Kvalme...

Jeg kan ikke sige så meget mere end at jeg har kvalme. Den der gyselige ondt i maven der følger, når man skal noget man ikke ved hvad resulterer i.

Den samme kvalme/mavepine, som da jeg skulle mødes med min elskede allerførste gang. En svimlende fornemmelse og lysten til at aflyse fordi det er nemmere bare at lade tingene være som de er nu.

Trods alt ved jeg hvad jeg har nu, og det kender jeg alt til.

Jeg har det lidt på samme måde som når man for 220 gang hører om katastrofe-ramte områder og mange omkomne... dert er uvirkeligt, ikke noget der har med mig at gøre. Det er lidt en ud-af-kroppen oplevelse faktisk. Jeg kan simpelthen bare ikke forholde mig til det forestående gensyn med Rasmus.

Hvis Ester min psykolog læste med her, ville hun smile og sige..." Ja det er jo den typiske reaktion for dig, når tingene er for svære for dig at rumme. Så går du på stand by så at sige".

Hun vil kunne nikke genkendende til min reaktion lige nu. Det her sætter gang i så mange voldsomme følelser at mit hjerte og min hjerne simpelthen ikke kan følge med. Jeg lukker nærmest af.

Det er en mekanisme der selvfølgelig har til formål at beskytte mig mod sorg. Ganske enkelt.


Den mulige sorg der kunne følge af dette gensyn. Måske han slet ikke kommer alligevel. Måske han har forandret sig så meget at jeg slet ikke genkender ham. Måske han er så præget af sin fars holdning til mig, at han slet ikke bryder sig om mig. Hans mor...


Jeg skriver igen og fortæller, men måske det først bliver i aften. Kender jeg mig selv ret. er jeg totalt mørbanket når jeg kommer hjem, og jeg er nok nød til lige at fordøje og hvile inden jeg kan formidle hvad der skete i Rosenhaven.


Jeg kan ikke takke alle jer søde bloggere nok. Takke jeg for jeres søde ord og dejlige varme kommentarer og de tanker i sender mig.

Det gør mig glad og varm om hjertet. :-) :-) :-)