Så er endnu en dag fløjet af sted. På billedet ser vi resultatet af gårdsdagens omtalte kompromis. Dette er min plads i solen. Jeg elsker den allerede for der alt hvad der er mig, lige ved hånden. Der er min mormors tegning, den er næsten 200 år gammel, og har altid været i familiens eje. Der er på min venstre side, mit lille sybord, hvor en del af mit broderigarn har fået plads. Der er udsigt til altanen, med nypudsede vinduer og planter der er godt i vej.
Der er hylderne, som egentlig er skilte fra min læreplads' kontorforsyning. Dem fik jeg da butikken lukkede for år tilbage. I dag har de fået nyt liv som små smukke hylder til mit nips. Der står stadig på dem, med fin skrift..
Kontorartikler og Papirvarer.
Endelig er der min puf, fyldt med alskens ting og sager, der ligger og venter på at, jeg får brug for dem, der er min sykurv med projekter i alle stadier, fra næsten nystartet til næsten færdigt.
Det har været en dejlig dag. Mine forældre var på et stop, for at aflevere min datter. Vi har haft både ro i formiddags og liv i eftermiddags, da en ven dumpede ind. Jeg fik bagt og nu sidder vi og hygger med lidt film.
Der har kun været en enkelt lille episode, der har givet lidt skyer på min ellers solrige himmel..
Jeg har gennemgået ting og sager, flyttet rundt på bunker med blade og mønstre, og der lige midt i det hele lå et billede af min søn. Et billede fra da han var helt lille. Han ligger der så glad og fro på sit tæppe.
Det er noget der kan få tårene til at trille, for jeg savner ham sådan. Hver evig eneste dag tænker jeg på ham. Hvordan har han det? Hvad laver han mon lige nu? Klarer han sig godt i skolen? Hvordan går det med hans øjne? Bruger han stadig briller, og hvordan med hans ben?? Han er født med klumpfødder, og vi har brugt 100vis af timer på massage for at han skulle kunne komme til at gå normalt. Da han var tre mdr gammel, var han igennem en operation.
Han er så langt væk og alligevel tæt på. Han bor ikke længere end fem km væk, han færdes på de samme gader som jeg selv gør, men jeg har ikke set ham de sidste to et halvt år. Han tør ikke....
Han bor med sin far.....
Dit lyse hjørne er så smukt, Henriette! Et dejligt sted at lade op. Men det gør ondt at læse, at du ikke ser din søn. På den anden side ser jeg heller ikke min, så vi er lidt i samme båd.
SvarSletKunne I ikke bare have en minimal kontakt? At du fik et billede i ny og næ?
Varme klem og ha' en god 2. påskedag :)
Dit hjørne, Henriette - herligheder - intet mindre.
SvarSletOg hvor er det glædeligt, at du kan hente de gode tanker frem omkring din søn. En dag , når han er stor nok, vender han tilbage, er jeg sikker på ;-)
Hej Madame. Tak for roserne. Jeg er jo selv mægtigt tilfreds med resultatet.
SvarSletHan har selv valgt ikke at ville se mig,søster og bedsteforældre. Prisen for ham er for høj. Hans far, som han jo bor hos, fryser ham simpelthen ud i dagevis, hvis han vil se mig. Det er mere end en fjortenårig kan klare. Han var 11 da vi blev skilt. Et billede har jeg mulighed for via skolen. Jeg skriver jævnligt med hans lærere om hans hverdag. Men det er ikke rigtigt det samme som personlig kontakt..
Tak for klemmet, det luner dejigt.
Din egen søn, hvordan takler du det? Og hvor længe har det været sådan, om jeg må spørge?
Knus Henriette
Hej Jeanette Mariae. Også tak til dig.
SvarSletJeg håber også at han vil få kræfterne til det en dag. Indtil da, må jeg lade ham være. For hans egen skyld. Men det er svært.
Kære du, jeg håber jo stadig, men nu går håbet mest på, at jeg kan se mit barnebarn på fire år. Det er ikke nemt - men det fortæller din historie også ... Klem.
SvarSletUha ja, børnebørn er jo det næste skridt på savnpyramiden.. SUK
SvarSletMen opgiv aldrig håbet, det er noget jeg siger hver dag og nu også til dig.
Klem tilbage