Gensynet

Jeg har krammet min søn..

For første gang siden 26 december 2006, har jeg set hans smil og mærket hans hånd i min.


Jeg har været helt rundt på gulvet hele formiddagen. Derfor tog jeg afsted i god tid, med mit hækletøj i tasken. Da jeg kom til rosenhaven opdagede jeg, at jeg i min befippelse havde taget det forkerte kamera med. Det der ikke duer! ÆV og arrgh og kæmpe suk.


Der sad jeg så med hækletøjet og ventede. Haven var faktisk ikke engang så smuk som jeg husker den. Den virkede nærmest forsømt og trist. Mine forældre ankom og kort efter kom han gående. Gud hvor var det underligt. Min lille dreng er ikke helt så lille mere :-)

Det lykkedes mig faktisk at komme igennen uden så mange tårer, det var ligesom overstået inden jeg tog afsted. Der sad vi så på en bænk i en park og ALT var næsten som før. Lige først føler man sig frem, men inden længe gled samtalen bare helt som altid. Vi sludrede om stort og småt, hørte om hans hverdag, fortalte selv om vores liv, det var så uanstrengt at jeg bare var lykkelig lige der.

Og hør så her...

I morgen springer han på cyklen og besøger mig her hjemme. Da der først gik op for ham, at jeg bor så tæt på som jeg gør, så udbrød han spontant : " jeg kan komme i morgen efter skole".
Det at vi har to nye små marsvin var ligesom det, der gav os noget at tale om sammen. En åbning til et helt almindelig samvær som mor og søn. Nu kommer han så, og jeg er endnu mere lykkelig. Han har klart problemer med at far giver ham skyldfølelse, så det at han kommer i dagtimerne er noget han kan gøre uden at fortælle det.

Jeg har nu troen på at vi langsomt kan nærme os hinanden.


Da jeg kom hjem klaskede jeg sammen. Jeg er færdig nu og skal lige processere det hele. Men jeg kan mærke at mit hjerte har det godt nu. Jeg kan lige tilføje at mit marsvin har tabt noget at håret på numsen, og derfor skal vi de næste dage lige holde øje med den, det kan skyldes de nye omgivelser og jeg har talt med hende vi købte den af, om det. Nu syntes jeg det er nok for i dag..
Efter jeg kom hjem har der været skænderier i mellem de to store, klager fra dem over at jeg ikke har kræfter til madlavning og så det med marsvinet, som datteren er ude af flippen over. Hun forlangte at jeg med det samme ringede og spurgte om hvad det kunne skyldes.


Det er aften nu og jeg har meldt ud, at familien skal holde sig fra mig resten af aftenen. Jeg ORKER ikke tage stilling til alle de ting de kommer med. Kun kæresten har ( stor) forståelse for den sindsbevægelse jeg har været igennem i de sidste to dage. Nu er det hækling, luksusfælden, Bones og Lewis jeg vil forholde mig til.

Jeg smutter igen herfra og i morgen tidlig er jeg sikkert klar til, at være mere nærværende både som blogger og som mor.


Det har været en dejlig dag og jeg er så glad. :-) :-)