mere end de måske ellers ville have været, det skyldtes jo min lange sygdomsperiode og det deraf følgende mentale fravær. Jeg var hjemme hos dem, men slet slet ikke til stede i flere år. I de år rykkede Rasmus ind på Josefines værelse, de ville ikke sove alene, selv om deres værelser lå dør om dør. Der lå de aften efter aften og læste ell legede med deres pokemon figurer inden de skulle sove.

I dag kunne jeg virkelig mærke hvor meget de har savnet hinanden. Prøv bare at se på billedet her.






Der er ingen tvivl om at det også har været overvældende for ham. I de år der er gået siden sidst, er jeg jo flyttet sammen med en anden mand. En mand der ovenikøbet har to børn. Så han skal ikke kun vænne sig til mig og Josefine igen, han skal vænne sig til et nyt hjem her hos mig, og nye mennesker der vil være en del af hans liv. Jeg har dog en klar fornemmelse af , at han godt kunne lide at være her. Han virkede temmelig benovet over vores store samling af film og det faktum at her er så mange anderledes ting og sager end hjemme hos ham selv. Kæresten min bygger jo selv computere og er fabelagtig til alt hvad der har med mekanik og teknik at gøre.
Da klokken blev tre ville han gerne hjem igen. Han ville sikre sig at hans far ikke undrede sig over at han ikke tog telefonen som altid når han ringer. Min eks har jo en voldsom tendens til kontrol og en af hans helt store "ting", er at ringe hjem mange gange hver dag. Det gør det svært for Rasmus at bortfoklare hvorfor han så pludselig ikke er der. Jeg må så også sige at han virker temmelig afklaret med det faktum, at det kun er et spørgsmål om tid, før han finder ud af at Rasmus igen har kontakt med mig. Han chekker hans mobilopkald hver måned og så fremgår det jo tydeligt at vi har kontakt.
Han var ikke mere end lige kommet hjem til sig selv igen, før han ringede til mig. Det var fuldstændigt som i gamle dage.. :-) Faktisk nåede han at ringe mig op fire gange på en time. Ville bare sludre om alt muligt og jeg er så glad så glad. Det mærkes at han savner mig. Nu tager vi en dag af gangen og så håber vi begge at det ender med en helt naturlig måde at se hinanden på. Det virker også som om at han syntes det er mindre uoverskueligt, at vi bor så tæt på. Det tager kun ti min på cykel. Han skal ikke ud i at bortforklare tog og bus ture og den slags.

Der er kun en stor sorg tilbage i det her lige nu. OG det er også en stor bekymring, men jeg må finde en løsning. Jeg har hele tiden frygtet at vores skilsmisse og Rasmus' liv med sin far ville betyde at han tog på i vægt. Han har altid haft tendens til at være lidt for glad for mad...

Min eks har en stor frygt for varme ting og nægter at lave mad. Så han kan kun købe sig fra den tjans. I de forløbne år er det så gået som jeg har frygtet mest. De lever derhjemme af alt der kan købes færdigt, og det ses nu på Rasmus. Han er 14 og vejer klart 10-15 kg for meget. Det gør mig så ondt at se, fordi jeg også ved hvor meget det altid har plaget ham, at han ikke var så let som de andre drenge i klassen. Førhen var det slet ikke noget af betydning, men nu er det. Han virker tydeligvis meget bevidst om sin størrelse og gemmer sig ligesom i sit tøj. Men det er nok heller ikke så underligt endda. Efter at have talt med ham, tegner der sig et billede af en ensom dreng.
En dreng der for det meste går hjem lige fra skole. Så sidder han så der og ser tv ell spiller på computer, OG spiser. Åh jeg græder når jeg tænker på det. Han har klart ikke talt med nogen om hvordan hans tilværelse er blevet, men NU kan det være det ændrer sig. Jeg har foreslået at han kan komme her bare et par gange om ugen efter skole. På den måde kan jeg måske bryde rytmen han har nu. Det sidste jeg gør i aften er at skrive til hans klasselærer. Det er vigtigt at NOGEN omkring ham, ved at han lige nu oplever glæde i sit liv, en glæde han slet ikke kan tale om hjemme. Der er det nemlig forbudt at tale om mig, forbudt at nævne mit navn og at jeg er hans mor.

Det har været en god dag.