Jeg drømte i nat

Sådan husker jeg ham. Min Rasmus.

Selvom han kun er ca fem år på billedet, er det sådan han står tydeligst for mig. Hans små bløde hænder og de store øjne der kigger lige ind i kameraet.

Jeg drømte om ham i nat. Det gør jeg meget ofte, men måske denne nat var fordi jeg blev så ked i går, da jeg fandt hans babybillede i mellem blade og papirer. Ved skilsmissen blev alle fotos jo også splittet op og de er alle nu lagt ind i vores computer, men det ene må have forputtet sig med tiden.

Nogle gange drømmer jeg gode drømme, men de fleste handler om at han er ude for min rækkevidde. At jeg prøver at bare snuppe ham, og tage ham med hjem. I nat stod jeg og kiggede ind på ham gennem stuevinduerne. Underligt for han bor jo på 3. sal! Jeg kunne se at han ingen strømper havde på. Skoene var hullede, så i stedet for havde han poser i skoene. Det var forfærdeligt at se. Et andet sted i drømmen, var jeg inde i min gamle lejlighed sammen med ham og hans far. Jeg prøvede vist at lokke ham til at lade mig låne Rasmus, bare et par timer.


Sådan er de fleste drømme. Fulde af sorg og bekymring. Han er ikke den glade dreng han var engang.


Disse drømme er jo ikke uden baggrund. Min eksmand er så fuld af vrede og had. Det gælder ikke kun mig, det er generelt og rammer alle der kommer ham på tværs. I de næsten 17 år vi var sammen, var det mere regel end undtagelse, at han ragede uklar med kolleger og venner og familie. Hans motto er: Jeg bærer nag til jeg dør. Jeg glemmer aldrig. Jeg vidste udemærket hvad jeg gik ind til da jeg gik.

Da jeg endelig fik modet og kræfterne til at gå, vidste jeg at det ville udløse et voldsomt drama, men jeg kunne bare ikke holde til mere. Jeg har aldrig fortrudt, men jeg er så ked af det på mine børns vegne. De er blevet ofre for deres fars vrede mod mig. Det vil altid præge dem.


Jeg er voksen og kan sagtens klare at de penge han hver måned har indsat i hustrubidrag via netbank, er posteret som " Luderbidrag".. Jeg kan holde til at han ved hver postering, knytter kommentarer der sviner mig til. Jeg kan holde til at han aldrig glemmer at jeg gik fra ham, krydsede hans planer, tog en selvstændig beslutning, blev rask nok til at droppe den sløvende medicin og tænke selv, rejste mig fra sofaen og kontaktede en advokat. Fik hjælp af kommune og venner til at slippe ud af hans greb.

Med børnene er det en helt anden sag. De har været vidne til hans rasen. Hans telefoniske trusler overfor mig og mine forældre, hans kylen rundt med ting, hans gråd der kunne vare i dagevis, og som betød at han ikke gav dem hverken vådt eller tørt, når de var hos ham. Min datter får hverken gaver til jul eller fødselsdag, ingen opkald, ingen kærlighed eller hjælp til livet fra sin far.
Min søn får ikke muligheden for at se sin elskede mormor og morfar. Bedsteforældre der altid har været utroligt knyttet til ham og søster. Når mor ikke havde flere kræfter, var de der til at passe på dem. Morfar kan ikke længere få lov at vise hvordan naturen veksler, hvordan en cykel skilles og samles, hvordan man fisker og fylder olie på bilen.


Der er et kæmpe tomrum i vores alles liv... pga en mand der hader så voldsomt